I slutningen af 1890'erne ændredes Carl Nielsens forhold til Det Kgl. Teater. Fra at være en arbejdsplads hvor han som 2. violinist tjente til dagen og vejen, blev teatret målet for hans ambition som operakomponist og kapelmester.
De ydre omstændigheder var gunstige. 1899 overtog forfatteren Einar Christiansen ledelsen af Det Kgl. Teater. Han var ikke mindst kendt som dramatiker og forfatter til talrige operatekster, og under hans ledelse frem til 1909 blomstrede operaen. To værker fra denne tid lever endnu: Carl Nielsens operaer Saul og David og Maskarade.

Saul og David blev til på Carl Nielsens initiativ. Hans var ideen om at supplere to bibelske skikkelser – den magtsyge kong Saul og den troskyldige David – med Israels folk som den tredje hovedaktør i dramaet. Teksten skrev Einar Christiansen og 1898 gik Carl Nielsen i gang med kompositionen.
1901 var arbejdet færdigt: En opera hvor koret har så stor betydning, at værket nærmer sig oratoriegenren, men hvor karakteriseringen af Saul står som et magtfuldt og nuanceret dramatisk portræt. Brugen af ”gammeldags” former som korfuga og skarpe ”moderne” dissonanser i orkestret kunne opfattes som stilistisk ujævnhed, og det har måske været medvirkende til at Saul og David efter få opførelser gled ud af repertoiret og først efter komponistens død blev skattet efter fortjeneste.

Carl Nielsen dirigerede uropførelsen 28. november 1902 og tre dage efter, 1. december, uropførelsen af sin 2. symfoni De fire Temperamenter, som han havde fået ideen til, mens han arbejdede på Saul og David. Symfonien blev en pæn succes og blev antaget af Busoni til opførelse i Berlin.

Carl Nielsen havde grund til optimisme, og det fik han yderligere i begyndelsen af 1903. Han indgik en kontrakt med Wilhelm Hansens musikforlag som sikrede ham en fast årlig indkomst. Sammen med den årlige statsstøtte som han modtog fra 1901, sikrede forlagskontrakten Carl Nielsen en vis økonomisk uafhængighed. Ikke nok til at han kunne holde op som kapelmusiker og koncentrere sig om at komponere, men nok til at han kunne tillade sig at rejse, søge ny inspiration og pleje sine kontakter med det internationale musikliv.

Allerede januar 1903 tog han til Tyskland til Busoni i Berlin og til Dresden, og få måneder efter gik turen til Grækenland hvor Anne Marie med støtte fra Det Anckerske Legat studerede antik græsk billedhuggerkunst og farvearkæologi. Her fik Carl Nielsen inspirationen til Helios ouverturen op. 17 der ”skildrer Solens gang over Himlen fra Morgenen til Aftenen”[1]. Ouverturen blev uropført af Det Kgl. Kapel under Johan Svendsen oktober samme år, og blev heglet ned af pressen med Politikens Charles Kjerulf i spidsen, hvilket medførte en længere avispolemik. Nu er den måske Carl Nielsens mest kendte og elskede orkesterværk.

Tilbage i København gik Carl Nielsen i gang med et nyt korværk: Søvnen op. 18, som Johannes Jørgensen skrev teksten til efter Carl Nielsens skitseforslag. Og sandsynligvis begyndte tanken om at komponere en Holberg-opera også at materialisere sig. Emnet var Holbergs komedie ”Mascarade” som Carl Nielsen skitserede en scenegang til omkring årsskiftet 1903-04. Librettoen skrev den senere litteraturprofessor Wilhelm Andersen, og den lå færdig ved påsketid 1904. Operaen blev antaget til opførelse 11. november 1906, men kompositionsarbejdet trak ud, og de sidste noder blev skrevet en uge før premieren. Det mærkes især på den lidt rodede scenegang i sidste akt, og både teatret og komponisten frygtede for premieren. Men det blev en succes. Operaen gik 20 gange i sæsonen 1906-07 og oplevede over 50 opførelser i Carl Nielsens levetid.

Læs mere om Carl Nielsen og karakteriseringens kunst her

(JBR)