Jacob Gade blev født i Vejle som søn af en lokal spillemand og kom hurtigt i lære hos sin far. Som 9-årig medvirkede han i faderens orkester som trompetist og året efter var han trompetsolist i København med Tivoli-Garden. I 12-års alderen skiftede han til violinen, og som 16-årig drog han til København for at blive uddannet som violinist. Det krævede en friplads på konservatoriet som Jacob Gade ikke fik. I stedet hutlede han sig igennem som cafemusiker et par år, indtil han blev ansat af Lorry Feilberg på Frederiksberg Allé i underholdningsteatret ”Operetten”.
Med Feilberg som tekstforfatter komponerede Jacob Gade sin første succes – drikkevisen Der er sollys i modne druer (1900) – og med den begyndte hans karriere som komponist og (fra 1903) kapelmester at tage fart. 1909 blev han musikdirektør på Hotel Bristol og sideløbende hermed tog han undervisning i klassisk violinspil. Han kunne optræde som solist i værker af Paganini og Bach, og efter nogle år som kapelmester ved Dagmar Teatret rejste han 1919 til New York, hvor han konkurrerede sig ind i det nuværende New York Philharmonic Orchestra.
Tango Jalousie
Jacob Gades storhedstid fulgte da han 1921 fik tilbudt stillingen som kapelmester ved Paladsteatret i København. Her ledsagede hans 24 mands orkester stumfilmene med musik som han delvis selv komponerede. Og herfra stammer hans afgørende internationale succes: ”Tango jalousi” som han komponerede til filmen Don Q med Douglas Fairbanks i hovedrollen 1925.
Samme år havde Jacob Gade stiftet dit eget musikforlag sammen med kollegaen Jens Warny, kapelmester i Nimb. Jalousie. Tango Tsigane (som er værkets korrekte navn) blev forlagets første udgivelse og indtægterne herfra lagde grunden til Jacob Gades formue og det legat, der bærer hans navn. Stykket blev en verdenssucces og efter sigende spillet en gang hvert minut verden over. Det er utvivlsomt den mest kendte danske komposition overhovedet, men ikke Jacob Gades eneste succes. Hans sange og revyviser som Maggedudi opnåede også langvarig popularitet.
Læs mere om Jacob Gades legat her
Udbredelsen af tonefilmen omkring 1930 gjorde en ende på kinomusikken, og det betød afskedigelse af talrige musikere. Jacob Gade prøvede at holde sammen på sit orkester nogle år, men i løbet af 1930’erne trak han sig tilbage som kapelmester og levede som komponist i landlige omgivelser – fra 1940 uden for Assens. Hans værker fra disse år er i senromantisk salonstil uden den artistiske nerve, der præger ”Tango jalousi” og hans andre træffere fra 1920’erne.
Af lokal interesse er en ”landlig suite” Bryllup på Himmelpind fra 1937 med glimt af det repertoire, Jacob Gade var med til at spille, når faderens orkester optrådte på det populære udflugtssted ”Himmelpind” ved Vejle Å.
Lyt til Bryllup på Himmelpind: