Der er ofte fokus på det skønne, sarte, gennemsigtige og elegante, når Martin Staunings musik beskrives. Men denne velbalancerede finhed bliver ofte kontrasteret af en gruset, støjende klangverden med en ikke ubetydelig energi. Selv siger han om sin musik: Snarere end egentlige narrativer forstået som en slags programmusik, forsøger jeg at stille stærkt reducerede klanglige rum op, hvori lytteren kan associere frit til værkernes titler. Og titlerne giver i sandhed brændstof til lytterens fantasi: Åndende sten, opløste rum og visnende skaller er nogle af de billeder, der bliver sat som frø i lytterens bevidsthed inden musikken går i gang.
I strygekvartetten Atmende Steine fra 2013 er musikken skøn – og samtidig gådefuld, nærmest tillukket. Titlens «åndende sten» er gjort hørbare i støvede, langsomme klange, der vokser og forsvinder som åndedrag. Kun glimtvis kommer dynamikken over piano og pianissimo, men på trods af denne sarte udtryksform kommer der en fremdrift i musikken, hvor de støvede, svage klange bliver glidende og pulserende bevægelser. I denne første strygekvartet fra komponistens hånd bliver der ikke talt med store bogstaver, men udtrykket er intenst balanceret mellem stilheden og den pulserende energi, der gror i det stille. Allerede to år senere, i 2015, skrev Stauning sin anden strygekvartet Welkende Schalen (Visnende skaller). Her er tale om et værk i otte sammengroede satser, der hver især kontrastere eller uddyber den foregående sats, som skaller inde i skaller. Så selvom komponistens karakteristiske filigranagtige strygersats også er tilstede her, så er der også decideret støjende og larmende passager helt fra værkets begyndelse. Dynamikken er strukket så den omfavner både de stille passager og de heftige udbrud.
Liminality
I foråret 2018 blev orkesterværket Liminality uropført af DR Symfoniorkestret. De to beskrevne strygekvartetter ovenfor bærer en række af Staunings fingeraftryk: elegancen, det gådefulde, tilbagetrukne kontrasteret med heftigheden og de intense udbrud. I Liminality tilføres endnu et gennemgående karaktertræk fra Staunings hånd: Det udadvendte, burleske og bralrende. Det er ikke karaktertræk, der optræder i lange perioder, men allerede i de første minutter af værket løber det af med værket i en retning, der er kantet og hoppende, og som undervejs giver mindelser til Pelle Gudmundsen-Holmgreens respektløse omgang med den symfoniske tradition. Få minutter længere inde i værket er der oprettet en næsten zen-buddhistisk ro, og værket vokser herfra stille og stramt i alle retninger.
Titlen på værket betyder grænse eller overgang; tilstanden mellem en fast væren og den næste, stedet mellem her og der. Komponisten skriver: ”… Musikken i Liminality beskæftiger sig med disse ideer om grænsetilstande, ikke kun som intellektuelt forsøg, men også som rene perceptive lydtilstande: Bliver musikken ren klangfarve? Skal den have melodi? Forsvinder musikken ud over vores lyttetærskel? …” Men som lytter bliver man ved lytningen også udfordret til at spidse ører og tage stilling: er musikken nu anderledes end før? Har jeg/vi overskredet en grænse, eller er vi stadig i samme (klang)verden? I visse øjeblikke er man ikke i tvivl, for nogle overgange er bratte og mavepustende, men andre gange er musikken som Loke i forvandlings-ham: hvornår er Loke ikke længere Loke, men en laks? Og er det stadig Lokes øje, der blinker til os fra laksens skællede krop? Fornemmelsen af, som lytter at overvære et kalejdoskop, der næsten umærkeligt ændrer karakter, bliver som sagt med mellemrum brudt af hurtigere grænseoverskridelser, hop fra den ene tilstand til den næste. Og så er sammenligningen med snyde-guden Loke måske ikke retfærdig – selvom han om nogen er mellemtingenes og overgangenes herre – for Staunings musik snyder os ikke. Den er elegant og mangetydig og den får lytteren til at stille spørgsmålstegn ved nuets sammenhæng med før og efter, men den er også alvorlig og dens undersøgelse af overgange og grænser er legende, men aldrig drillende.
I Liminality udfolder Stauning, med god brug af og måske på grund af symfoniorkestrets muligheder, den musik, der også er at finde i værker som Îles en Mer d’Argent (2016) og Where We Are There Is No Here (2014), hvor skiftene mellem bevægelig, flydende, energisk musik og en musik, der næsten fryser til stilstand også findes.
Selvom Staunings værker vokser i antal og diversitet i disse år, så er fællestrækket – indtil videre – måske netop denne vekslen i energi, og den stramhed med hvilken komponisten udfører denne vekslen; det tilbageholdte overfor det overgivne, det flydende overfor det (næsten) frosne.
