Denne fredagsbøn skrives på baggrund af resultaterne fra en spørgeundersøgelse blandt 55 traditionelle danske kammermusikforeninger, der eksisterer i kraft af frivillige ildsjæle, som hvert år arrangerer et sæsonprogram med mellem 4-10 kammermusik-koncerter. 72% af de adspurgte har deltaget i undersøgelsen.
Vores nysgerrighed blev tændt af tidligere formand for Kunstfondens Musikudvalg Erik Bachs opsang til musikforeningerne i musikmagasinet Klassisk (28.udgave, 2013). I artiklen udtaler han ”mange steder har man en lille velfungerende forening med en loyal medlemsskare, som måske ikke tænker så meget over at forberede en fremtid. Andre er mere bevidste om, hvor de vil hen og arbejder målrettet på at opdyrke nye samarbejder. De danske musikforeninger bringer musikken ud til hele Danmark, og de kan afgøre et ungt ensembles karriere. Men for at overleve må de huske at forny sig”.
Artiklen vækkede en række spørgsmål omkring, hvordan det egentlig går ”derude”, men det viste sig, at det ikke var så ligetil at finde ud af. Vi begyndte at spidse øre når talen faldt på musikforeningerne, og vi hørte fortællinger om sværere tider og kammermusikforeninger, der lukker. Siden nedlæggelsen af Musikinformationscentret (MIC) i 2003, er det imidlertid svært at danne sig et overblik over det danske kammermusikliv, hvilket i vore øjne overlader musikforeningerne og dermed også den levende kammermusikscene i en sårbar position. Uden overblik over væsentlige tegn på enten udvikling eller afvikling mister man muligheden for i fællesskab at kunne agere proaktivt. Med dette udgangspunkt valgte vi at iværksætte en spørgeundersøgelse blandt de klassiske musikforeninger samt de udøvende kammermusikere i Danmark. Formålet var at indsamle viden om, hvordan det reelt står til på den danske kammermusikscene med intentionen om på denne baggrund at kunne bidrage til at skabe de bedste forudsætninger for et rigt og mangfoldigt kammermusikliv i fremtidens Danmark.
Tanker og kammermusikalske drømme
Hvordan vil den levende klassiske musik leve i fremtiden? Dette indledende spørgsmål er presserende i dag, hvor fødekæden inden for den klassiske musik næsten ubemærket truer med at miste sin sammenhængskraft. De sidste krampetrækninger fra new public managementbølgen, der de seneste 30 år har sat lighedstegn mellem innovation og optimering i håbet om at få mere for mindre, rammer i disse år samfundets værdigrundlag, heriblandt den klassiske musikkultur. Der stilles større krav om resultater men med færre midler, og tiden er knap, for vi skal nå så meget, inden vi begraves. Tid er penge, det ved vi jo, og i dette paradigme ofres den langsomme tid på den hurtige tids alter. Fordybelsen og eftertænksomheden, der kan få os til at stoppe op og skifte retning, forsvinder i luften som bleg ofringsrøg. Men hvad nytter det at løbe hurtigt, hvis man løber i den forkerte retning? Når der skal tænkes nye tanker, må tanken ned i fart. Vi må stoppe op og lytte efter de signaler, vi ellers ofte kun får øje på i bagklogskabens lys. Hvis vi forstår at lytte, kan vi spotte væsentlige tegn i tide, nå at handle derefter og på den måde være medskaber af den virkelighed, vi alle uundgåeligt må være en del af.
Dette er en fredagsbøn. Vi har lånt komponistforeningens magiske lampe og fået ét ønske af ånden, der lever derinde. Og vi har lovet at tænke os godt om og bruge det vel.
Lad os rette blikket mod de danske musikforeninger. Musikforeningerne er et vigtigt led i den musikalske fødekæde, som en platform for både udførelsen og oplevelsen af den klassiske kammermusik i hele Danmark. Det er en realitet, men hvorledes vil den levende klassiske kammermusik leve videre i fremtiden, og hvordan kan vi få et glimt af denne fremtid? I disse dage bebuder naturen forårets komme, det ved vi, for det vrimler med tegn i vores haver. Vintergækker og erantis pibler frem, mens de modigste grønne skud åbner sig en smule i den spæde forårssol. Men hvilke tider melder sin ankomst på den danske kammermusikscene, hvilke tegn kan vi få øje på her, og hvad vil de hviske om, hvis vi forstår at lytte efter?
Vi lytter i første omgang via spørgeundersøgelsen blandt kammermusikforeningerne, der fandt sted i starten af året. Tre temaer træder frem. Publikum, økonomi og fraværet af en fælles stemme som kan varetage miljøets interesser i forhold til det politiske niveau. Langt de fleste musikforeninger peger på, at deres publikumstal er voksende, dog hører vi ønsker om at kunne få mere tag i den yngre generation. Konkurrencen fra de mange andre tilbud der eksisterer i dag, eksempelvis fra de sociale medier opleves her som en udfordring. Undersøgelsen viser desuden, at økonomien er trængt. Den økonomiske støtte bliver mindre og mindre, mens de øvrige udgifter vokser. Det sidste punkt, vi her vil fremhæve, handler om fraværet af en fælles stemme, hvor 97% af besvarelserne kunne tilslutte sig dette savn. En fælles stemme forudsætter et stærkt fællesskab, og netop fællesskaberne omkring musikforeningerne viser sig i spørgeundersøgelsen som et område, der både kan og ønskes udbygget. Både kammermusikforeningerne indbyrdes, men ikke mindst mellem foreningerne og lokalsamfundet. Meget få musikforeninger har eksempelvis samarbejde med nulevende komponister, men flere udtrykker sig positive ved tanken.
Lad os nu træde et skridt tilbage og spørge hvilke tegn vi kan få øje på gennem disse svar? Musikforeningerne beretter om stigende publikumstal, dog mangler den yngre generation. Forandringer i det omkringliggende samfund presser sig på i kraft af øget konkurrence fra sociale medier samt sværere betingelser for at modtage den nødvendige økonomisk støtte. Der efterlyses en fælles stemme, hvilket samtidig peger på et behov for at styrke fællesskabet omkring musikforeningerne. I vore øjne viser disse tegn et væsentligt spændingsfelt mellem tradition og forandring.
Klassisk musik er i århundreder blevet værdsat i den vestlige verden. Men den levende musik er en kulturskabt aktivitet, der skal vedligeholdes. Kulturen forandrer sig, og den klassiske musik må være fleksibel i mødet med konteksten, - uden dermed at miste sit eksistensgrundlag. Men hvordan kan der bedst ageres i mødet mellem musikforeningernes traditioner og nyere politiske krav om publikumsudvikling og eksperimenterende koncertformer? Og hvordan kan der skabes interesse for kammermusikken også blandt den yngre generation, kort sagt hvordan kan musikforeningerne få de bedste betingelser i fremtiden?
Tradition kan beskrives som et kulturelt fænomen, der fungerer i fællesskaber. Traditioner gør noget; de er en aktivitet af betydningsbærende begivenheder, der skaber sammenhængskraft mellem fortid, nutid og fremtid. Men tradition gør mere end det, den er en forudsætning for udvikling. Nyt og gammelt er ikke to adskilte enheder, men derimod en relation, som to sider af samme mønt. De bedste forandringer er dem, der både forstår at fastholde og samtidig udvikle dette forhold. Traditioner viderebringer de værdier, vi ønsker at bevare, og det er fællesskabets løbende handlinger, der står for både fastholdelse og forandring.
Hvad er det så vi ønsker os mere af?
Som i et rigtigt eventyr befinder vi os lige nu i stormens øje. I bogen ”Den uendelige historie” er det en hel verden, der er ved at forsvinde, fordi børnene holder op med at drømme. Det gode og det onde bekriger hinanden, og det gode sejrer til sidst. Dog er konteksten i denne fredagsbøn mere nuanceret, men billedet på en truet verden kan godt i denne metafor overføres på den virkelighed, den klassiske musikkultur lige nu befinder sig i. På verdensplan er flere orkestrer blevet lukket. Store besparelser rammer både det professionelle musikliv og musikkonservatorierne. Musikundervisningen er stort set fjernet fra pædagoguddannelsen og læreruddannelsen. Den klassiske musiks fællesskaber er blevet en amputeret krop, som må genoptrænes, og der må findes nye kreative måder at fungere på. Musikforeningerne er i denne metafor en stærk platform til understøttelse af denne udvikling. Som et vigtigt bindeled mellem klassisk kammermusik af høj kvalitet og nærmiljøet i hele landet spiller musikforeningerne i dag en overordentlig vigtig rolle for hele dansk musikliv. Denne rolle er stadig stærk, men scenen omkring den vakler, hvilket med tiden kan gøre rollen svær at opretholde, for musikforeningernes eksistensgrundlag finder vi i fællesskabet omkring dem.
På den baggrund bliver et centralt spørgsmål, hvilke handlinger der kan bidrage til at udvikle kammermusikforeningernes omkringliggende scene, så tradition og forandring kan styrke og ikke svække hinanden. Katalysatoren for en kreativ proces befinder sig i et netværk af relationer, og med de danske musikforeninger som ankerpunkt kunne der inviteres til spændende dialoger mellem lokalsamfundet, musikskoler, folkeskoler, gymnasier, MGK, musikkonservatorierne og ikke mindst komponister. I et komplekst system er den skabende proces ikke styret af én enkelt person, den opstår, ifølge kompleksitetsteorier som et resultat af mange interagerende begivenheder. I et sådant samspil vil ideer kunne emergere og forankres. Emergens kan ikke planlægges på forhånd, den opstår i relationerne i mødet mellem de forskellige aktører, og det er spændende at tænke på, hvad et bredere og stærkere fællesskab kan finde på i en kontekst med den klassiske kammermusik som omdrejningspunkt.
Så kære ånd, tak for ønsket. Vi vælger at bruge det på at fremmane billedet af et inspirerende og dynamisk netværk med kammermusik i venerne, hvor både udbydere, udøvere og aftagere kan bidrage til det fællesskab, der i sidste ende er en forudsætning for både fastholdelsen og udviklingen af den levende klassiske kammermusik i Danmark. I første omgang ønsker vi derfor at arrangere en konference, hvor fælleskabets stemmer kan mødes til dialog, og så må vi se, hvad der sker herfra.
Line Fredens er koncertmester for 2. Violin i Malmø Symfoniorkester og Master i Læreprocesser med Specialisering i Organisatorisk Coaching (MLP). Lotte Toftemark er pianist og projektudvikler. Afslutter Diplomuddannelse i Kunst og Kulturledelse i juni.
