Efter nogle få ungdomsværker fra årene op til 1950 skrev John Nielsen i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne værker, der tilsyneladende er inspireret af moderne komponister som Schönberg og Hindemith. Han dyrkede en kontrapunktisk kanon- eller fugateknik i en udvidet tonalitet, der kan nærme sig tolvtoneteknik. Eksempler herpå er hans Variationer for blæserkvintet opus 15, 1954 eller strygekvartet nr. 2 op. 21, 1956. En modernistisk inspiration viser sig også i udvidelsen af det klassiske instrumentarium med et værk for accordeon (tilegnet Mogens Ellegaard) og et sæt variationer for cello og slagtøj (skrevet til duoen Jørgen Friisholm/Suzanne Ibstrup).
Hovedværket fra denne periode er nok 15 variationer for orkester opus 40, 1967. Her udarbejder John Nielsen et motiv, der udgør et 11-tonigt kompleks, til en række karaktervariationer, som spillet attaca danner en fri, symfonisk form. Klangligt er værket præget af skarpe dissonanser, hvor septimer og noner ofte føres parallelt, og af højt opbyggede akkorder, men grundholdningen er tonal og ikke atonal/dodekafon.
Fra slutningen af 1960’erne synes det, som om John Nielsen følger tendensen mod ny-enkelhed i dansk musik. Slagtøj og accordeon forsvinder igen fra instrumentariet, og de klassiske ensembler dominerer med 12 strygekvartetter og 5 blæserkvintetter. Også titler og tilegnelser tyder på en (neo)klassisk holdning, men det lader ikke til, at John Nielsens musik fra disse år formåede at gøre sig gældende på koncertrepertoiret. Ingen af værkerne efter opus 40 synes at være udgivet,[1] og der foreligger ingen indspilninger af John Nielsens musik.
(JBR)
Noter
[1] Iflg SNYKs værkfortegnelse skulle flere værker, bl.a. nogle sene strygekvartetter, være trykt. Det har ikke været muligt at finde forlag til dem, og de findes ikke på Det Kgl. Bibliotek, der som nationalbibliotek modtager alle noder trykt i Danmark.