Hver sommer flytter musikken ud i sommerlandet – ligesom store dele af befolkningen. Pludselig kan du ude i landdistrikterne støde på musikere fra de store internationale koncertscener som f.eks. Michala Petri, Christian Hadland eller Bo Skovhus, som optræder henne i den lokale kirke eller i kulturhuset. Det er når en af landets ambitiøse klassiske musikfestivaler for nogle dage sætter en lille skøn plet i Danmark på det musikalske landkort.
En sådan festival er Klassiske Koncerter – i Djurs og Mols, som jeg startede for 6 år siden, og som siden har sat Nationalpark Mols Bjerge i musik ved hjælp af frivillige kræfter og topprofessionelle musikere. Over nogle dage får festivalen toner, landskab og sommerlig modtagelighed til at klinge sammen med en efterklang, der varer længe efter at festivalens kunstnere og ståhej er forduftet igen.
Da jeg af Komponistforeningen er blevet bedt om at fundere over musiklivet i provinsen er det disse varme sommerdage fyldt med musik, der er mit udgangspunkt og min drøm. Omgivelserne er smukke, det store publikum er tændt og klar til at lytte og kunstnerne, som er samlet fra hele verden er inspirerede og nyder at have lidt frie tøjler langt fra de bonede gulve i kulturpaladserne.
Mit spørgsmål er, hvad det betyder for et sted ”i provinsen” at der kommer sådan en saltvandsindsprøjtning af store musikoplevelser af international kaliber? Er det en elitær begivenhed, eller er det muligt at forankre den med et bredt lokalt engagement? Det er – i vores tilfælde- ikke festivalens folk, der er dem, der genererer den daglige musikpleje i området med undervisning af børnene, musikalske indslag m.m. resten af året. Personligt må jeg tilbage til mit orkesterjob som violinist, og festivalens øvrige medvirkende er ligeledes travle aktører i de store koncerthuse rundt omkring, når sommeren er ovre. Har det så en værdi at komme busende med trompetfanfarer og jungletrommer og give den hele armen nogle få dage?
Da jeg med mine nære samarbejdspartnere i bestyrelsen i sin tid tog initiativ til at starte en kammermusikfestival i Ebeltoft, mødte jeg mange, som talte om Bent Lorentzens Ebeltoft Festival som fandt sted 4 år i 90-erne. Den har virkelig sat sine spor i folks bevidsthed med sine legesyge koncerter og musikalske happenings på overraskende steder, bl.a. på brandstationen. Jeg fornemmer, at hele byen var samlet om den avantgardistiske begivenhed.
Vi startede i Djurs og Mols med at etablere nogle gode lokale samarbejdspartnere, bl.a. lokale kor, borgerforeninger, turistbranchen og de mange kulturinstitutioner – museer, slotte osv. i området. Min familie er stærkt knyttet til Mols, så det faldt let, og projektet blev mødt med velvilje. De første år var i Djurs og Mols støttet af EU's LAG-midler, der støtter projekter, der er med til at forbedre levevilkårene i landdistrikterne.
I fjor modtog festivalen Syddjurs Awards ”Kulturprisen” for at bringe kvalitetsoplevelser til området. Her slog det mig, at vi er inde på noget af det rigtige, når vi satser på at lave koncerter af høj kunstnerisk kaliber. Formidlet på en måde, så alle føler sig velkomne. Det var ikke som event-mager med highlights og spotlys, vi fik den lokale pris, men for kvaliteten, og det gav mig tro på, at det vigtigste er, at indholdet præsenterer det ypperste - så spidses der ører.
En af de mest inspirerende festivaler, jeg har spillet på selv, er Aldeburgh Festival, som blev grundlagt af komponisten Benjamin Britten og sangeren Peter Pears i 1948. Det er inspirerende at tænke over, hvad Britten og Pears har givet til den lille engelske provinsby, som nu er blevet en smeltedigel af kreativitet, ny musik og kunstuddannelse. I starten fandt koncerterne ved Aldeburgh Festival på forskellige mindre steder i området, og festivalen tiltrak hurtigt nogle af verdens største musikere på den tid som Menuhin og Fischer-Disekau til det lille landsbysamfund. Nu er der bygget en stor koncertsal, og der er musik året rundt. Vi boede privat, da vi var der med Kroger Kvartetten for at spille værker af Ruders og Nørgård, og vi havde indtryk af, at alle, der boede i byen var en levende del af festivalen og var dybt involverede i den. Fantastisk.
På Klassiske Koncerter - i Djurs og Mols forsøger vi at få hele området til at summe af musik under festivalen. Med syng-med-koncerter i naturen, sopraner i grøntafdelingen og Take Away Opera på Torvet, har alle kunnet møde musikken rundt omkring og få del i den som supplement til de mere seriøse kammerkoncerter med store navne. Koncerterne finder sted på nye anderledes scener i området, som opleves på en ny måde i samklang med musikken. Fyrtårnet, Glasmuseet, Maltfabrikken og Agri Bavnehøj f.eks. har været brugt som koncertrum. Et år kuraterede Bent Sørensen en koncert på Fregatten Jylland, hvor spøgelsesagtige toner af Sørensen og Bach lød fra skibets tre dæk, og helheden kunne opleves både harmonisk gennem dækkene og som en vandring gennem fregatten. Vi fik endda fregattens gamle skibsklaver låst op og stemt, så Katrine Gislinge kunne spille på de sprøde strenge fra nederste dæk. Vi har haft åbne workshops med komponister, hvor publikum har kunnet komme med ind i værkstedet og se, hvordan arbejdet foregår. I år har vi bl.a. en koncert med flere Nørgård kvartetter på Glasmuseet, og Sunleif Rasmussen kaster nyt lys over Mozart ved en koncert med Michala Petri og Kroger Kvartetten. Publikum er lydhørt, og når vi formidler musikken omhyggeligt i rammer, hvor man plejer at komme i andre sammenhænge, får vi flere til at være med til festivalens koncerter, og der er også basis for en ”hård nyser” i programmet, som Bent Lorentzen kaldte den sværere tilgængelige musik i sin tid.
For dem, der år efter år vender tilbage til Klassiske Koncerter - i Djurs og Mols er der efterhånden opstået et fællesskab omkring de store musikoplevelser i de ofte intime rammer, og vi har opbygget et trofast stampublikum fra nær og fjern. Væk fra hverdagen er der en ro og tid i sommerlandet til at musikken kan få tag i publikum og en mættet koncertrække kan få plads.
Koncerterne fra vores festival har været radiotransmitteret til hele EU, og når de ringer fra BBC og spørger om, hvordan man udtaler ”Djurs” og ”Mols” på engelsk, må det være lykkedes også at få det internationale musikliv til at rette opmærksomheden mod Djursland. ”Verden kigger på Mols, og det kan vi molboer jo godt lide”, som det hed i indstillingen til kulturprisen.
Syddjurs Kommune har de seneste år netop sat fokus på området som ”kulturkommune” og på at udvikle kommunens kulturelle potentiale. Kultur spiller en stor rolle både for at få flere til at bosætte sig i kommunen og for at tiltrække turister - som det pointeres i Djurslands turismestrategi ”vækst gennem oplevelser”. For en by som Ebeltoft og for hele området, som Nationalpark Mols Bjerge dækker, er sommerens turister essentielle for stedets økonomi og liv. En musikbegivenhed, som Klassiske Koncerter – i Djurs og Mols, der er med til at brande området som et sted med kvalitetsoplevelser, ligger således helt i tråd med kommunens politik, og vi har kun mødt opbakning og tak fra den kant. Den store rolle kulturen spiller i dette område i provinsen, hvor det er et fokuspunkt, synes jeg virker opløftende i disse tider, hvor statens kulturbudgetter reduceres, og man generelt på landsplan kan føle, at der mangler forståelse for, hvad et rigt kulturliv er værd for vores samfund.
Jeg tænker på Babettes Gæstebud, hvor kunstneren bare én gang ville have lov til at yde sit ypperste. Min bøn er én gang om året at være med til at bringe det ypperste ud til de mindre steder i sommerlandet. Det bundfælder sig på stedet og i sindene længe efter, at musikken har fortonet sig.
Maj Kullberg er violinist i Kroger Kvartetten og Malmø Operaorkester, leder af Klassiske Koncerter –i Djurs og Mols og uddannet music manager fra Det jyske Musikkonservatorium.
