Bent Lylloff var en central personlighed for udviklingen af moderne musik i Danmark. Som slagtøjsspiller i ensemblerne Prisma og især Trio Mobile (s.m. Mogens Ellegaard på accordeon og Ingolf Olsen på guitar) og som leder af slagtøjsensembler i Aarhus, Malmö og København satte han nye standarder for spilleteknik og klanglige muligheder for slagtøjet som integreret del af den moderne kammermusik. Som pædagog ved konservatorierne i Aarhus, København og Malmö uddannede han generationer af slagtøjsvirtuoser, der inspirerede komponister til at skrive for instrumenterne.
Bent Lylloffs eget virke som komponist var knyttet til hans undervisning. Fra tiden som docent i Aarhus stammer i alt 11 etuder for slagtøj solo eller ensembler, og også i de senere år skrev han etuder specielt komponeret for gamle eller nye elever som ”Nøddeknækker” etuder for Safri-duoen. Som orkestermusiker og medlem af Det Kgl. Kapel ydede Bent Lylloff en stor indsats, der også omfattede kompositorisk virksomhed. Bl. a. skrev han slagtøjsmusik til balletten Sommerfuglemasken, 1975 og musik til Ernst Bruun Olsens ”Gudernes aften”, 1983.
(JBR)