Allerede som dreng komponerede Sophus Andersen sine første sange, og vokalmusikken blev hans foretrukne felt. Han skrev over 100 sange og salmer i fortsættelse af den senromantiske tradition, og adskillige af dem nød stor popularitet på hans egen tid.
Efter århundredeskiftet komponerede Sophus Andersen nogle større værker, bl.a. kantaten 2. April for soli, kor og orkester til minde om 100-året for slaget på Reden 1801.
1906 modtog Sophus Andersen det Ancker’ske legat og rejste til Tyskland, Frankrig, Italien og Mellemøsten. Det førte til flere større værker, f.eks. melodramaet Historien om en Moder for orkester og recitation (tekst af Stuckenberg efter H. C. Andersen, 1909) og musik til skuespillet Barken Margrethe af Danmark (1919).
Sophus Andersen holdt fast ved sit stilistiske udgangspunkt, og det var medvirkende til, at hans værker kom i miskredit med eftertidens dyrkelse af Laubs og Carl Nielsens nye folkelige sange og salmer[1].
[1] jf. Jacobsen og Kappel 1947