15 Sep 2016

DR's Udfordring

Hvordan fastholder vi en livsvigtig analog kunstart i en digital fremtid?

Af Kim Bohr, Chef for DRs Kor og Orkestre

Kære Bent

Tak for dit indlæg i Kristelig Dagblad. Din artikel er forhåbentlig begyndelsen til en god debat og en kærkommen anledning til at sætte mere fokus på musikken. Handsken er hermed taget op.

Som chef for DRs Kor og Orkestre er min vision kort og godt, at vores musik vil berige menneskers liv. For at nå dertil skal vi kontinuerligt løfte barren for den kunstneriske kvalitet, og samtidig må vi gøre en enorm indsats for at nå så mange mennesker som muligt.

Det lyder enkelt, men reelt er det et langt sejt træk, hvor man knokler 24/7, og hvor man først efter tusindvis af timers arbejde nærmer sig et niveau, som står mål med de ambitioner, vi har.

Vi er her IKKE for vores egen skyld, vi er her for musikkens skyld, og for de mange mennesker vi forhåbentlig beriger med musikken.

“Musikken er en større åbenbaring end al visdom og filosofi.” Ordene er Ludwig van Beethovens, og beskriver hvordan musik har en helt særlig indgang til vores intellekt og følelser.

Det store spørgsmål er nu: hvordan vi fastholder en, for os mennesker livsvigtig analog kunstart i en digital fremtid, hvor værdierne for vores livsopfattelse, vores kunstsyn, vores måde at være sammen på, vores måde at opdrage vores børn på, ændres så markant og i stadigt stigende grad udspiller sig på digitale platforme?

DRs Musikhandlingsplan forsøger at give sit bud på dette essentielle og for musikken livsvigtige spørgsmål. Forfatterne til planen har meget bevidst valgt ikke at nævne specifikke genrer, men holder sig til det overordnede: Hvad kan DR gøre for musikken, især den danske musik, med øje for den enorme digitale udfordring vi står overfor. Planen omfatter derfor også den klassisk musik og også den helt nye.

Musikken, der per definition er et universelt sprog, ideelt til at krydse grænser, er på mange måder som skabt til netop at spredes på internettet og sprænger nu alle rammer. Det giver os hidtil uhørte muligheder, og Musikhandlingsplanen bærer ikke mindst præg af dette. Digitale lytteuniverser, podcasts, live-streaming, digital formidling af helt ny, ukendt musik, interaktion, you name it. Alt sammen set på tværs af genrer. Og DRs Kor og Orkestre er med overalt med den klassiske musik og bigbandjazzen.

Som musiker stræber man hele tiden efter at ramme det punkt, hvor man kan slippe håndværket, hvor kunsten tager fat og det ordløse budskab forplanter sig direkte til hjertet på publikum. For det er der, hvor kontakten opstår. Når DR Big Bandet har pakket deres instrumenter ud og sat nodestativerne op, når dirigenten slår de 4 slag, og bandet starter, kan man ligefrem se, hvordan publikum trykkes tilbage i stolene af lyd, energi og rytme. Og når DR SymfoniOrkestret og DRs kor lukker op for den fulde kraft, som 200 sangere og musikere kan præstere, eller når DR PigeKoret slår kreds omkring publikum og synger som engle, så rammer de hver eneste gang en nerve i tilhørerne, som er stærkere og mere livgivende end noget andet, jeg kan komme på. Den levende musik kan noget, som intet andet medie er i stand til, og vi kan ikke undvære vores levende musik spillet af levende musikere.

I kulturinstitutionen DR, hvor den digitale revolution for længst har gjort sit indtog, hvor vi længe har arbejdet indædt på at smelte det gamle og det nye sammen, er det vigtigt at huske Emil Holm, DRs første direktør, og hans vision. Holm var fascineret af og troede på, at ved en kombination af den levende klassiske musik og radiotransmissionen kunne DR på en gang skabe den unikke kunst og samtidig sende den ud til befolkningen i alle kroge af landet. Dermed blev DR en utrolig stærk og samlende faktor, en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner.

I DR, ikke mindst i DRs Kor og Orkestre, arbejder vi fortsat i fodsporene af Holms vision. Musikken spilles og synges på allerhøjeste niveau, bogstavelig talt som Beethoven skrev den, samtidig med at vi udforsker, udvikler og afprøver hvorledes vi nu kan bringe musikken ud til brugerne. Vores udfordring i dag er, at hvor Holm havde en radiokanal at lege med – det var stort dengang – så har vi utallige platforme at bringe musikken på i dag.

Publikum, især næste generation, tager dette som en fuldstændig selvfølge og kommer ikke til at skelne særlig meget mellem dansk musik og musik produceret, komponeret og spillet andre steder i verden. De bevæger sig totalt frit rundt på nettet og forbruger den musik, der er tilgængelig derude. For dem er det en selvfølge, at al musik er tilgængelig hele tiden, alle steder.

Det er her, vi risikerer at komme til kort, men det er også her, DR som kulturinstitution kan gøre en forskel, hvis vi altså som land ønsker at DR skal gøre en forskel.

I vort daglige arbejde fastholder vi fortsat Holms ide om den geniale kombination af transmission og live produktion. Den store udfordring består i på den ene side at holde ensemblerne i live i deres oprindelige form, udvikle og udfordre dem kunstnerisk, så de fortsætter ind i den verdenselite, vi gerne ser dem i, samtidig med at vi udvikler musikkens digitale liv; næste generation af transmisison, for at møde brugerne der hvor de er, mere og mere digitalt; streamet og med forskelligartet indhold på platforme som dr.dk, Facebook, Youtube, Instagram; og med greb og på måder, der er en del af det i forvejen daglige kultur- og underholdningsforbrug hos det nye publikum: interaktion, gaming, blogging, deling…  I dette arbejde sættes mødet mellem den gamle kunstart og de nye medier på spidsen og DRs Kor og Orkestre bidrager til at sætte normer og udvikle den del af kulturinstitutionen DR som både skaber og formidler på højeste niveau
Jeg tror ikke, den enkelte institution kan klare denne opgave selv. Vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvor vi kan, vi skal have sat gang i et samarbejde, hvor realiteterne er afsæt, og hvor opgaven er klar.

Vi skal stå distancen og fastholde, at den levende musik fortsat skal have en stor plads i vores samfund. Vi må blive ved med at prioritere uddannelsen af musikere, komponister og dirigenter, må blive ved med at dele musikken og gøre den tilgængelig for alle på en medrivende, engagerende og involverende måde. Ellers frarøver vi de næste generationer noget af det vigtigste i livet. Nemlig den musik, der med Beethovens ord, er større end al visdom og filosofi.

Mange venlige hilsner Kim

PS:

Kære Bent,

Som engageret og energisk formand for Dansk Komponistforening skal du jo skrive, at der bestilles for lidt ny musik, men det er simpelthen ikke rigtigt. De sidste 3 år er antallet af bestillinger fra DRs Kor og Orkestre vokset betydeligt, og der ligger nu bestillinger på ny musik hos komponister som Simon Steen-Andersen, Rune Glerup, Hans Abrahamsen, Martin Stauning, Bent Sørensen og Thomas Agerfeldt-Olesen. Vi skal indspille helt nye og gamle værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. DR VokalEnsemblet skal opføre nye værker af Jesper Koch og Peter Bruun, og DR PigeKoret har netop uropført værker af blandt andet Line Tjørnhøj og Phillip Faber. DR Big Bandet bestiller både nye værker og arrangementer, og DRs Kor og Orkestre er gået aktivt ind i Pulsar Festivalen, hvor 3-4 unge komponister spilles hvert år, vi indspiller fortsat ny dansk musik til Dacapo, og vi opruster på antallet af danske værker, der er komponeret gennem de sidste 40 år.

 


Udskriv side Del på Facebook
Filter
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.