Jeg er opvokset i Nordsjælland lige udenfor Helsinge. Min far var kunstmaler og konservator ved Statens Museum for Kunst og i mit barndomshjem kom der en masse mennesker, for hvem kunst, musik og kultur var udtryk for selve intensiteten i og meningen med livet.
Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var 6 år gammel. Som teenager begyndte jeg at samle på indspilninger af klassisk musik, lige fra den gregorianske sang og frem til ca. 1950 - jeg lyttede til alle genrer og alle epokers musik.
I mange år beskæftigede jeg mig kun med den akustiske musik, først som sanger, siden som kirkemusiker og bibliotekar.
Det var først ved en festival i DIEMs regi - Mix 2002 - at det blev lysende klart for mig, at jeg her havde fundet den type musik, der igangsatte min lyst til selv at skabe musik.
Det var en musikverden jeg ikke før havde kendt til, men som føltes lige så naturlig at beskæftige sig med som at spise eller sove: den elektroakustiske musik. Samtidig med at jeg begyndte at komponere, blev der rykket fuldstændig om på min opfattelse af musik. Fra at høre melodi, rytme og harmoni hørte jeg nu først og fremmest klange. Ligeledes har den klassiske kompositionsmusik før 1920 har fået en anden plads hos mig end den havde engang. Musikken efter 1920 og til denne dag er den musik, jeg helst vil opsøge og lytte til.
Som komponist og person lever jeg nu og her, midt i min egen tid, så alt, hvad jeg foretager mig vil være en slags kommentar til min samtid. Jeg er dog ikke et ubeskrevet blad, jeg bærer al den musik med mig, som jeg til dette øjeblik har hørt, og det sætter sit præg på min egen musik. Jeg bruger den, hvadenten jeg er bevidst om det eller den bare manifesterer sig alligevel. Hertil kommer, at den verden, jeg færdes i med sin kulturelle og politiske fortid, naturligt må blive til en del af min samtid, og dermed hele tiden påvirker min måde at tænke på og det værk, der vil blive til her og nu.
Jeg har ofte mødt kunstnere, for hvem det er vigtigt at de sætter sig spor i verden, og at disse ikke vil forsvinde med dem. Det betyder ikke noget for mig. Mit liv er her og nu og min indstilling til fremtiden kan sammenlignes med den indstilling som den franske maler Pierre Soulages giver udtryk for i et interview i forbindelse med en udstilling i New York i 2014, hvor han interviewedes om sine fremtidsplaner: “In December 2014, Mr. Soulages will be 95, but he says he is not considering retirement, much less his legacy. “I only think about what I am going to do tomorrow,” he said in French. “And tomorrow, I want to paint.” (New York Times, Maj 2014).
