Laurids Lauridsen blev som barn ramt af en øjenlidelse der kostede ham synet. Han kom som 10-årig til København og blev undervist på Blindeinstituttet hvor han blev uddannet i klaver, orgel og musikteori af Frederik Fribert og Nikolai Hansen. Han fortsatte musikstudierne i København og tog organisteksamen 1905.
1910 blev Laurids Lauridsen organist i Skive, hvor han virkede til sin død 1946.
Trods sit handicap lykkedes det Laurids Lauridsen gennem selvstudier at erhverve sig imponerende kundskaber. Han lærte sig foruden de moderne hovedsprog græsk, latin og esperanto, og han studerede samtidens musikværker, som han hørte og nedskrev i blindeskrift. Hans egne kompositioner noteret i blindeskrift sendte han til sin gode ven og kollega Aksel Agerby der sørgede for, at de blev overført til almindelig nodeskrift og for en dels vedkommende udgivet.
Hovedparten af Laurids Lauridsens kompositioner er sange og musik for orgel. Men i sin samtid var han bedst kendt for sine få orkesterværker – bl.a. en Romance for violin og orkester op. 10 opført i Musikforeningen og Dansk Koncert-Forening – og for sin kammermusik, der blev relativt hyppigt opført i foreningerne for ny musik i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne.[1]
Kun få af Laurids Lauridsens værker blev udgivet mens han levede. Det drejer sig f.eks. om musik beregnet til gudstjenesten som de 24 Præludier opus 26 (1934) tilegnet Aksel Agerby. På Bach’sk manér komponerer Laurids Lauridsen et præludium i hvert toneart, men i modsætning til Bach arrangerer han dem ikke i kvintvis rækkefølge. Laurids Lauridsens præludier er arrangeret i faldende tertsvis rækkefølge, så f.eks. præludium nr. 8 i h-mol står efter nr. 7 i D-dur og før nr. 9 i G-dur.
Derved betones mediantforholdet mellem tonearterne i modsætning til (det Bach’ske) dominantforhold, og forbilledet Bach bliver dermed formidlet gennem Max Regers moderne opfattelse af slægtskab mellem tonearter og akkorder.
Denne Reger’ske harmonik præger Laurids Lauridsens større værker – f.eks. de fire klaverstykker opus 16 med titlen Fra min Drømmeverden (1930) eller hans store orgelværk Præludium, Pastorale og Fuga opus 19 fra 1923. Her kombinerer Laurids Lauridsen dur-mol tonaliteten med en avanceret kromatisk harmonik der sine steder kan ligne atonalitet.
Det er som om Laurids Lauridsen forsøger at skabe en syntese af den enkle tonalitet, der præger hans sange, og den udvidede tonalitet han havde stiftet bekendtskab med under sine studier af ny fransk og tysk musik.
Midlet til at etablere syntesen er en særpræget harmonik der kan virke frapperende, men nogle gange forekommer planløs. Man frigør sig vanskeligt fra fornemmelsen af at nodebilledet nogle gange forvrænger komponistens intentioner i kraft af den komplicerede dobbelte nedskrivningsproces og det forhold, at komponisten aldrig fik mulighed for at høre noderne realiseret af andre musikere.
(JBR)
Noter
[1] Se Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns koncertrepertoire 1900-1935 bd. 1 og 2. København 2002.
