Arbejdet som Kgl. Kapelmester stillede store krav til Carl Nielsen. Han var ingen teknisk velfunderet dirigent, men han kunne inspirere musikere og sangere til – ifølge samtiden - uforglemmelige opførelser, når ånden var over ham. Når ånden var andetsteds engageret, f.eks. i hans egen musik, kunne det derimod gå galt, og kritikken af hans orkesterledelse voksede med fejlene og bredte sig efterhånden også til Kapellets musikere. De foretrak den teknisk fremragende unge dirigent Georg Høeberg der blev sidestillet med Carl Nielsen som kapelmester i 1914. Carl Nielsen havde regnet med at blive 1. kapelmester og tog som konsekvens af forbigåelsen sin afsked.

Trods bryderier og arbejdsbyrde blev der også tid til at komponere. To store værker dominerer Carl Nielsens produktion i årene 1905-14: 3. symfoni Espansiva op. 27 og violinkoncerten op. 33 –  begge uropført i begyndelsen af 1912 ved en koncert med Det Kgl. Kapel som Carl Nielsen dirigerede. De flankeres af mindre værker som ”tonedigtningen” En Sagadrøm (op. 39, 1907-08) og violinsonaten nr. 2 (op. 35, 1912). Værker der på forskellig måde peger frem mod den modernisme som skulle blive Carl Nielsens kendetegn i årene efter 1914. F.eks. lader han instrumenterne improvisere frit i slutningen af En Sagadrøm for at illustrere sagahelten Gunnars drøm, hvor han føres fra Island i landsforvisning. Men især Espansiva rager op som afslutningen på Carl Nielsens ”klassiske” udvikling og som hans på en gang mest helstøbte og originale storværk i fortsættelsen af Beethovens og Brahms tradition.

Ved siden af sine finkulturelle beskæftigelser som Kgl. Kapelmester og symfoniker dyrkede Carl Nielsen også en anden siden af sit talent: Det folkeligt-populære. Det hænger sammen med de mange lejlighedskompositioner, han til dels for honorarets skyld leverede. Og det var ikke altid velanskrevet blandt kunstnervennerne: Tegneren Hans Bendix refererer et skænderi mellem Carl Nielsen og billedhuggeren J. F. Willumsen som bebrejdede komponisten, at han ”leflede for det folkelige”. Men Carl Nielsen holdt på sit. Han ville ikke kun ”lave kammermusik for de udvalgte få.”[1]

Kerneværkerne her er sangene Jens Vejmand og Du danske Mand der begge fik slagerstatus. Du danske Mand er skrevet som en vennetjeneste til revykomponisten Olfert Jespersen, der manglede en slagkraftig åbningssang til en Tivolirevy 1906. Holger Drachmann sørgede for teksten, Carl Nielsen for musikken og med sangens voksende popularitet vedstod de sig fadderskaberne et par dage efter premieren. Jens Vejmand blev komponeret året efter til et socialrealistisk digt, som Jeppe Aakjær publicerede i Politiken.

Set fra forlaget Wilhelm Hansens side var det en guldåre som Carl Nielsen havde truffet. Det kan være baggrunden for udgivelsen af to hefter Strofiske Sange (op. 21, 1907) med i alt syv sange til tekster af Helge Rode, Jeppe Aakjær (bl.a. Jens Vejmand), Johannes Jørgensen og Johs. V. Jensen (to sange på jysk dialekt). Stilistisk er sangene forskellige. De rækker fra ørehængeren Jens Vejmand til den harmonisk subtile Sænk kun dit Hoved, du Blomst til Johannes Jørgensens tekst. Men fælles for dem er det strofiske anlæg hvor alle tekstens strofer synges på samme melodi. Dvs. at komponisten ikke søger at belyse skiftende stemninger eller en psykologisk udvikling i teksten, men i stedet prøver at finde en musikalsk fællesnævner for alle stroferne i digtet.

(JBR)