Det er nok ikke helt fair at bruge Jexper Holmens egen betegnelse 'Kammerpunk' om hans musik, for som bekendt er stilartsbetegnelser unuancerede og fremhæver visse aspekter på bekostning af andre. Alligevel kan det give mening at begynde med dette begreb, for det markerer nogle væsentlige impulser i Jexper Holmens æstetik. Hans tilgang til at komponere for klassiske instrumenter synes nemlig præget af punkens og postpunkens energi – en energi baseret på det brutale, ekstatiske og støjende.
Holmen forfølger ofte kompromisløst en ekstrem idé, der skubber både lyden og musikerne ud på overdrevet med brutale clustere der hamres igennem af musikerne så kraftigt som muligt. Det har givet ham et image af at være 'enfant terrible', en rolle han selv afviser. Han udforsker ekstremerne for at finde ind til tvetydige skønheder og energiske ekstaser, ikke for at lege rebel.
Han har selv brugt et dialektisk billede for at forklare dette princip, nemlig kunsten at dele en tomat i to: Hvis man bruger en sløv kniv og presser forsigtigt ødelægger man tomaten og er langt mere voldelig end hvis man hugger hårdt med en skarp kniv, for så vil tomaten dele sig i to perfekte dele, der har bevaret deres struktur. Den tilsyneladende brutale tilgang er i virkeligheden den nænsomme.
Et illustrativt eksempel på hans hang til det ekstreme er et af hans tidlige værker, strygekvartetten Intend (2000). Her er dynamikken præget af ekstrem fortissimo og ekstrem pianissimo, spillet uden brug af vibrato, men med en stærk, næsten smertefuld fornemmelse af den fysiske friktion mellem bue og streng, mens de gentager den samme akkord igen og igen. Det er ganske typisk for Holmen, og derfor er hans musik da også blevet forkastet som rå og primitiv. Men under denne hamrende monotoni ligger konstante rytmiske forskydninger, der forstyrrer enhver lyst til at headbange til fordel for en mere organisk gestus. Andre subtile elementer er kvarttonemodifikationer og toneudvekslinger mellem violinerne.
Fælles for Holmens værker er en gestus, hvor det hele begynder at skride. Det kan lyde som mikrotonale glissandi, men er som regel ikke noteret som sådanne; det er snarere bivirkninger af at instrumenterne presses til ekstremer, hvor tonal præcision umuliggøres. En del af intensiteten i Holmens musik ligger i sådanne skridende friktioner.
Men nogle af Holmens værker er ikke spor brutale; de er snarere atmosfæriske, meditative, ambiente. Det gælder fx satsen 'Night Pace' (midtersatsen på værket Night Pace, senere kaldet Night Cycle fra 2004), med sine langsomme, Morton Feldman-agtige gentagelser og rolige tilstandsharmonik. Eller Oort Cloud (2008), der fremstår som en slags dissonant ambientmusik og Laughing out Loud inhaling the SCARLET SPLEEN (...fade to black) (2004), der velnok er hans lettest tilgængelige værk, en simpel melodi på akkordeon.
For at forstå hans forskellige udtryk og sammenhængen mellem dem, kunne man inddrage Holmens egen idé om tre katastrofiske stadier – ikke forstået som stadier i hans udvikling (der veksler mellem de tre), men som gennemgående typer af udtryk i hans værker.
De før-katastrofale værker er de mest melodiske, de mest klassiske. Der er endnu ikke indtrådt en katastrofe, men noget kunne gå galt, og alle ville kunne høre det. Disse værker er også de mest skrøbelige. Det er bl.a. den utroligt smukke XP (2003) og de førnævnte 'Night Pace' og Laughing out...
De katastrofale værker er de mest udbredte, og det er dem, der har givet Jexper Holmen sit rebelske rygte. De er voldsomme, aggressive og repetitive. Katastrofen indtræder igen og igen når instrumenterne presses til deres yderste grænse, hvor de ikke længere helt kan kontrolleres. Til denne gruppe af værker hører Intend/Ascend for strygekvartet og celeste (2000/2002), Prefer for akkordeon og elektronik (2001), hans eneste symfoniske værk Transcendental Preference (1998) og så indbegrebet af kammerpunk, Attempt (2000).
De post-katastrofale værker har katastrofen som en forudsætning, men har bevæget sig væk fra det simple fokus i det katastrofale mod en entropi og et mere diffust, komplekst lydbillede. Her er tilfældighed en afgørende faktor, og udtrykket er som regel mere afdæmpet, med en ambient understregning af det rumlige. Oort Cloud og Lullabies (2009/work in progress) er de to vigtigste eksempler på denne tendens.
Oort Cloud for saxofon, to akkordeoner og mange højttalere er et bevis på, at kompleks musik, der er ekstremt krævende at spille, ikke behøver at være svært tilgængelig for lytteren. Værket, der måske er hans mest værdsatte, benytter bevidst den enorme rumklang i en katedral til at udviske klangene, så der opnås en 'surround sound', der giver et ambient og samtidig stærkt dissonant udtryk med skærende klangflader. Klangenes hårdhed mildnes af den atmosfæriske, langstrakte, flydende gestus, og musikken kommer til at fremstå som en kosmisk tilstand af lyd.
Mens tilfældighedselementer indgår i Oort Cloud, er de selve grundlaget for Lullabies. En masse børnespilledåser akkompagneres af akkordeoner og elektronik. Sammen skaber de en mikrotonal kakofoni, der også rummer den hyppige lyd af mekanisk legetøj, der trækkes op. Spilledåsernes barnlige sødme og musikalske banalitet forvandles til en spøgelsesagtig og foruroligende gyservuggevise.
Fra kammerpunk til barnekammer – Jexper Holmens musik er medrivende og intens, hvad enten den er blid eller brutal, ekspressiv eller ambient.
(Teksten er venligst stillet til rådighed af Edition S, oversat af Torben Sangild)
Videostreaming
Se videoportræt af Jexper Holmen 2015
