Vidunderbarn

Franz Neruda voksede op i en søskendeflok, hvoraf de fleste optrådte som musikalske vidunderbørn. Han begyndte at spille violin som sin berømte søster Wilma der senere som Lady Hallé (gift med stifteren af Manchesters Hallé Orchestra) blev en af Europas førende violinvirtuoser.

Da en ældre broder som spillede cello, døde ung, skiftede Franz Neruda som 9-årig violinen ud med celloen. Som cellist deltog han i familiens turnéer, hvor børnene optrådte som solister og spillede kammermusik.
Turnévirksomheden førte familien til bl.a. Rusland, hvor H. C. Andersen hørte dem og anbefalede dem til danske musikarrangører. Det resulterede i en skandinavisk turné 1862 og 63 for strygekvartet med Wilma og Marie på violin, faderen på bratsch og Franz Neruda på cello.
Her sluttede familiens turnévirksomhed imidlertid. Begge søstre blev gift i Sverige, og Franz Neruda fik ved Gades mellemkomst plads som cellist i Det Kgl. Kapel 1864.

Kammermusiker og solist

Det Kgl. Kapel var ved enevældens afskaffelse 1849 blevet et rent teaterorkester uden symfoniske forpligtelser.
Franz Neruda begyndte hurtigt at arrangere kammermusiksoiréer, der gav kapelmusikerne mulighed for at komme uden for orkestergraven. Han dannede en strygekvartet med kolleger fra Kapellet, Neruda Kvartetten. Neruda Kvartetten blev det faste grundlag for Kammermusikforeningen som han stiftede 1868.
Her kunne herrerne fra Københavns bedre borgerskab mødes på faste ugentlige aftener efter teatertid (deraf navnet Natmandsforeningen).

Franz Neruda var blevet en efterspurgt cellosolist. Da søsteren Wilma i slutningen af 1860’erne brød op fra Sverige og etablerede sig som solist med base i England forlod Franz Neruda Kapellet og flyttede 1876 til England. Her kombinerede han solistvirksomheden med engagement i Manchester.
1879 vendte Franz Neruda imidlertid tilbage til Danmark. Han dannede en ny Neruda Kvartet og underviste på konservatoriet – først i klaver, siden som celloprofessor.

Dirigent

Efter Gades død 1890 og en kort periode under Emil Hartmann overtog Franz Neruda 1892 ledelsen af Musikforeningen. Her virkede han som foreningens dirigent frem til 1914 og han var beundret i samtiden som en elegant og dygtig dirigent. Han arbejdede også i Sverige som dirigent for Musikföreningen i Stockholm, hvor han bl.a. opførte Bachs h-mol messe.

Franz Nerudas repertoire spændte vidt – fra klassikerne til de yngste danske og svenske komponister (Carl Nielsen og Hugo Alfvén) – med hovedvægten på den slaviske og østeuropæiske nationalromantik.
Franz Neruda var derimod meget tilbageholdende med at programsætte sine egne værker. Kun én gang i sine mere end 20 år som leder af Musikforeningen opførte han et værk af sig selv: De fire orkesterstykker Fra Böhmerwald opus 42.

(JBR)

Sammen med Johan Svendsen (der var Kgl. Kapelmester 1883-1908) betød Franz Neruda en tiltrængt fornyelse i Københavns musikliv. I årene omkring 1900 gjorde Franz Neruda sit til at Københavns musikliv blev hævet til europæisk niveau:
Kammermusikforeningens faste organisation og kunstneriske kvalitet blev eksempel til efterfølgelse i tilsvarende kammermusikforeninger der blev oprettet i København og provinsen.
Neruda Kvartetten blev landets førende ensemble og af stor betydning for f.eks. den unge Carl Nielsen.
Som leder af Musikforeningen fornyede Franz Neruda repertoiret der under Gades senere år havde været konservativt. Franz Neruda opførte værker af nytyske og slaviske komponister samt (i mere beskedent omfang) unge danske og nordiske komponister.
Internationale solister som Franz Neruda havde professionel eller privat kontakt med gæstede landet.

Opførelseskvaliteten højnedes med Franz Neruda i spidsen for Musikforeningen og med genoptagelsen af Det Kgl. Kapels symfonikoncerter under Johan Svendsen. Og publikums interesse for orkestermusik voksede.
Det smittede af på byens øvrige orkesterkoncerter – Palækoncerterne, Tivolis symfonikoncerter og efter 1901 den nystiftede Dansk Koncert-Forening. Og det gav komponisterne lyst til at komponere symfonisk musik og mulighed for at få den opført.

Når dansk musik i årene omkring 1900 internationalt fremhæves for et – målt i forhold til landets størrelse – ualmindeligt stort antal symfonier, skyldes det ikke mindst det faktum, at nordmanden Svendsen og böhmeren Neruda begge valgte at virke i København.

(JBR)

Komponisten Franz Neruda stod allerede i sin samtid i skyggen af cellisten og dirigenten af samme navn. Eftertiden har ikke ændret på dette forhold.
Franz Nerudas kompositioner gled hurtigt i baggrunden. I dag er selv hans mest populære værk ved at gå i glemmebogen.  Den 2. cellokoncert op. 59 var ellers længe fast bestanddel af de europæiske konservatoriers pensum for cellister,.
 
Men Franz Neruda var ingen ubetydelig komponist.
Hans mere end 80 opus tæller foruden virtuos- og salonmusik for cello og violin også kammermusik og orkesterværker. Heriblandt strygesekstetter, -kvintetter og -kvartetter og orkestersuiter, der i stil med Smetanas og Dvoraks værker inddrager østeuropæisk folkemusik.

Franz Nerudas tredje instrument, klaveret, blev også betænkt med adskillige værker. Han skrev tre hæfter for firehændigt klaver, der var en af tidens populære genrer.
De tunge og kompositionsteknisk krævende genrer – opera og symfoni – holdt han sig fra. Men hans fem cellokoncerter viser, at han magtede et orkesterpartitur både med taktstokken og med nodepennen i hånden.

Læs mere om Franz Nerudas cellokoncert her

(JBR)

Franz Neruda komponerede sine fem cellokoncerter i årene 1887 og -88.
Han turnerede selv med d-mol koncerten nr. 2 i Wien, London, Manchester og Liverpool og opførte den på hjemmebane i Brno, Stockholm og København.
De fire øvrige cellokoncerter har han tilegnet berømte cellister. Blandt andet den russiske virtuos Carl Davidoff, hvis celloprofessorat i St. Petersburg Franz Neruda fik tilbudt efter Davidoffs død 1889.

Manuskripterne i Det Kgl. Bibliotek tyder på, at Franz Nerudas fire sidste cellokoncerter ikke har været opført i hans levetid. Først efter år 2000 er de takket være den tyske cellist Beate Altenburgs forskning og opførelser blevet kendt af offentligheden.

Koncerter i én sats

Formalt er cellokoncerterne bygget som eensatsede forløb i stil med Liszts symfoniske digtninge:
En hurtig førstedel med hoved- og sidetema der giver solisten muligheder for at vise både virtuose og lyriske udtryksformer.
En langsom, kontrasterende midterdel der munder ud i en virtuos kadence for soloinstrumentet
En finale der genoptager temastoffet fra første del, men uden dennes tonale kontraster.

Formen repræsenterer en kombination af den klassiske sonatesats og den romantiske koncert: Sonatesatsens midterste modulationsdel erstattes af koncertens traditionelle langsomme og lyriske midtersats. Og solokadencen markerer skellet mellem midterdelens kontrast og den afsluttende gentagelse af hoved- og sidetema.

Tre satser i én – den fjerde cellokoncert

Undtagelsen fra denne hovedregel er den fjerde koncert i a-mol op. 61.
Her mangler solokadencen efter den langsomme midterdel, og i stedet for reprisen af første del komponerer Franz Neruda en selvstændig slutsats:
En hurtig rondo med et nyt, tilbagevendende tema der veksler med forskellige mellemspil.

Derved kommer a-mol koncerten til at ligne en traditionel romantisk solokoncert i tre satser, men spillet attaca (uden pause mellem de tre satser). Det giver et lang og afvekslende forløb, som Franz Neruda prøver at holde sammen på ved at lade hovedtemaet fra første del dukke op i tredje dels mellemspil.
Inspiration fra César Francks cykliske formprincip er her mulig. Men koncerten viser hvordan Franz Neruda arbejder med form og forløb og finder løsninger, der er selvstændige og kompositionsteknisk overbevisende.
Franz Neruda var ikke alene en stor cellist og orkesterleder, men også en spændende komponist.

(JBR)

Værkfortegnelse efter Balzer (1932) og Schiørring (MGG)

Ballet

Pontemolle (Bournonville Det Kgl. Teater), 1866.

Orkesterværker

Berceuse Slave op. 11.
Notturno f. strygere op. 24.
Fra Böhmerwald op. 42.
Ballade f. violin og ork. op. 43.
Orkestersuite op. 58, 1883.
Cellokoncert nr. 1, e-mol op. 57, 1884.
Cellokoncert nr. 2, d-mol op. 59, 1887.
Cellokoncert nr. 3, A-dur op. 60, 1887.
Cellokoncert nr. 4, a-mol op. 61, 1887.
Cellokoncert nr. 5, G-dur op. 66, 1889.
Böhmische Tänzeop. 73.

Kammermusik

Sekstet nr. 1 op. 22 (2 V, 2Va, Vc, Kb).
Sekstet nr. 2 op. 24 (2 V, Klar, Va, Vc, Kb).
Strygekvintet, C-dur op. 23.
4 strygekvartetter.
Musikalische Märchen f. Klar./V, Va, Vc op. 31.
Strygetrio op. 83, 1911.

Endvidere adskillige værker for violin eller cello og klaver, klaverværker (2- og 4-hændige), orgelværker og sange.

Beate Altenburg: Noter til cd udgivelsen af Franz Nerudas fem cellokoncerter
Richard Hove i DBL2 bd. XVI
Nils Schiørring: Musikkens historie I Danmark bd. 3 (om Kammermusikforeningen og Musikforeningen under Neruda)
Nils Schiørring: Opslag i MGG med udførlig værk- og litteraturfortegnelse

Udvalgte indspilninger:

Franz Xaver Neruda: Cello Concertos 1-5
Anhaltische Philharmonie Dessau, Beate Altenburg (cello), Golo Berg (dirigent)
CPO 777192 (2006), CD
Mere info her