Det er et spøjst ærinde, jeg er ude i med denne tekst. Min tanke er, at andre af landets byer end København og Aarhus, ville have godt af at have en komponist boende. En figur der i det lokale netværk ville udbrede en mere konkret viden om, hvad det vil sige at arbejde som skabende kunstner. Hvilke arbejdsvilkår -selvfølgelig både det håndfaste, hvor meget tid, hvor få penge- men også det mindre håndfaste: hvis man er ophavsmand til noget så luftigt som en kunst, der fortoner sig i den tid, man tager fra andre menneskers liv, hvordan bærer man da dette ansvar? Hvordan sætter det sig i dagligdagen?
Min tanke er også, at der findes komponister, for hvem en tilværelse i en anden by end de to største ville være attraktiv. Fordi man i et mindre, nærere miljø i langt højere grad ville få lejlighed til at leve af sit hovederhverv, nemlig at komponere. Jeg ser også for mig, at Statens Kunstfond kunne have interesse i at have en slags “bykomponist-ordninger”, der kunne understøtte en kunstners etablering uden for de store uddannelsesbyer.
Når jeg nu slår denne tanke op, så er det en følge af en række omstændigheder.
Musiklivet har ændret sig. Der er færre penge, både i den kommercielle musik-forretningsverden men også i de etablerede kunstcirkler. Aktuelt har vi ganske vist nogle kolleger i Danmark, der helt ekstraordinært vinder kæmpestore priser, og tillykke til dem med det. Men hvor stærkt tror vi hver især på, at det er vores tur næste gang? Afregninger for ophavsrettigheder falder, bestillingshonorarer er svære at få til at lyde på det, som de burde osv. osv. Måske har vi været igennem den historiske periode, hvor en ret stor mængde musikere og komponister, klassiske som rytmiske, kunne forestille sig enorme honorarer og verden som den primære arbejdsplads?
Hvis man tillader sig et hop tilbage i historien, til før musikindustrien, da boede vores kolleger jo lokalt. Var af musikerfamilier. Indgik i lokale arbejdsrelationer, og var kendte dér. Havde deres respektive idealer dér, og blev respekteret for dem. Vi kan nævne adskillige sådanne musikere fra den fjerne fortid, som levede sådan, og skrev fantastisk musik. Vi kan leve i et nærere fællesskab med vores visioner i behold.
Kunstnere og komponister er ikke fremmede for at arbejde med visioner. Det er dem vi viser i vores musik og kunst. Enkelte af os har også typisk haft evne for at udtrykke nogle af disse visioner i ord. Der var endda engang nysgerrighed i en bredere offentlighed for at høre på den sproglige version af disse visioner udtrykt i fx. radioprogrammer. En gang imellem ville tilliden endda strække sig til, at kunstneren foldede mere politiske eller samfundsorienterede visioner ud.
Det hører nu til i undtagelsestilfældene. De visioner vi hører udbredt i offentligheden kommer andre steder fra. Tænketanke, interesseorganisationer, økonomer, livsstilseksperter m.fl. Netop i denne tid foregår der en yderligere debat om og delvis mistænkeliggørelse af, om kunstnere overhovedet bør sige noget om ting, de ikke er eksperter i.
Samfundet har samtidigt enorme problemstillinger at slås med, det skal ikke undervurderes. Det er måske ikke os alle, der er lige gode til at rumme flere sider af de forskellige sager. Men i kraft af vores fag står vi et interessant sted imellem håndværk og faktisk kunnen, empati og intellektuelt indblik. Vi kan ikke undvære disse ting i vores virke.
Derfor er jeg kommet frem til at tænke, at vi måske selv skal mere i felten for at bringe vores syn på verden ud. Det at der har været en Musikbusiness i 200 år har måske gjort, at en række musikere og komponister automatisk har tænkt at karrieren ligger i at henvende sig til masse-konsumet, worldwide. Måske er det på tide at tænke vores visioner og vores daglige basisarbejde tættere ind i lokale relationer. Det kunne der være god mening i, fordi det ville bringe kunst og og kultur til det lokale samfund, kunst, der godt kan have verden som potentiale, men lige for tiden trives i mindre potter. Og kunstneren kan have et levebrød, hvor han ikke er overset komponist nummer 47 i storbyen, men byens stolthed i Frederikshavn, Grindsted el. lign.
Jeg er optaget af, at komponister -egentlig indenfor alle genrer, men ikke mindst kunstmusikkens komponister - skaber betydning alene igennem deres dag til dag arbejde, men ikke mindst de visioner, der indeholdes i arbejdet skaber betydning og mening. Og at den mening ikke må gå til spilde. Ved at anbringe den tættere på de lokale miljøer, vil man over en årrække måske ligefrem opdage, at den enkelte kunstner simpelthen udgør en slags værdi i lokalsamfundet, som man er stolt af, eller glad for. Måske på en måde, så det ligefrem forsinker en udvandring fra landet til storbyen.
Måske er der i virkeligheden dele af vores visioner om den måde at eksistere på, som vi har, som har meget bedre chancer for, for alvor at blive hørt i de tættere relationer, som det lokale miljø tilbyder?
Bo Gunge, komponist
