Tilbage i København sommeren 1891 begyndte en travl hverdag som violinist i Kapellet, komponist og barnefader for Carl Nielsen. Den førstefødte, Irmelin, blev født i december 1891, og de to næste – Anne-Marie og Hans Børge – fulgte efter i marts 1893 og september 1895. Dertil kom arbejdet i Det Kgl. Kapel med prøver om dagen og opførelser om aftenen. Alligevel blev der tid og kræfter til at komponere.

G-mol symfonien nr. 1 der var påbegyndt under udlandsrejsen blev færdigskrevet 1892 og uropført med succes 1894. Det første af talrige bestillingsværker – musikken til Holger Drachmanns Snefried – blev komponeret 1893. Og en række betydelige værker for mindre besætninger – sangene til tekster af Ludvig Holstein op. 10, den Symfoniske Suite op. 8 for klaver og violinsonaten i A-dur op. 9 – fulgte efter i de første fem år efter hjemkomsten.

Det tærede på kræfterne og i forbindelse med en af de flytninger til større lejligheder som familieforøgelserne krævede, mærkede Carl Nielsen første gang, at hans hjerte ikke kunne klare det pres, han udsatte det for. Han fik smerter og blev indlagt på hospital i tre uger. Men det fik ham ikke til at sætte tempoet ned. 1894 fik han orlov fra Kapellet for at rejse til udlandet for at promovere sin musik og knytte kontakter, bl.a. med tidens største musikpersonlighed, Johannes Brahms, i Wien. Nogen umiddelbar succes førte rejsen ikke til, men senere lod Brahms forstå at han syntes om 1. symfoni, og i 1896 fik Carl Nielsen mulighed for at dirigere værket i Dresden. Dagen efter opførelser kunne han skrive hjem til sin kone at: ”Symfonien gik fortræffeligt og gjorde megen Lykke hos Publikum … men nogen stormende Succes var det ikke, som i sin Tid i Kjøbenhavn”.[1]

Samme år satte Carl Nielsen sig igen på skolebænken. Med sin gamle konservatorielærer Orla Rosenhoff som mentor genoptog han studietidens øvelser i kontrapunkt – dvs. kunsten at komponere for to, tre eller flere stemmer hvor de enkelte stemmers melodiske forløb skaber den musikalske fremdrift og motiverer formens helhed.
Dermed flyttes interessen fra musikkens harmoniske (”lodrette”) aspekt mod de lineære kræfter. Gamle mestre som Palestrina og Bach var her de store forbilleder, og deres inspiration mærkes i periodens mest særprægede værk: Korværket Hymnus amoris op. 12 (1896-97) der til latinske tekster synger kærlighedens pris.

Interessen for det ”lineære kontrapunkt” (som den schweiziske musikforsker Ernst Kurth senere døbte fænomenet i sin banebrydende bog om Bach) viser hvor langt Carl Nielsen var nået i retning af en personlig stil – uafhængig af sine romantiske forbilleder. På tærsklen til den 20. århundrede finder han i melodiernes og rytmernes spændingsfyldte modspil det særpræg, der mere end noget andet placerer ham som en af den ny tids moderne komponister.

Carl Nielsen erindrede senere disse år som den ”reneste og lykkeligste tid af sit liv”[2]. Men det var ikke alle som glædede sig over hans udvikling. Kritikken var hård og uforstående over for de ”moderne” træk i hans nye værker. Opmuntringen kom oftere fra venner og beundrede uden for det etablerede københavnske musikliv, hvor kunstnere og kendere så Carl Nielsen som banebryder for en ny musik i opposition til den forældede romantik, som Gade og Hartmann havde været eksponenter for det foregående halve århundrede.

(JBR)