Erik Jørgensen voksede op i et velstående og musikinteresseret københavnsk borgermiljø hvor familien støttede hans ønsker om at blive pianist og komponist. Han uddannede sig som pianist med debut 1943 og tog organisteksamen 1931 (med Carl Nielsen som censor), men han søgte ikke embede som organist og levede fremover som frit skabende komponist indtil 1947, hvor han blev lærer ved Blindeinstituttet og virkede til 1982.

Erik Jørgensen gjorde sig tidligt gældende som komponist og debuterede 1935 med en concerto grosso i neoklassisk stil. I 1930’rne studerede han udenlands, bl.a. direktion hos Hermann Scherchen 1935, og en del af hans værker blev opført i slutningen af 30’rne og begyndelsen af 40’rne. Fra 1942 og de følgende 15 år fuldførte han ingen værker, men 1957 trådte han igen frem som komponist med det sandsynligvis første gennemført dodekafone værk skrevet i Danmark: Modeller for strygere.

Det indledte en periode, hvor Erik Jørgensen gjorde sig gældende som moderne komponist. Han besøgte ISCM festivalen i Köln 1960 og feriekurserne i Darmstadt 1962, og han skrev en række værker, der hører til periodens mest avancerede danske modernistiske musik, f.eks. kammermusikværket Astrolabium og operaen Skyggen af en drøm, der vandt priser i Sverige og Danmark. Personligt holdt Erik Jørgensen sig ude af det generationsopgør, der prægede dansk musikliv i 1960’erne og 70’erne. Han levede stilfærdigt uden for offentlighedens lys og var tilsyneladende mere optaget af at udvikle sin personlige skrivemåde end i at få sine værker opført.

Erik Jørgensens udvikling havde karakter af et livslangt projekt, der først bestod i en frigørelse fra den traditionelle dur-mol tonalitet, som forekom ham at være slidt op og mærket af alt for menneskelige udtryk og ambitioner. Han følte ”komponistens dårlige ånde” i den traditionelle tonalitet. Næste fase i projektet fra 1950’erne gik ud på at skabe en kompositionsteknik, der muliggjorde den størst mulige åndelige frihed inden for veldefinerede og eksakt formulerede rammer. Idealet var her en syntese af østlig mystik og vestlige naturvidenskab. Erik Jørgensen studerede begge dele indgående og var bl.a. stærkt optaget af Werner Heissensbergs Ubestemthedsrelation der fra 1930’erne spillede en afgørende rolle i atomfysikken.

Erkendelse af tilfældighed eller ubestemthed som uomgængelige elementer i naturvidenskaben fik stor kulturel betydning i årene efter 2. verdenskrig. Hermann Hesses fremtidsroman Glasperlespillet (Nobelprisen 1947) er måske det mest berømte eksempel herpå. Her beskrives netop syntesen af vestlig og østlig filosofi som foreningen af tre principper – videnskab, skønhed og meditation – med musikteorien som arnested for udviklingen. Hesses roman havde indflydelse på Stockhausen og gennem ham på feriekurserne i Darmstadt, som Erik Jørgensen som nævnt besøgte 1962.

Set i dette perspektiv var Erik Jørgensens projekt et personligt bidrag til en kulturel stræben mod en verden, hvor ånd og viden indgår i en bæredygtig balance. Musikken var hans middel hertil som ”et redskab, der rækkes modtageren, for at vedkommende skal kunne ’se’, hvad han/hun uden dette værktøj ikke ville have ’set’.”[1] På et spørgsmål om de få opførelser af hans musik påvirkede hans lyst til at komponere, svarede han: ”Da der kun er én ting der er værre end at komponere, nemlig ikke at komponere, fortsætter jeg trøstigt mit daglige kompositoriske arbejde trods nul opførelser.”[2]

(JBR)

Noter

Erik Jørgensens tidlige værker komponeret mellem 1934 og 42 er i neoklassisk stil, præget af bl.a. Hindemith, Stravinsky og Bartók. Hans debutværk, Concerto grosso for fløjte, klarinet, fagot og strygere, blev skrevet mens han studerede komposition hos Finn Høffding, og fik en negativ modtagelse ved uropførelsen 1935, men nogle af de følgende værker høstede mere anerkendelse.[1] Den tonalt traditionelle neoklassiske stil kunne imidlertid ikke tilfredsstille ham selv, og efter 1942 færdiggjorde han ingen værker, men fortsatte med at komponere i forsøget på at finde en personlig udtryksmåde.

Det lykkedes i 1950’erne, hvor han gennem radio og koncerter stiftede bekendtskab med Schönberg, Webern og nyere komponister som Luigi Nono. Han beskriver disse oplevelser som ”chok” der satte ham i gang med at studere og komponere dodekafont.

Læs om Erik Jørgensens møde med den moderne musik her.

Det første dodekafone værk, Modello per archi for strygeorkester, 1957, gennemfører en tolvtonerække i et næsten klassisk kontrapunkt. Allerede det følgende værk, Figure in tempo for cello og klaver eller slagtøj, 1961/68, viser en differentieret udformning af det rytmiske, der vidner om, at det dodekafone udgangspunkt nu er udviklet til en serialisme, som omfatter flere af musikkens parametre end tonehøjder. Og i de følgende værker, f.eks. kammerkoncerten for 11 instrumenter Astrolabium, 1964, møder man den for Erik Jørgensen karakteristiske forening af serielle principper og styret tilfældighed, hvor på forhånd fastlagte tilfældighedsoperationer bestemmer rækkefølge og samtidighed af serielt udformede afsnit.

Læs Erik Jørgensens beskrivelse af Astrolabium her.

I løbet af 1960’erne frigjorde Erik Jørgensen sig fra det dodekafone forbillede og arbejdede strukturelt med kompositionstekniske systemer individuelt udformede og tilpassede hver enkelt værk. Det kan ske i det store format som i orkesterværket Konfrontationer, 1967-68, hvor musikken munder ud i en reprise af indledningen i overensstemmelse med en persisk myte om en flok fugle, der flyver ud for at møde den store guddom og efter mange genvordigheder møder sig selv. Stoffet konfronteres med sig selv.

Eller det kan ske i det mindre format som i de 27 klavervariationer, 1966, der ikke bygger på et tema, men på en tolvtonerække, som ændres systematisk for hver ny variation, mens rytmen gennemgår en seriel udvikling. Det strukturelle grundlag er veldefineret, og oven på det skaber komponisten en klanglig udvikling mod fortætning, der kulminerer i massive toneclustre i den centrale variation og derefter udtyndes. Hørt uden tanke på det strukturelle grundlag er variationsrækken et frit formet symmetrisk forløb, hvor de indledende variationer vender tilbage i forløbet som en slags ritornel og markerer vigtige formindsnit.

Se analyse af Variazioni per pianoforte her.

I løbet af 1970’erne og 80’erne komponerede Erik Jørgensen en række højst individuelle og personlige værker, bl.a. de to operaer Skyggen af en drøm, 1969, og Eventyret, 1973-77, symfonien A Piece of Life, 1981, og adskillige kammermusik- og vokalværker, bl.a. til tekster af J.P.Jacobsen. Ikke alle værker blev opført eller udgivet. Men det synes, som om Erik Jørgensen i disse værker skabte sig et personligt stilgrundlag, der tillod ham at arbejde mere intuitivt og inddrage f.eks. dur-mol tonale træk, som det høres i de tre Nordatlantiske sange fra 1991. Han fortsatte med at komponere, til han var over 90 år, og et sent værk som Introduktion og presto for saxofonkvartet, 1995, vidner om en afklaret, ofte let og munter, skrivemåde, der også er karakteristisk for hans koncert for klaver og lille orkester, 1992-93.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Noter

“Det var simpelthen to musikalske chok. Et stykke ind i 1950erne hørte jeg i svensk radio et værk af den dengang unge Luigi Nono, Polifonica-Monodia-Ritmica. Og det slog mig med forbavselse, hele denne procedure, først og fremmest at slagtøjet var en ligeberettiget gruppe med de øvrige instrumenter, og så hele den punktuelle opstilling, á la Webern, som jeg senere blev klar over. Jeg husker, at jeg tænkte: “Nå sådan gør man ude i Europa i dag”, og blev faktisk sørgmodig og tænkte “Hvem der var tyve år yngre, men nu er det desværre for sent”. Så viste det sig jo, at det heldigvis ikke var for sent. Det var det ene chok. Det andet chok var da Juilliard Kvartetten i oktober 1956 gav koncert i København, hvor de blandt andet spillede Schönbergs 3. Strygekvartet og Weberns Strygekvartet, opus 28. Da blev jeg også slået med forbavselse. Jeg havde nok hørt om dodekafoni og tolvtoneteknik, men jeg havde ikke forestillet mig, at man kunne komponere så åndfuldt med denne serielle tolvtonerække. Det virkede på mig, ligesom musikken legede med sig selv og var befriet for alt det ofte alt for menneskelige, der klæber ved den, og man blev ligesom ført ind i et land, hvor der herskede renhed og strenghed, og hvor musikken virkede gennem sine egne love, ofte primitive, ofte raffinerede, men altid underkastet ganske bestemte spilleregler. Jeg var klar over, at jeg måtte gå videre ad den vej for at komme frem igen. Og så var det jo, at jeg mødte dig [komponisten og Schönbergforskeren Jan Maegaard] på Østerport Station og bad dig give mig nogle lærebøger i dodekafoni, og du anbefalede Rufer og Jelinek. Jeg studerede dem og begyndte at lave små dodekafone skitser og blev slået med forbavselse over de smukke melodier og harmonier.”

(Erik Jørgensen i radiosamtale med Jan Maegaard 1985, citeret fra Dansk Musiktidsskrift 2001-2, nr. 8).

”Astrolabiet, der er skrevet til det svenske »nova musica«-ensemble, realiseres af 11 musikere med følgende instrumenter: fløjte, klarinet, basklarinet, horn, trompet, basun, violin, cello, xylofon, vibrafon og slagtøj.
Der er benyttet en særlig teknik, der bl. a. tjener til at sikre maksimal improvisation inden for maksimal organisation.

Dirigenten leder forløbet ved hjælp af et aktionspartitur. Et tilsvarende partitur i løse blade har hver musiker ved siden af sin stemme. Tonerne er fordelt på stemmebladene i rytmeløse klynger af skiftende tæthed, og holdt inden for systemets 5 linier.

Ved anbringelse af et geometrisk perforeret ark (36×36 cm) foran hvert nodeblad (36X36 cm), opstår motiver, hvis hastighed og varighed er bestemt af det geometriske billede. Figurerne er kombinationer af et 2 X 2 cm kvadrat, og hver kvadrat svarer til en 2/4′s takt.

Flere over hinanden stående kvadrater udføres inden for samme takt. Afstanden (pausen) mellem de enkelte motiver er fri, men bør være af skiftende varighed. Efter 3 omdrejninger af det perforerede ark er alle nodebladets toner spillet. Ingen er gentaget, ingen er udeladt.

Improvisationen består i den frie rytmisering samt i oktavomlægningen efter givne spilleanvisninger. Dirigenten leder begyndelse og ophør af de enkelte stemmers aktion, efter de i partituret noterede sekundangivelser. ——– betyder aktion i overensstemmelse med nodeblad og ark.

Visse steder spilles direkte efter partituret som vist på illustrationen. Efter det helt frit improviserede afsnit i slagtøj angiver dirigenten i den efterfølgende sektion hver enkelt tones indsats.

Tegnet i slutningen af eksemplet betyder én enkelt langt udholdt tone, sluttende med en melodisk frit improviseret raket i henholdsvis op- og nedgående retning. Den melodiske og samklangsmæssige énhed er sikret gennem opstilling af 14 seks-tonerækker, der parvis er fordelt på hver stemmes ialt 7 nodeblade. I bestandig indbyrdes rotation og perm[u]tation gennemløber et sådant par hele nodesiden.”

(Citeret fra Dansk Musiktidsskrift 1965 nr. 3, s 68-69).

(Tidsangivelserne refererer til indspilningen med Ulrich Stærk på Dacapo 8.224137).

Var. 1            12-tone række langsom (0’00)

Var. 2            12-tone række ændret, langsom (0'55)                                                 

Var. 3            12-tone række ændret, langsom (1'38)                                                  

Var. 4            12-tone række ændret, langsom (2'16)                                                  

Var. 5-8         3 sammenhængende rækkeforløb, hurtig (2'41)                                       

Var. 9            Let varieret udgave af var. 2, langsom (3'22)                                             

Var. 10-14     5 sammenhængende rækkeforløb, hurtigt (4'04)                                

Var. 15          Stærkt varieret udgave af var. 1, langsom (4'59)                                      

Var. 16-18     Fortætning til akkorder, dynamisk/klangligt højdepunkt var. 17 (5'54)  

Var. 19          Varieret udgave af var. 4, langsom (7'20)                                                  

Var. 20-25     Var. 6-8 og 12-14 i sammenhængende forløb, hurtig (7'49)                    

Var. 26          Var. 3 retrograd (spillet bagfra), langsom (8'53)                                        

Var. 27          Coda a la var. 18. (9'55)                                                                            

Form: Symmetrisk (bue-) form med centrum i akkordvariationerne 16-18 kombineret med koncertform med var. 1-4 som ritornel og var. 5-8. 10-14 og 20-25 som episoder.

Teknik: 12-tone række der permuteres i hver ny variation. Seriel organisation af rytmiske mønstre løbende gennem alle variationer.

(JBR)

(Værkliste efter Komponistforeningens fortegnelse 1980, DMT 2002, wikipedia, SNYK)

Concerto grosso f. fl., kl., fg. og str., 1934.

Tre vekselsange f. sop., ten. og kammerork., 1934.

Koncert for violin, strygeork. m. pno., 1935.

Havet f. 7-stemmigt bl. kor, 1936.

Introduktion og tema med var. f. fl., vln., vlc og pno., 1937.

Concertino f. fl., kl., vln. og pno. 1938.

Rapsodi f. vl. og pno., 1940.

Sonatine f. kl. og fg., 1942.

[Årene 1942 – 57 udgør ingen kompositionspause, men en periode hvor Erik Jørgensen komponerede, men ikke fuldførte værker.]

Modello per archi, f. str., 1957. Edition S.

Figure in tempo f.vlc. og pno., 1961. Edition S. Version. f. vlc. og perc., 1968.

[Introduzione grave con intermezzo f. vln. og ork. 1962.] Ej medtaget i komp. værkliste 1980.

Kvintet f. 2 pno., 2 perc. og cb., 1963. Edition S.

Modello II f. 4 sol., bl. kor og ens., 1963.

Astrolabium, kammerkoncert for 11 instr., 1964.

Piece f. strygekvartet, 1964-5. Edition S.

Notturno f. ork., 1965-6. Edition S.

Variazioni f. pno., 1966. Edition S.

Konfrontationer f. ork., 1967-68. Edition S.

Kammeropera: ”Skyggen af en drøm” (Tekst: collage fra The Family of Man), 1969.

Diverse mindre korværker (tekst: Hans­-Jørgen Nielsen m.fl.), 1970. WH.

Improvisationer for blæserkvintet, 1971. Edition S.

Movimenti per flauto dolce, 1972.

Stemninger og tilstande f. fl., cor., vln. og vlc., 1973.

Eventyret, madrigalkomedie (tekst: Ulla Ryum og komp.) f. soli, kor og ork., 1973-77.

Kvartet for blokfløjter, 1975.

Fragmenter af Højsangen f. sop. og kammerens., 1978.

Orkestersuite af Eventyret, 1979.

Ode til en Græsk vase f. 8-st kor, 1979-80.

Fantasia per organo, 1980.

Symfoni: A Piece of Life, 1981.

Kvintet for slagtøj, 1982.

12 strofiske sange f. vln., pno. og kor, 1983. [ Nodematerialet er forsvundet].

Capriccio for sopranino blokfløjte,1983.

4 Sange (tekst: Poul Borum), 1984.

5 Kærlighedsepigrammer f. bl. kor, 1986.

Conductio f. orgel, 1986.

Symbiose f. vln. og vlc., 1987.

Dobbeltspil f. cb. og pno. eller org., 1988.

Arabesk (tekst: J.P. Jacobsen) f. solostemme, 1988.

Musik for harpe, 1988.

Koncert for slagtøjstrio [og lille ork.?], 1990.

Strygekvartet [nr. 3 ?], 1990.

Nordatlantiske sange: Sang om livet, Græsset grønnes, Høbjergning ved havet f. bl. kor, 1991.

Koncert f. klaver og lille ork., 1992-93.

Arabesk (tekst: J.P. Jacobsen) f. bl. kor, 1994.

Landskab (tekst: J.P. Jacobsen) f. bl. kor, 1994.

Fragment af Gurresange (tekst: J.P.Jacobsen) f. bl. kor,1994.

Momento Musicale, saxofonkvartet (sammen m. Ib Nørholm, Per Nørgård, Tage Nielsen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen), 1994.

Pastorale, 5 arkadiske scener f. kammerens., 1994.

Introduktion og presto f. saxofonkvartet, 1995. Version f. ob., kl., sax. og fg. 1997.

Trio for kl., vlc. og pno., 1997.

3 lærkesange f. mezzosop. og pno., 2003.

Jan Maegaard: Opslag i Sohlmans Musiklexikon, 2. udg. Stockholm 1975.

Axel Borup-Jørgensen: ”… har altid villet gøre det på min egen måde…” i: Dansk Musiktidsskrift 1979-80 nr. 2 s. 57-59.

Jan Maegaard: ”En lykkelig række”. Radiosamtale med Erik Jørgensen 1985, trykt i Dansk Musiktidsskrift 2001-02, s. 293-297.

Thomas Michelsen: ”Musik kan blive for subjektiv” i: Dansk Musiktidsskrift 2001-02, s. 297-299.

Udvalgte indspilninger:

Confrontations
Dansk Saxofonkvartet, Den Danske Blæserkvintet, Kontra Kvartetten, Odense Symfoniorkester, Ulrich Stærk, Tamás Vetö (dirigent)
Dacapo 8.224137 (2002), CD
Link til Dacapo