''Hendes stil er på samme tid totalt selvudleverende som hos autofiktionens mest hudløse forfattere og fierce som de mest ekshibitionistiske fjerdebølgefeminister.  (...) Hendes kraftige vilje til at blotte sig virker både infantil og magtfuld, den sætter kløgtigt hendes paradoksalt virtuose, dadaistiske vokal i skak, så det ikke bliver et showoff. Hvor andre komponister stormer scenen for at tilføje musikken en afprofessionaliseret sitren, optræder Lucatelli med sin overbevisende teknik og naturlige stage presence som en autoritet. Hun giver hele miljøet omkring de unge komponister en udadvendt energi, som man ikke har set før. Det store skælv har i den grad materialiseret sig i hendes værker og sætter aftryk på omgivelserne. Her er en ny retning at afsøge, nye impulser at indlejre i musikbegrebet.''

Sune Anderberg for SEISMOGRAF 

I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise.