Jeg er født i Hygum ved Lemvig 22. februar 1937.
Uddannelse og læreår
Efter mellemskoleeksamen i Lemvig tog jeg studentereksamen fra Nykøbing M. gymnasium og tog derefter eksamen fra Århus Universitet som cand. mag i musik og fransk. Da jeg var træt af den meget teoretiske tilgang til musikken på universitetet, tog jeg efter råd fra min lærer mag.art., organist Johannes Nørgård eksamen som organist fra Det jyske Musikkonservatorium med ham som lærer.
Johannes Nørgård har i øvrigt betydet utrolig meget for flere generationer af studerende ved universitetet og konservatoriet. Det var bl.a., målt med nutidens målestok, helt usandsynligt, hvor meget man nåede igennem som elev hos ham. Jeg nævner Bachs passioner, Händels Messias, alle Beethovens symfonier, alle Brahms´ symfonier, en væsentlig del af Mahlers symfonier, Schuberts Winterreise, Schumanns Dichterliebe, Wagners Tristan og Isolde og meget andet, noget der selvfølgelig i højeste grad er kommet mig til gode senere hen. Jeg skrev i øvrigt speciale om César Francks instrumentalmusik med ham som vejleder, og var så heldig i en kort årrække at være ansat ved Katolsk Kirke i Århus med et stort gammelt Klais-orgel, der egnede sig fortrinligt til César Francks orgelmusik.
På initiativ af min medstuderende Henning Nielsen blev der arrangeret en tur for universitetets musikstuderende til det såkaldte Jugendfestspieltreffen i Bayreuth 1957. Her kunne unge studerede for en billig pris opleve Wagners musikdramaer i Festspilhuset, og deltog desuden i forskellige musikalske aktiviteter, f.eks. en opførelse af Haydns Årstiderne. Jeg var også med det følgende år og oplevede på den måde de fleste af Wagners værker i de bedst mulige omgivelser. Da Wagners Niebelungens Ring senere på initiativ af F. Cristofoli blev opført i Århus, kunne jeg således på kvalificeret vis gennemgå værket med mine elever på Randers Statsskole, hvor jeg senere blev ansat.
Henning Nielsen lod mig i øvrigt som forberedelse til turen lytte til de optagelser han havde på båndoptager (jeg havde ikke selv råd til en båndoptager) af de relevante værker, herunder også Verdis Don Carlos, som vi oplevede i Salzburg på samme tur, noget som jeg stadig er ham dybt taknemmelig for.
Jeg må også nævne, at jeg via Johannes Nørgård stiftede bekendtskab med Rudolf Steiner og antroposofien, hvilket bl.a. medførte et ophold som scenemedhjælper på Goetheanum i Schweiz 1956, hvor man netop det år opførte Goethes Faust. Det er vistnok det eneste sted i verden, hvor man opfører Faust in extenso, dvs. både første og anden del i uforkortet udgave. Opførelsen varer ca. en uge med forestillinger eftermiddag og aften. Jeg oplevede foruden alle prøverne tre ”Gesamtaffúhrungen” af dette hovedværk i vestlig litteratur, hvilket jeg i dag priser mig lykkelig for.
I tilbageblik må jeg i det hele taget sige, at jeg har været særdeles heldig i mit studieforløb ved at have højt kvalificerede og entusiastiske lærere lige fra mellemskolen over gymnasiet og, som nævnt, også på universitetet. Ikke mindst er jeg glad for, at jeg nåede at afslutte mine studier inden det såkaldte studenteroprør i 60´erne og 70´erne, der delvis lagde i hvert fald musikinstituttet på universitetet i ruiner i en grad, så det ikke senere har rejst sig. Mange af initiativerne var prisværdige, f.eks. indførelse af rytmisk musik, men netop her blev man hængende i rock- og popgenren i stedet for, som det konsekvente ville have været, at gå i dybden med jazz, hvor ikke mindst jazzteorien ville have betydet en væsentlig udvidelse af den treklangsharmonisering, man dyrkede i koralharmonisering. Denne sidste disciplin blev i øvrigt sørgeligt forsømt med alt, hvad man herigennem kunne have lært af stemmeføring og dissonansbehandling, områder som man ikke på samme måde kan lære at beherske ved at arbejde med jazzharmonik.
Men det er selvfølgelig rigtigt, at jeg i høj grad savnede en baggrund i rytmisk musik efter mine studier på universitetet og konservatoriet, så den måtte jeg selv skaffe mig. Dengang var det småt med lærebøger, så man måtte prøve at rage lidt til sig hist og her. Pianisten Tom Prehn og hans grupper var en stor inspiration for mig på den tid, og senere var jeg så heldig at komme på det årlige jazzkursus på Brandbjerg Højskole samt to år i træk at følge Jamey Aebersold´s effektive amerikanske Jazz Clinic med højtprofilerede lærere som Jim McNeely, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Hal Galper og andre. Jeg må desuden nævne flere af mine kære elever, som jeg bevarede kontakten med efter gymnasiet, og som jeg lærte utrolig meget af ved at få lov at spille med i de grupper, de oprettede (se her min hjemmeside www.jbmusik.dk under bl.a. Jazzmelodier).
Jazzen – komponist og underviser
Jeg behøver næppe at sige, at jazzen har betydet uendelig meget for mig, ikke alene som jazzkomponist, men i det hele taget.
For godt 30 år siden oprettede jeg Randers Statsskoles jazzgruppe ”Little People”, og efter nogle ret slidsomme år, hvor jeg ikke sjældent forudså, at gruppen snart ville gå nedenom og hjem, tog den for godt ti år siden pludselig et løft gennem flere meget talentfulde medlemmer, og siden har den holdt sig på et temmelig højt niveau og er blevet en magnet for unge rytmiske musikere, der gerne vil lære noget. Det er i øvrigt ret forbløffende at opleve, at blot man selv er nogenlunde på højde som jazzmusiker, skal der næsten ingenting til for at få de unge sat i gang med selv ret svære ting, såsom bebop, som de i øvrigt elsker at spille. Man skal nærmest bare prikke lidt til dem, så er de i gang og klarer sig selv.
Naiv som jeg var, regnede jeg med, at det ville være forholdsvis let også at få klassiske musikere til at improvisere, blot jeg viste dem lidt på vej, men det viste sig at være en større opgave, end jeg havde regnet med. Forbløffende nok blev det første værk, jeg skrev på den måde, en blæserkvintet, på grund af musikernes entusiasme og engagement en ret stor publikumssucces. Musikerne havde hjulpet sig på den måde, at de havde skrevet ”improvisationerne” ned, og det var selvfølgelig ikke meningen. Så desværre måtte jeg se i øjnene, at min blæserkvintet var et mislykket eksperiment. Det samme må jeg sige om et par senere værker af lignende tilsnit, bl.a. en strygekvartet nr. 2, som aldrig er blevet opført, sikkert af gode grunde.
Om man kan få klassiske musikere til at deltage meningsfuldt i improvisation, er nok et åbent spørgsmål. For nylig har jazzpianisten Carsten Dahl jo forsøgt sig. Jeg er i hvert fald klar over, at man i givet fald skal gå anderledes radikalt til værks, end jeg oprindelig havde forestillet mig.
Så min liste over instrumentalværker, jeg i dag kan gå ind for, er ikke så lang. Den omfatter følgende:
1. strygekvartet (1983), opført af musikere fra Randers Kammerorkester 1989.
”Sen dag i skoven” for cello og klaver, bestilt og uropført af Aksel Nielsen, cello, og Jens Christian Spillemose, klaver 1992.
Tre parafraser over danske folkemelodier (2001), opført af Randers Kammerorkester 2002.
Blæserkvintet (nr. 2) ”Hvad vinden fortæller fuglene” (2005)
Suite for saxofonkvartet, skrevet til Copenhagen Saxophone Quartet. Her er sidste sats et arrangement af ”Bryllupspræludium”, som jeg skrev og spillede til min yngste søns bryllup 2007 – stykket kan ses og høres på min hjemmeside: www.jbmusik.dk.
Jeg har i det hele taget som komponist mest arbejdet med vokalmusik, og alle mine sange og korværker kan findes (eller findes omtalt, da nogle af dem er udgivet på Engstrøm og Sødring) på min hjemmeside www.jbmusik.dk.
