Veronika Krøll Voetmann er født og opvokset på Frederiksberg. Som datter af skuespillerparret Hans Henrik Voetmann og Christina Krøll, tilbragte hun det meste af sin barndom i garderoben på div. teatre, og da hun selv valgte at gå efter en kunstnerisk karriere, kom det næppe som nogen overraskelse. At det skulle blive indenfor musikken, lå dog mindre i kortene. Veronika var knapt 19 år da hun første gang fik en cello i hånden og startede timer hos Thomas Asli på Musikhøjskolen i Smallegade, men hun vidste med det samme at hun ville være musiker og gik til celloen med en stor sult og nysgerrighed. Veronika begyndte senere på musikvidenskab på Københavns Universitet, hvorfra hun har en bachelor, og gik sideløbende på MGK med cellostudier hos Toke Møldrup. Hun drømte dog aldrig om at blive orkestermusiker og prøvede tidligt celloens virkemidler af i adskillige bands indenfor pop/rock og metal genren. Efter et møde med den nordiske folkemusik, valgte hun helt at lægge det klassiske spil på hylden, og tog til Sverige for at studere på Skurups Folkhögskola, med studier hos folk-cellisten Leo Sander Svensson og bouzoukispiller Jens Ulvsand. Dette efterfulgt af en bachelor i Music Performance (individuell studiegång) på Musikhögskolan i Malmö, med cellostudier hos John Ehde. Det var gennem folkemusikken at hun begyndte at komponere, først indenfor genren, men hun fik snart lyst til at bryde med formerne og sætte folkemusikken ind i et længere narrativ og lege med de klassiske former. Under sine instrumentale studier i Malmö, tog hun også timer med komponisten Rolf Martinsson, der fik hende overtalt til at “starte forfra” på endnu en bachelor, denne gang i komposition. Hun begyndte her at bevæge sig væk fra det folkemusiske tonesprog og mere i retning af et kontemporært udtryk, hvor især klangmaleri og organisk tekstur og udvikling har været gennemgående. Hun afsluttede sin bachelor i komposition i 2023 og er i øjeblikket ved at tage en kandidat i komposition på DKDM (2023-2026) med studier hos Bent Sørensen, Jeppe Just Christensen, Rune Glerup og Hans Peter Stubbe Teglbjærg.
Hun har gennem hele sin kompositoriske rejse taget privattimer hos komponist Signe Lykke, som hun stadig anser som sin hovedmentor.