Jeg er født i 1953 i Bagsværd, opvokset i Nykøbing Mors og uddannet som guitarist fra konservatorierne i Aarhus og Basel.
I 1980’erne skrev jeg musik til mange teaterforestillinger, og jeg har siden arbejdet med at udvikle min egen musik. Det lykkedes første gang godt med klaverkvartetten ”som en flygtig tegnsætning” fra 2012.
Det startede en produktiv periode, hvor jeg heldigvis stadig befinder mig. I 2012-14 fik jeg hyppig kompositionsundervisning hos Peter Bruun
Noget af det første, jeg husker fra min tidlige barndom er en figur, en stor gennemhullet figur, som stod på legepladsen ved min børnehave i Bagsværd.
Det var en helt fantastisk figur, for man kunne kravle ind igennem den i flere forskellige retninger, og den så hver gang anderledes ud, når man kom ud på den anden side.
Og så en dag få år senere, hørte jeg noget, de kaldte en fuga, og som de spillede i radioen: en hel masse melodier, som sagde det samme på hver sin måde, og som vævede sig ind i hinanden, faktisk til en figur som den på legepladsen, en figur, som ligesom stod og tænkte selv.
Siden da har jeg vidst, at det mest fascinerende udtryk for verden er ting, der virker organisk med en masse detaljer, der taler om det samme på hver sin måde. Hvis man kan lave en musik, der er sådan, er man lykkelig!
Et godt eksempel fra min musik (hvor jeg var lykkelig) kunne være guitartrioen ”Chords and Waves”, hvor de tre guitarer ofte spiller samme slags figurer samtidig, men lidt forskudt, og med variationer, som danner en overordnet sammenhæng. Her er den spillet af Rosegårdens Guitartrio:
https://soundcloud.com/per-dybro-sorensen/chords-and-waves
Min musik ligner ofte en lidt slingrende fremadskriden, hvor musikken forsøger at holde en balance i en splittet verden, hvor detaljerne giver modsatrettede impulser, som hele tiden former musikken, f.eks. sammen med en masse glidende toner, som her i blokfløjtekvartetten Gumozo, spillet af Sirena Blokfløjtekvartet:
https://soundcloud.com/per-dybro-sorensen/gumozo-for-recorder-quartet
Jeg er ikke særlig god til at planlægge et stykke musik, for jeg foretrækker at starte med noget, der fænger mig, høre hvad der ligger i det, og så lade musikken folde sig ud på sine egne betingelser. Og så bliver man indimellem overrasket over ting, som ikke er umiddelbart logiske, men som bare må være der, fordi behovet for dem har bygget sig op under det forrige. Sådan kan der opstå et værk med sin egen logik, og jeg kan føle mig som en slags forsker, der finder frem til musik, der nærmest har været der i forvejen, men som ingen kendte.
