Launy Grøndahls væsentligste indsats som komponist ligger på solokoncertens område. Han skrev fire koncerter for violin, trombone, fagot og horn i årene mellem 1916 og 1955. Blandt dem er trombonekoncerten blevet del af trombonist-repertoiret og er ofte anvendt til orkesterkonkurrencer.
Violinkoncerten fra 1916 er endnu præget af den romantiske virtuoskoncert med brillant solospil der typisk omkredser orkestrets temaer. Men fra trombonekoncerten 1924 sker der en stilistisk udvikling i retning af neoklassicismen. Launy Grøndahl blev i løbet af 1920’erne engageret i ny musik og var en overgang formand for Unge Tonekunstneres Selskab, og hans udlandsrejse 1924 til Paris, Milano, Rom og Wien bragte ham i kontakt med de nyeste tendenser i europæisk musik.
Bekendtskabet med ny fransk og østeuropæisk musik af komponister som Debussy og Ravel, Bartók og Kodály eller Prokofiev mærkes i hans trombonekoncert med markante synkoperinger, polyrytmer og skæve taktarter som 7/8 (i 2. sats). Det harmoniske forløb synes inspireret af fransk musik med bratte tonale skift, der snarere motiveres klangligt end modulatorisk.
Også satsteknisk adskiller trombonekoncerten sig fra violinkoncerten. Trombonen bliver i udstrakt grad temabærende og søges ikke integreret i orkestret, men står uantastet som solisten, der afgiver motivisk materiale til orkesters akkompagnement. Disse tendenser fastholdes og udbygges i Launy Grøndahls fagotkoncert fra 1942.
(JBR)
