Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer. Med et fokus på multikanalslyd, interaktive installationer og performance, skaber Sophia værker der kredser omkring sammensmeltning af virkelighed og fantasi, grænselandet mellem ydre og indre påvirkning af sindet, samt det uvirkelige som en uendelig indre verden.
Vague (2021) er en eksemplificering af disse temaer, der tager udgangspunkt i live-processeret cello som eneste lydkilde, samt fordeling af lyd i 41 højtalere.
Idéen om en decentreliseret opfattelse af universet danner inspiration for værket. Et omsluttende lydbillede, med lyd der konstant vandrer rundt i højtalerne skaber en verden omkring lytteren, der udfordrer perception og samtidig inviterer til dyb, refleksiv lytning.
I 2021 skrev Sophia også på værket Re-vive, bestilt af New Music for Strings under temaet ‘remote connections’ og havde flere samarbejder med andre musikere og kunstnere.
I 2022 har Sophia arbejdet på projektet Hear the Touch (2022), som en del af Music City Aarhus 2022. Hear the Touch er en audio-taktil installation hvor adskillige punkter på en overflade bindes sammen med et binauralt lydbillede.
Hver gang der bliver interageret med installationen, er der mulighed for en intim oplevelse, hvor lyd og berøring smelter sammen.
Udover soloværker er Sophia og en del af duoen Shattered Objects, skabt i samarbejde med komponist Neli Pantsulaia.
Sammen udforsker de kulturel identitet gennem performances. Gennem en kombination af Ny musik og konstant skiftende æstetiske udgangspunkter, behandler Shattered Objects pop-kulturelle perspektiver gennem duoens egne sociokulturelt komplekse baggrunde.
Sophia er også, i samarbejde med Tobias Sejersdahl, grundlægger af Aarhus Lydforening (ALF). ALF er en forening der har til formål at hjælpe unge komponister med at udbrede deres virke inden for lydkunst og elektronisk komposition. Med fokus på multikanalsværker og 3D lyd, fælles studier og arbejdsplads, arbejder ALF på at blive et samlingspunkt for nytænktende musik og kreative idéer.