Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil
Af: Anne Marqvardsen

Liv og musik – frem til 1990

Englemusik, døende haver og forladte kirkegårde i følgeskab af sneklokker og hvide skove. Bent Sørensen har siden de tidligere 1980ere og frem til i dag skabt et liv som komponist og en værkproduktion, hvor alene værkernes titler skaber en helt egen fortælling om underbeviste landskaber af drømme og arketyper. Med mindelse om noget der var engang, i samspil med en musik, der på en og samme tid peger lysende klart fremad og trækker spor fra fjerne tider som en længselsmusik.

 

Vokset op i et musikinteresseret lærerhjem, blev Bent Sørensens egen musikalske skabertrang vakt tidligt. Og allerede før han kom ind på konservatoriets komponistlinje, gjorde han sig bemærket med sin musik. En åben komponistworkshop hos Esbjerg Ensemble i 1982 viste et bemærkelsesværdigt stort talent – og som hos flere andre store danske komponister, eksempelvis Carl Nielsen, var folkemusiktraditionen udgangspunktet.

Det folkemusikalske fik dog hurtigt følgeskab af andre traditioner og moderne udtryk. Samtidig som Bent Sørensen startede sine komponiststudier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Ib Nørholm kom også hans første strygekvartet, gennembrudsværket Alman (1983-84). Sammen med de to følgende kvartetter, Adieu (1986) og Angel’s Music (1988) blev grundstenene for en succesfuld og international karriere lagt. Bemærkelsesværdigt er ikke blot hvordan Bent Sørensen allerede tidligt demonstrerede stor teknisk virtuositet, men også hvordan et meget originalt og personligt udtryk allerede er tilstede i de tidlige værker.


Kompositorisk fantasi foldes ud i Alman, der med sin titel sender referencer til gammel musik (Alman er en engelsk renæssancedans), bygget op over tre satser, der af komponisten karakteriseres som henholdsvis ’kurve’, ’mosaik’ og ’klimaks’.

Læs komponistens egen programnote til Alman her

 

Den korte en-satsede Adieu er mørk som et middelalderligt begravelsesoptog, fyldt med glissandi, kvarttoner og polyrytmer.

Læs komponistens egen programnote til Adieu her

 

Nærmest som en syntese på de to foregående kvartetter kommer Angel’s Music  1988. Bent Sørensen hentede inspiration til værket i Roms kirker med deres krakelerede, næste opløste englebilleder på altre og fresker. Værket, der påbegyndtes under et ophold på Det Danske Institut i Rom 1987, starter som et præekko i et flimrende, æterisk lydbillede i det høje register, hvorefter karakteren ændres til en kulminerende manifestation for til sidst at dø hen og forsvinde i et ekko.

Læs komponistens egen programnote til Angel’s Music her

 

I samme periode, som Angel’s Music blev komponeret, fortsætter Bent Sørensen som konservatoriestuderende og følger med Per Nørgård og hans komponistklasse til Aarhus, hvor han studerer på Det Jyske Musikkonservatorium 1987-90. Tiden rummer også kompositioner som solobratch-stykket The Lady of Shalott (1987, i 1993 kommer en version for strygekvartet), som er inspireret af et maleri Bent Sørensen så på Tate Gallery af den victorianske engelske maler John William Waterhouse, der skildrer en scene fra digtet The Lady of Shalott af Lord Alfred Tennyson. Samt en imponerende serie ensembleværker: Clairobscur (1987), Minnewater (1988), Funeral Procession (1989) og Shadowland (1989).

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af  Dacapo Records 

Liv og musik 1990erne

1990erne er præget af en stor produktivitet, hvor kammermusikken får følgeskab af orkester- og større ensembleværker, korværker og koncerter for violin, klaver og basun. Bent Sørensen får for alvor slået sit navn fast, ikke mindst da han i 1996 modtager Nordisk Råds Musikpris for den virtuose og både sarte og dramatiske violinkoncert Sterbende Gärten (1993), der fik en engelsk musikjournalist til at kalde ham for ’skræmmende talentfuld’.[1]

 

Værket står som et billede på en oprindelig, ren natur – den forfaldne, forladte og døende have – med en violinstemme der går igen og høres som ekkoer i orkesterdelen. De indledende tyste melodiske linjer, afløses af en ’slow-motion Barcarolle’ i anden sats og slutter med en hurtig, rytmisk og meget nærværende finale. Komponisten trækker selv en linje fra sin brug af flerlagede, flimrende staccato-noder til det pointillistiske maleri, hvor man bliver nødt til at træde et skridt væk og se billedet fra en vis distance for at kunne begribe, hvordan alle de små detaljer udgør et større billede.

Læs komponistens egen programnote til Sterbende Gärten her

 

Tysthed, længsel, det utydelige og forfaldet går igennem værkerne fra 90erne, der ofte fremstår som en art afspejlinger af sindsstemninger, hvor Sørensen igen og igen formår at komponere skønhed ud af forfaldet.

 

Ikke som programmusik til trods for værkernes beskrivende titler og det forhold at flere værker henter referencer fra litteraturens verden. Fx i klaverværket The Masque of the Red Death (1990) hvor titlen stammer fra en novelle hvor ’den røde død’ tager del i et maskebal, skrevet af den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe, og i trombonestykket The Bell of Vineta (1990) som udspringer af Selma Lagerlöffs bog Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige, hvor Vineta er den forbandede by, der kun viser sig én gang hvert 100 år. Men derimod skabes de som sindsbilleder på forfaldet, gennem nuancerede klangbilleder og raffinerede kompositoriske greb - som brug af flere samtidige, flimrende forskydninger af tempi, de mange lag og ekkovirkninger.

 

De små gemte (glemte) melodier, ofte i det høje register, er sammen med brugen af kvarttoner, tertser og glissando kendetegnende for værkerne, der trods det myldrende og flimrende har en ofte organisk og rolig progression, med glidende overgange mellem satser og hvor de mange flimrende detaljerne netop samler sig som i det pointillistiske maleri. 
Indrammet af det berømte Arne Norheim-citat ”Det minder mig om noget jeg aldrig har hørt!”, der har fulgt Sørensen siden 90erne.

 

Perioden tæller også en række andre signifikante værker som det store orkester og sangværk The Echoing Garden (1992) med svævende melodier, slørede harmonier, glissandi, ukendte ekkoer og forskellige samtidige tempi over sungne fragmenter af Shakespeares Romeo og Julie, Rilke og schweiziske Albert Cohens tekst om de elskende, nu døde, på kirkegården.

Hertil trombonekoncerten Birds and Bells (1995) der ender med en vuggevise som senere bliver til klaverværket Vuggeviser (2000) og ensemblestykket Sirenengesang (1994) hvor et fragment fra The Echoing Garden dukker op til sidst. Værket er desuden dedikeret til Per Nørgård, som i en tale til Bent Sørensen retorisk spørger: "Hvorledes formår komponisten at gennemføre sit alkymiske projekt (der altid synes at lykkes): At skabe en nærmest hypnotisk virkende énhed ud af mangfoldigheden?"[2]

Mangfoldigheden i klaverkoncerten La Notte fra 1998 folder sig ud i første sats med et væld af små figurer og prikkende tonegentagelse i klaveret og et orkester som udtryksfuldt bærer klangene op og ned. Med sin helt egen poetiske klang komponerer Bent Sørensen et atmosfærisk nattebillede frem, der lig natten og drømmen er sløret, uhåndgribelig men aldrig dyster mørk.

Læs komponistens egen programnote til La Notte her 

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Liv og musik efter 2000

Sideløbende med en komponistkarriere, der for alvor får signifikant international bevågenhed efter årtusindskiftet, kommer musikpolitisk arbejde og undervisning også til at fylde en del i Bent Sørensens professionelle virke. Fra 2002 til 2011 som professor i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor Bent er med til at forme en ny stærk generation af komponister (bl.a. Christian Winther Christensen, Nicolai Worsaae, Simon Løffler og Rune Glerup). I perioden 2011-13 er han formand for Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg og året efter, i 2014, bliver han valgt som formand for Dansk Komponistforening. Arbejdet med de politiske dagsordner og som underviser på landets største konservatorium fortæller om en komponist, der engagerer sig – i fremtidens musikliv, vores omverdenen og aktuelle politiske spørgsmål.

 

Karakteristisk for værkerne efter år 2000 er også hvordan Bent Sørensen i tråd med sin nutid, eksperimenterer med form og er stærkt bevidst om hvordan musik, rum – og publikum – mødes og interagerer.

Læs mere i afsnit Musik i Rum 

Måske ikke overraskende, set i linje af 90ernes værker, domineres produktionen i 00’ og 10’erne af en række værker i stort format, orkesterværker, musikdramatik og solokoncerter:

Orkesterværket Exit Music fra 2007, der to år senere indgår i det dramatisk værk Sounds Like You, og Den lille Havfrue fra 2005, begge med tekst af Peter Asmussen. De tre vægtige solokoncerter: Den anmelderroste (men endnu ikke indspillede) klaverkoncert La Mattina (2009), skrevet til Leif Ove Andsnes, der følger det karakteristiske Sørensenske princip med satser der glider organisk ind i hinanden. Klarinetkoncerten Serenidad fra 2012 komponeres til Martin Fröst og 20 ghettoblastere, der mod slutningen af værket afløser orkestret og skaber en ny rumlighed i værket, da ghettoblasterne afspiller optagelser med Fröst sammen med hans live-optræden. Og den poetiske trompetkoncert fra 2013, skrevet til norske Tine Thing Helseth, der begynder i tysthed med et orkester der gnider håndflader mod hinanden og fortsætter med en mangfoldighed af små melodier og glidende toner.

I skrivende stund (oktober 2016) er tripelkoncerten L'Isola della Citta fra 2015 det seneste store værk. Oversat til dansk betyder L'Isola della Citta ”øen i byen”, og i værket bliver det udtrykt i relationen mellem trio (øen) og orkestret (byen). Med komponisten egen ord: ”De tre solister, samler sig i en trio, der så bliver en sammensat solist. Et kammerensemble omkranset af et orkester – en ø midt i byen”. Skrevet til Trio con Trio, på bestilling af Danmarks Radio, Trondheim Symfoniorkester og Trondheim Kammermusikfestival fik værket en begejstret modtagelse fra både anmeldere og publikum – og man kan kun håbe på en fremtidig indspilning bliver muliggjort.

Læs komponistens egen programnote til L'Isola della Citta her

Musik i rum

Hvor Bent Sørensens tidlige værker primært er skrevet til kammermusikalske formater og senere bevæger sig mod orkester og koncertværker, kendetegnes værkerne efter årtusindeskiftet af sceniske formater. Musikdramatik, opera og værker med spatiale virkninger får en vægtig plads i produktionen, og sammen med nye og konceptuelle greb tegnes billedet af en moderne komponist, der både mestrer at skrive for traditionelle instrumenter og koncertsale, men som heller ikke er bange for at give sig i kast med nye udtryk og samarbejder.

 

Under Himlen

Med helaftenensoperaen Under Himlen, der har premiere i 2004 på Det Kgl. Teater, begynder en ny epoke i Sørensens værkproduktion.
Operaen er starten på et kunstnerisk samarbejde mellem Bent Sørensen og forfatteren Peter Asmussen, og Under Himlen folder sig ud gennem 13 scener hvor to sideløbende kærlighedshistorier, én der foregår i nutiden og én der finder sted ca. 150 år tilbage i tiden, demonstrerer hvordan Bent Sørensen (og Asmussen) skaber en ny og egen version af den traditionsbundne operagenre.

Intermezzi er et selvstædigt værk fra Under Himlen, med to karakterer (Ida og Molte) derfra, men med sin egen struktur der ikke følger operaens fortælling.

Sounds Like You

I 2008 skriver Bent Sørensen ”Min musik kommer tættere på publikum. I flere værker fra i år forsøger jeg at placere min musik så tæt på publikum som muligt - sætte musikken på stolen ved siden af – male den direkte på kroppen af en intetanende publikummer.”[1]  

Dette nærhedsprincip og som følge heraf et – fortsat - arbejde med rumlige og sceniske aspekter bliver manifesteret i værket Sounds Like You for 2 skuespillere, kor og orkester (2007-08), instrueret af Katrine Wiedeman og med tekst af Peter Asmussen.

Som en hybrid af musik og teater, tekstdrama og orkesterværk, står Sounds Like You som et nytænkende bud på hvordan tekst og musik smelter sammen og skaber en metafortælling om og i koncertsalen – koncertsalen som institution og som den fysiske sal, publikum sidder i, når de oplever værket. Værket starter med et tidligere værk, orkesterstykket Exit Music (2007), og dette værk spindes ind i en kærlighedshistorie, en dialog mellem en mand og en kvinde, som finder sted under og efter en koncert med netop Exit Music. De lytter til og taler om den musik, publikum i salen netop hører, og sådan flettes tekst og musik sammen – musikken handler om teksten, teksten handler om musikken og til sammen handler de om koncerten i koncertsalen. 

Sounds Like You kommer helt tæt på sit publikum rent fysisk, når fx koret sidder i stolen lige ved siden af publikum og begynder at synge, og fremstår samtidig meget intimt og nærværende i form af skuespillernes intense replikker, der lyder fra forskellige steder i salen. Samtidig står værket også som en uvirkelig, drømmende forestilling, præget af en stemning af at ’forsvinde’ væk i musikken og i den flygtige kærlighedshistorie. Som lytter og publikum bliver vi i tvivl om hvad er det manden og kvinden egentligt lytter til og hvem de taler til og om - ”Lytter parret selv til den musik, der spiller netop nu, eller udtrykker den snarere deres tanker, erindringer og modstridende følelser? Spejler musikken sig i deres sindsbevægelser, eller taler de gennem den? Er de talte ord en udløsende faktor for musik, eller er alle blot ... til koncert?“ [2] 

 

 

Læs programnote til Sounds Like You her

 

Den Hvide Skov

I 2010 bevæger Bent Sørensen sig langt væk fra koncertsalen og skaber sammen med Katrine Wiedeman installationen Den Hvide Skov, med Hærvejen som omdrejningspunkt og fysisk sted for opførelse.[3]
Til installationen har Bent Sørensen optaget klangen af otte kirkeklokker langs Hærvejen, som han har komponeret sammen med otte korsatser i værket Sneklokker, hvor klokkeklang og stemmer smelter sammen. Hertil kommer en lille vise komponeret til et digt af St. St. Blicher. Sneklokker fungerede som lydside, da installationen stod i en skov gennem to måneder i 2010. Her var en efterårsskov blevet transformeret til et vinterlandskab på 30 x 30 meter - helt konkret var et stykke jysk skov malet fuldstændig hvid.

 

På samme måde som mange af Bent Sørensens andre værker kredser om forfald, er udgangspunktet for Den hvide Skov også et ønske om at vise forgængelig og flygtighed – det levende som forgår. Musikken er et billede på efterårets forfald, og selve den visuelle side af installationen krakelerer og forsvinder over tid. Som komponisten selv udtrykker det “Det handler om at være i en anden verden – at være et forkert sted i en forkert tid.” 

 

 

Siden 2011 har Bent Sørensen i samarbejde med ensemble SCENATET arbejdet med et nyt favntag på rummet. En række ’baggårdsbilleder’ er skabt som operaminiaturer til ’levende rum’, med udgangspunkt i historier og stemninger fra individuelle virkelige baggårde i forskellige byer. Som i Den Hvide Skov er der en legende flygtighed over projektet. Baggården, der også danner scene for selve opførelsen, er et levende rum i den forstand at komponisten ikke har samme styring over publikums oplevelse, akustikken eller omgivelserne, som i den traditionelle koncertsal.

 

Også i andre nyere værker som Et blad falder til himlen (2008) for pigekor og Mignon (2014) fra triologien Papillions udforsker Bent Sørensen rummets betydning for musikken når den opføres ved koncerter. I Mignon for klaver og strygeorkester er strygerne placeret på forskellige positioner i koncertrummet og i Et blad falder til himlen bevæger koret sig syngende rundt blandt publikum, og skaber forskydninger og ændrer fokus i lytteoplevelsen.

Kompositorisk er Mignon bygget op om en klaverstemme, som også går igen i Papillions-triologiens to andre værker - Pantomime for klaver og ensemble og Rosenbad klaverkvintet – om end klaverstemmes forskellige satser spilles i forskellig rækkefølge i hver af de tre værker. Mignons poesi understreges af skiftende karaktere og stemninger – fra det velklingende, blide og sværmeriske til det mørke og næsten truende. De for Sørensen karakteristiske faldende og stigende linjer, tonegentagelser og flygtigheden i harmonierne, understøttes af en klaverstemme, der starter et sangbart tema (i Andante) og ender med at dø ud i en tæt sværm af lyd, hvor buespil på strenge erstattes af lyden af sandpapir der gnides på træ (i sidste sats).

 

Rummet har altid inspireret mig til at lave musikken. Jeg tænker min musik meget i rum og ser en koncertsal som en scenografi. Musikken skal ikke altid komme fra det samme sted, ikke bare være lineær. Det kan medføre lydrefleksioner, der kan give andre tempomæssige aspekter, fx hvis det er musik, der er langsom, men som bevæger sig meget hurtigt rundt i rummet.[4] 

 

Noter

[1] I perioden april 2008 til september 2010 bloggede Sørensen på online tidsskriftet Seismograf.org.

[2] Fra pladenoter af komponist Karl Aage Rasmussen, Dacapo Records, katalognr. 6.220632

[3] Den hvide skov kunne opleves 7.9-1.11.2010 i skoven ved Vester Palsgaard Skovmuseum, ved Nr. Snede. Installationen var en del af et projekt under Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum med det formål at skabe kunstoplevelser langs Hærvejen i Jylland.

 

[4] Fra magasinet Klassisk 2012 [http://www.klassisk.org/nyheder/869/blid-klarinet-vs-stoejende-ghettoblastere]

Værkliste

Find værkliste via komponistens forlag.

Diskografi

Snowbells
Danish National Vocal Ensemble
Dirigent Paul Hillier
SACD 6.220629 Dacapo Records (2016) CD
Link til Dacapo

Sounds like you
DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet
Dirigent Thomas Dausgaard.
SACD 6.220632 Dacapo Records (2015) CD
Link til Dacapo

Through the Looking Glass
Ensemble: Alpha
8.226579 Dacapo Records (2013) CD
Link til Dacapo

Phantasmagoria - Danish Piano Trios
Per Nørgård, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen
Ensemble: Trio con Brio Copenhagen
8.226108 Dacapo Records (2013) CD
Link til Dacapo

La Notte
David Alberman, violin, BBC Symphony Orchestra, ensemble, Rolf Hind, Klaver
Michael Schønwandt, dirigent
8.226045 Dacapo Records (2013) CD
Link til Dacapo

Requiem
Ars Nova Copenhagen
Paul Hillier, dirigent
SACD 6.220571Dacapo Records (2012) CD
Link til Dacapo

Shadowland
Esbjerg Ensemble
Jules van Hessen, dirigent
8.224075 Dacapo Records (1998) CD
Link til Dacapo

Sterbende Gärten
Åsa Bäverstam, soprano, Danish National Children's Choir
Danish National Symphony Orchestra, Martyn Hill, tenor, Rebecca Hirsch, violin
Leif Segerstam, dirigent
8.224039 Dacapo Records (1996) CD
Link til Dacapo

 

videostreaming

Videointerview med Bent Sørensen NMD 2010, Video: Majken Vibe Bauer.

Fem spor i ny dansk musik, undervisningsmateriale om ny musik, DKF 2016.

Fotograf: Mette Johnsen

Bent Sørensen

Født:

18.7.1958

Kontakt:

Adresse:

Thorvaldsensvej 6, 1. tv.
1871 Frederiksberg C

Telefon:

28 40 83 34

Email:

Uddannelse:

Komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1983-97 (Ib Nørholm) og på Det Jyske Musikkonservatorium 1987-90 (Per Nørgård).

Øvrige beskæftigelser:

Professor i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium fra 2002-2011. Formand for Statens Kunstfond Tonekunstudvalg 2011-2013. Formand for Dansk Komponist Forening 2014 -

Priser/legater:

Nordisk Råds Musikpris (1996), Wilhelm Hansens komponistpris (1999). Wilhelm Hansen Fondens hæderspris 2014.

Forlag:

Profil oprettet:

31. maj 2013
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.