Undskyld! Overskrift - tekst - mening - whatever… Undskyld! Nu er det sagt, og så behøver vi ikke at dvæle mere i, at jeg rent faktisk har en mening om ”Musiklivet udenfor København”, som opgaven lyder på.

Dette skriv er et ”shot from the hip” - altså ganske uredigeret og spontant. Det jeg skriver her er den rene og uspolerede sandhed - i hvert fald for mig selv. I må selv bedømme ud fra jer selv, om den passer på jer - DO IT!

Først lidt baggrund: Jeg er født i Malmö, og er vokset op i en by med cirka 2000 indbyggere ved navn Genarp. Genarp ligger i Lunds kommune nu (fra 1974), og er mindste og fjerneste landsby i kommunen. Byen er ikke noget specielt, MEN den har fostret sådanne kulturkapaciteter som Lars Norén (dramatik), Karl-Erik Welin (orgel / komposition / happening mv.), Jonas Hellborg (elektrisk bas) & familien Bergcrantz (jazzmusik). Her begyndte jeg at spille trommer i den kommunale musikskole i 1974, hvilket så har udviklet sig videre siden - på ret mange måder. Jeg havde gode lærere og inspiratorer, som fik mig at søge videre ind i musikken.

I 1983 begyndte jeg selv at undervise i musikskolen, og har været i den del af musikken siden. Det var også dette år mit Opus 1 kom til, og resten er historie, som man jo siger - jeg kunne ikke holde mig fra de tomme nodepapirer, og det er stadig sværere end nogensinde. Efter endt konservatorietid i Esbjerg (1995) skiftede jeg side i musikskolen, og blev boss i Brørup Musikskole - Ribe amts mindste, og var helt pudsig nødt til at finde ud af strategier og metoder for at føre musikken videre på egne præmisser…

Og her kommer det så…

Det er aldrig sagt højt, men det var ingen større tvivl om, at folket i Brørup havde det bedst med tingene som de hele tiden har været, og at hvis man så kom med en ny vinkel på noget, så var det med ”kan-det-nu-virkelig-passe”-hatten på… Skulle der nyt til, så skulle værdien helt klart bevises - og det skulle det så…

Ladies and Gents! Jeg elsker Jylland (så skåning jeg er), og jeg har siden 1982 blevet betegnet som lidt af en outsider mht. bl.a. musiksmag, og hvad man egentlig kan tillade sig mht. musik & kunst i almindelighed. Genarp havde sin kulturelle ballast på plads, når jeg flyttede derhen som 6-årig purk i 1971, og der er ikke nogen tvivl om, at jeg havde taget den på mine skuldre, når jeg så skulle ud og fyre musikken af i Brørup. Allrighty then - er det sådan, I vil have det - så får I det!

Der gik ikke lang tid, inden jeg i Brørup Musikskole startede en serie lærerkoncerter, hvor temaet sådan cirka var ”Syre og sjov i Musikken”, dvs. jo mere langt ude i forhold til normal lokal standard, jo bedre. Vi lavede den meste musik selv, og vi har præsteret alt fra musik for ost & boksere til rap på latin - med underholdende klassikere som f.eks. 4´33´´ undervejs. I starten var publikum ret bestyrtede over alle disse syrede betragtninger over musikkens væsen, men lidt efter lidt kom der flere og flere af de lokale, og ved cirka 4. koncert så var der ikke flere publikumspladser at få - og der var kø! Siden den gang har jeg kunnet lave lidt, som det passer mig rent musisk - ”det er bare den bindegale svensker der er i gang igen” siger folk med et grin, og det er HELT fint med mig - grin bare løs. Folk er glade, og jeg er glad - ren win / win.

Dog har dette regnestykke fået et lille problem med undervejs… Tidens tand har jo fået folk til at flytte fra land til by, og jo større by jo bedre. Dette giver de lokale aktører i de mindre byer mindre muligheder for at manøvrere rundt rent kunstnerisk, da mange af både kulturbærerne og kulturbrugerne er flyttet væk. Grundlaget for at udøve den kultur jeg her skriver om er i denne tid uden tvivl på vej væk fra de mindre samfund - og dermed også initiativet. Dette gælder både den personmasse som udøver / bruger den, og den økonomiske del.

Jeg læste forleden Bo Gunges udmærkede fredagsbøn fra d. 4/3 -16 omkring lokalt forankrede kunstnere - jeg kan ikke være mere enig! Læs den, og du har også min pointe i denne case. Jo mere forankrede vi bliver i småbyerne, og kommer i clinch med befolkningen, jo bedre. Og det skal gå stærkt nu, inden det er for sent.

Før nævnte Karl-Erik Welin fik en gang et spørgsmål fra en for ham ukendt person, som ikke havde noget specielt dedikeret forhold til musik (og undskyld det svenske nu - det fungerer bedst så): ”Är det något ös i en orgel?” Karl-Erik svarede: ”Det kan du ge dig fan på!” OK, fair nok.

Personen kom til en koncert med Welin herefter, og den oplevelse gjorde ham til en tro discipel ud i moderne kunstmusik. Det Welin gjorde var at ikke forklare musikken i ord - men i handling. Alle som har set herr Welin live, kan nok bekræfte den 150 % dedikation, han gav ved en koncert. Det har jeg også haft privilegiet at nyde, og ser det som min pligt at føre videre. I Brørup, såvel som i storbyerne.

Konklusion: Det hænger meget på ildsjælene lige nu at føre kulturlivet videre i de mindre samfund. Dette gælder både musik, billedkunst, dans, whatever - jeg kender en del af dem i landskabet, og sætter stor pris på dem. Det gør de fleste af dem der bor herude også, SÅ LÆNGE de/vi taler et sprog der er til at forstå for dem. Når vi er til at forstå, så har de stadig mindre og mindre lokalsamfund en chance for at følge med i det her, og det er overlevelsesvilkåret for os kunstnere ude på Lars Tyndskids mark. Få kunsten ind i hverdagslivet, på en hverdagsagtig måde - uden at bruge de store ord på en mærkelig måde. Hvis alt nyt er skidt, indtil andet er bevist, så… Bevis det!!! Men gør det på en sådan måde at folk fatter hvad der er gang i - på en eller anden måde (grinet er en skidegod katalysator), og gør det med 150% overbevisning om at I selv tror på det, så er der en chance. Alt andet ville være for træls!