Det fremhæves ofte at Ib Nørholms tidlige værker bygger på den danske Carl Nielsen tradition. Det gælder både på godt og ondt når man husker at den danske Carl Nielsen tradition både rummer Carl Nielsens musik og den æstetik, der med udgangspunkt i Carl Nielsens skrifter (især essaysamlingen Levende Musik, 1924) herskede på bjerget i årene efter hans død – dvs. fra 1930’erne og frem til efterkrigsårene.

Carl Nielsen var ikke altid lige nøjeregnende med sine sproglige udsagn. De skrifter hvor han formulerede sig om musikæstetiske spørgsmål, er ikke nogen logisk sammenhængende teori, men en samling strøtanker formuleret over en snes år, og de er ofte i modstrid med hans egen musik. De blev af eftertiden kogt ned til en række tabuer der ramte romantik, jazz, populærmusik og modernisme (Carl Nielsens egne modernistiske værker ikke undtaget).

Den Carl Nielsen tradition Nørholm voksede op i, udgjorde ikke kun en positiv musikalsk påvirkning, men også en æstetisk spændetrøje som unge komponister reagerede imod. Nørholms reaktion viste sig fra førte færd i hans værker. Et tidligt klaverværk, Suite for klaver fra 1955 uden opusnummer, peger væk fra det hjemlige med rytmiske og klanglige/harmoniske virkninger som har mere til fælles med Balkan end med Fyn – i 1. sats måske med læreren Holmboes (ligeledes Balkan-inspirerede) Suono da bardo, 1949-50 som forbillede.

Den positive musikalske inspiration fra Carl Nielsen viser sig især i Ib Nørholms tidlige sange: Den enkle diatoniske melodi og det strofiske anlæg der er et kendemærke for Carl Nielsens folkelige sange, levede videre i Nørholms Fire sange for blandet kor op. 3, 1955 til Halfdan Rasmussens tekster om krigen og dens psykologiske følger. Men enkelheden sættes i relief af den polyfone stemmebehandling. Året efter fulgte Tre sange for sopran og klaver op. 8 i en mere balladeagtig stil hvor sangen tolker og klaveret skildrer Eino Leinos tekst om havet som den magtesløse kæmpe. Carl Nielsens sene Balladen om bjørnen kunne være et forbillede her.

Hovedværket fra de første år

Hovedværket fra de første år efter konservatoriet er Ib Nørholms symfoni op. 10 der blev færdigskrevet 1958. Sammen med sonaten for orgel op. 9 og trioen for klarinet, cello og klaver op. 13 fra 1957 demonstrerer den Nørholms forsøg på at forene forskellige påvirkninger i en personlig tilegnelse af klassiske genrer og former. Værkerne udgør på en gang kulminationen af en række læreår og et varsel om fremtiden. Nørholm former sit stof med klanglige og tematiske kontraster som spænder form og tonalitet til bristepunktet med et rytmisk drive, der i symfoniens 1. sats er medrivende. Men den samlende symfoniske ambition svækkes af trangen til at splitte klangen op i rytmisk uafhængige lag og af en tendens til at formulere udtrykket motivisk snarere end tematisk.

Denne tendens blev fremherskende i de følgende værker: I op. 16 med den karakteristiske titel Mosaik – recitativiske fragmenter fra 1958 for fløjtekvartet splittes den klassiske form op i seks korte satser der danner en symmetrisk helhed med en barok-agtig koralfantasi over Befal Du dine veje i centrum. Her er de fire instrumenter individuelle stemmer der med hver sine rytmiske forløb og motiver yder selvstændige brudstykker til mosaikken. Med Mosaik hvor en af satserne er ren tolvtonesats, står Ib Nørholm på tærsklen til ekspressionismen, og han tog skridtet fuldt ud året efter med Trio nr. 1 for violin, cello og klaver  opus 22 – ofte kaldet ”tabeltrioen”.

Tilnavnet skyldes at Nørholm i dette værk arbejder serielt. Dvs. at alle fem satser bygger på en og samme tolvtonerække, og at rytme og dynamik i nogen grad er serielt organiseret. Med dette værk komponerede Ib Nørholm det måske første serielle værk på dansk grund, og det er værd at bemærke at han gør det, før han besøger serialismens internationale højborge Köln og Darmstadt 1960 og de følgende år.

Man lades ikke i tvivl om at der er nyt på færde. Trioens første takter signalerer atonalitet med al ønskelig klarhed. Men som værket skrider frem bliver lighederne med den gryende ekspressionisme i Mosaik tydelige: Den tilgrundliggende tolvtonerække splittes op i tre- eller fire-tonige motiver der spilles ud mod hinanden i de tre individuelle instrumenter. Igen møder vi den symmetriske bueform nu bygget op af fem satser, og på buens højdepunkt samles motiverne til tema: Tolvtonerækken fungerer som passacaglia tema i en quasi-barok variationssats.

”Tabeltrioen” blev på en gang gennembruddet til modernisme i Ib Nørholm produktion og den selvfølgelige fortsættelse af hans udvikling mod en personlig udtryksform.