Dansk musikhistorie har haft og har stadig til en vis grad et uafklaret forhold til Paul von Klenau som menneske og til hans musik. Han levede hovedparten af sit liv i Tyskland og blev af sin samtid snarere opfattet som tysk komponist end som dansk, selv om han var dansk statsborger, havde bopæl på Frederiksberg og opholdt sig i Danmark regelmæssigt hver sommer. I Dansk Biografisk Leksikon 2. udg. (1937) skriver Richard Hove, at han blev i ”en saadan Grad en ’Germanernes Lærling’, at det er ret vanskeligt at erkende ham som dansk Komponist”. Da han tog fast ophold i København 1939, følte han, ”at [KODA og Dansk Komponist Forening] hellere saa min Hæl end min Taa” (Erindringer 1944, utrykt manuskript[1]).

Efter befrielsen og Klenaus død 1946 blev der stille om hans navn og musik – navnlig den del af hans værker, som var komponeret og opført i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse 1933. Det skyldtes snarere en formodning om, at han var ”nazist”, end en musikfaglig bedømmelse af hans kunst. Det er karakteristisk, at den ganske kortfattede artikel om Klenau i Aschehougs Musikleksikon 1957 kun omtaler tre symfonier og forbigår hans tre seneste [dengang kendte] symfonier, der alle havde været opført i Danmark – nr. 5, 6 og 7 ved torsdagskoncerter i Statsradiofonien 1942 og 43.

Det totale nulpunkt nåedes i Gads Musikleksikon 1976 og Dansk Biografisk Leksikon 3. udg. (1979­-84), hvor der helt mangler opslag om Paul von Klenau, som dog er omtalt i internationale leksika fra disse år. Den store danske Encyklopædi gør afbigt 1998 med otte linjer, der bl.a. omtaler syv symfonier (”i senromantisk stil”), og et skridt videre går Gads Musikleksikon 2004, der omtaler at Klenau stilistisk bevæger sig ”inden for såvel senromantik som serialisme”.

Årtusindskiftet markerede et vendepunkt i den danske Klenau-reception. Musikforskere på Det Kgl. Bibliotek fik kontakt med Klenaus arvinger i Wien og konstaterede, at der fandtes en meget stor samling noder, breve og andre papirer, som omhyggeligt var ordnet og opbevaret af Klenaus hustru, Margrethe Klimt, efter hans død. Samtidig blev nogle af hans værker tilgængelige på plademærket Dacapo, og med betydelig fondsstøtte lykkedes det Det Kgl. Bibliotek at erhverve Klenau-samlingen, der nu er katalogiseret og under udforskning/udgivelse.

Paul von Klenaus liv og værk er dermed under omvurdering. Det er ensbetydende med, at nærværende artikel (oktober 2013) bør læses som en foreløbig statusrapport. Forf. er videnskabelig medarbejder Eva Hvidt, Det Kgl. Bibliotek, og professor emeritus Niels Krabbe, Det Kgl. Bibliotek, stor tak skyldig for generøst at have stillet upublicerede manuskripter og foreløbige forskningsresultater til rådighed for artiklen og for råd og dåd ved udformningen af teksten.

(JBR)

NOter

Paul von Klenau blev født i det velstillede københavnske borgerskab 1883. Hans far, der var forsikringsdirektør, stammede fra en gren af en mecklenburgsk adelsfamilie, der var indvandret i Danmark i 1700-tallet. Hans mor var født Berggreen og efterkommer af komponisten A. P. Berggreen. Begge dele var med til at styrke Paul von Klenaus (med hans eget ord) ”aristokratiske” selvopfattelse og overbevisning om musikalsk talent. Allerede som barn spillede han violin og som ung også klaver, og efter studentereksamen 1900 blev han optaget på konservatoriet med Otto Malling som lærer i teori og Frederik Hilmer som violinlærer.

Drømmen om at blive violinvirtuos førte ham allerede 1902 til Berlin, hvor han søgte optagelse på konservatoriet med Joseph Joachim som lærer, men dumpede ved optagelsesprøven. I stedet blev han på grundlag af nogle kompositioner optaget som ”mesterelev” af Max Bruch (iflg. erindringerne uden formel optagelsesprøve) og fik af ham den første egentlige kompositionsundervisning. Efter to år som elev af Brahms-tilhængeren Bruch flyttede han til München og blev elev af Ludwig Thuille, der var tilhænger af det nytyske (Wagner/Bruckner) parti.

Efter Thuilles død 1907 begyndte Klenaus karriere som komponist og dirigent i Tyskland. Han blev ansat ved operaen Freiburg og senere i Stuttgart som assistent for dirigenten Max von Schillings, der lærte ham metieren som operakapelmester og hjalp ham som komponist. Hans første, Bruckner-inspirerede symfoni blev opført med betydelig succes ved en ”Tonekunstnerfest” i München 1908, og af de næste to symfonier blev nr. 3 opført flere steder, bl.a. i Dresden af den berømte Strauss-dirigent Ernst von Schuch.

I årene op til 1. verdenskrig knyttede Paul von Klenau talrige kontakter med fremtrædende personligheder inden for tysk åndsliv og fordybede sig i litteratur og filosofi ved siden af sin virksomhed som dirigent og komponist. Privat slog han sig ned på en landejendom i Bayern, men hans privatliv og ægteskab omtales ikke i erindringerne. Han rejste meget, bl.a. til Italien hvor han fattede planer om at komponere en symfoni baseret på Dantes ”Guddommelige Komedie”. Den symfoniske digtning Paolo und Francesca er sandsynligvis den eneste bevarede sats herfra. Blandt de kulturpersonligheder, som han iflg. erindringerne knyttede kontakt eller venskab med, er digtere som Stefan George og Rainer Maria Rilke, komponisterne Frederick Delius (hvis værker han senere dirigerede i England) og Hans Pfitzner, Bach-forskeren og lægen Albert Schweizer og dirigenten Wilhelm Furtwängler, der var hans medstuderende i München.

I disse år tog Paul von Klenau også det første skridt i den løbebane som operakomponist, der skulle gøre ham bedst kendt. Hans første musikdramatiske værk Sulamith med tekst af komponisten efter bl.a. Højsangen blev opført 1913 i München med Bruno Walter som dirigent.

(JBR)

Verdenskrigen og de følgende år med politisk og økonomisk kaos i Tyskland betød et afbræk i Paul von Klenaus karriere og var vel også medvirkende til, at han søgte kontakt til det danske musikliv. Til Det Kgl. Teater komponerede han 1916 balletten Den lille Idas Blomster efter H. C. Andersens eventyr, og den symfoniske digtning Paolo und Francesca blev opført 1919 i Dansk Koncert Forening med Peder Gram som dirigent. Men han løb sig også staver i livet. Hans kontakt med Carl Nielsen resulterede i en gensidig mangel på sympati der kom til udtryk såvel i Carl Nielsens breve[1] som i erindringernes afsnit om Carl Nielsen[2]; og han ytrede sig kritisk om dansk musikliv i en artikel i tidsskriftet ”Masken”, januar 1918:

”Hvad mine Arbejder og min Person angaar, saa har jeg i Efteraaret [1917] taget Afsked med det danske Musikliv saa længe, indtil den Snæverhjærtethed og det haabløse Bureaukrati, som holder alt nyt og levedygtigt nede, er faldet for sin egen Mangel paa Livskraft – og en ny Tid, og en ny Generation er naaet frem. For der maa komme en Omvæltning, og jeg er overbevist om – den kommer!”[3]

Paul von Klenaus største indsats i dansk musikliv blev oprettelsen af ”Dansk Filharmonisk Selskab”, der blev stiftet 1920 efter nogle indledende koncerter, som Klenau dirigerede 1919 med bl.a. værker af Delius og Richard Strauss på programmet. Selskabets formål var ”hovedsagelig at opføre betydelige moderne Mesterværker …og saadanne [klassiske] Værker, som maa siges at danne Basis for den nyere Musiks Udvikling”.[4]

Dansk Filharmonisk Selskab eksisterede fra 1920 til 26 og bragte et ellers ukendt repertoire af komponister som f.eks. Debussy, de Falla, Delius, Honegger, Ravel, Roussel, Schönberg, Strauss eller Stravinsky til Danmark.[5] Vigtigst var nok det gæstespil, hvor Schönberg i 1923 dirigerede sin 1. kammersymfoni og ”Skovduens sang” fra ”Gurrelieder”. Paul von Klenau dirigerede en del af selskabets koncerter, og programsatte et enkelt værk af sig selv, Bankholiday in London, ved en fælleskoncert med Danske Koncert Forening 1924.[6]

1922 tiltrådte Klenau en fast stilling som kordirigent og fra 1924 koncertdirektør i Wiener Konzerthausgesellschaft, hvor han virkede, til en ørelidelse tvang ham til at række sig tilbage og indskrænke sin dirigentvirksomhed i 1930. Derefter dirigerede han kun som gæstedirigent og koncentrerede sig om sine operaer, som han selv skrev teksterne til. I Wien fik han kontakt med kredsen omkring Schönberg og sluttede venskab med dennes elev Alban Berg, som han korresponderede med til Bergs død i 1935. Det fremgår af flere biografier, at Klenau i disse år var elev af Schönberg. Selv nævner han i erindringerne at han studerede tolvtoneteknik hos Josef Matthias Hauer (der ikke tilhørte Schönberg-kredsen, men havde sin personlige tilgang til tolvtoneteknik) og omtaler ikke studier hos Schönberg.

I årene 1930-39 levede Klenau i Tyskland uden nogen fast stilling og indtægt. Han var henvist til at leve af sine indtægter som operakomponist og spredte dirigenthonorarer og derfor afhængig af de tyske musikinstitutioners villighed til at opføre hans værker. I Weimar-republikkens sidste år var interessen for ny musik stor, og Klenau fik opført flere værker, bl.a. operaen Michael Kohlhaas (efter Kleist) i Stuttgart 1933. Men nazisternes magtovertagelse og deres opfattelse af megen ny musik som ”entartet” med opførelsesforbud til følge blev et problem for Klenau. Det viste sig allerede i oktober 1933, hvor en af Tysklands førende kritikere, Hans Heinz Stuckenschmidt, blev udsat for angreb fra det nazistiske forbund af musikanmeldere på grund af sine positive vurderinger af operaer af Malipiero, Zemlinsky og Klenaus Michael Kohlhaas.

Værre blev det, da det kom frem, at Klenau havde komponeret Michael Kohhaas med tolvtoneteknik, hvilket for nazisterne var ensbetydende med, at musikken var ”jødisk” og ”entartet”. Den indflydelsesrige kritiker Friedrich W. Herzog, redaktør og senere udgiver af det nazistiske tidsskrift ”Die Musik”, angreb 1934 Klenau for tolvtoneteknik og ”impressionistiske og tonalt ubundne farver fra et ingenmandsland, der i dag skal udryddes som en sundhedsskadelig sump, hvis et nyt liv skal kunne opstå”[7].

Det truede Klenau på hans levebrød. I en artikel i ”Zeitschrift für Musik” skrev han:

”Jeg indretter min tolvtoneteknik sådan, at jeg uden besvær kan aflede harmonier, disharmonier og toneartsbestemmende flerstemmighed af den. [… ] For vor tids musik er en ordnende lovmæssighed, der modsvarer en etisk grundholdning, nødvendig. Thi en fremtidsrettet kunst, der passer til en nationalsocialistisk verden, forudsætter en etisk folkelighed og håndværksmæssig kunnen, der udrydder al vilkårlig individualistisk skalten og valten i tonernes rige.[8]”

Det var afgørende for Klenau at sætte skel mellem tolvtoneteknikken og nazisternes antisemitiske forbud mod ”jødisk” musik. I en upubliceret artikel fra 1933 fra Klenau-samlingen med titlen ”12 Ton Musik” (titel og årstal tilføjet til Klenaus maskinskrevne manuskript i Margarethe Klimts hånd) hedder det:

”Arnold Schönberg der i sine kompositioner og musikteoretiske betragtninger kæmpede for klarhed, overtog Hauers tolvtoneteori. Schönberg var selv med sit kvart-system [akkorder opbygget af kvarter i stedet for tertser omtalt i Schönbergs harmonilære fra 1911] nået porten til tolvtonesystemet. Men det skal siges klart og utilsløret at den tilgrundliggende ide om tolvtonesystemet for første gang blev fremsagt af Hauer, fordi det er sandheden og fordi Schönberg ofte uberettiget betegnes som tolvtoneideens fader.” Teksten er ledsaget af en forklarende note: ”Da Schönberg er jøde bliver tolvtonesystemet ofte af modstandere (der for øvrigt slet ikke forstår hvad tolvtonesystemet er) ringeagtet som en ”jødisk opfindelse”. Over for disse angreb skal det fastslås at Hauer er arier.” [9]

I personlige breve til Herzog tilføjede Klenau, at han i ni år havde været skilt fra sin (første) jødiske hustru, og henviser til sin opera Gudrun auf Island, 1924 som bevis på sine ”nordisk-germanske, folkelige holdninger”.[10]

Det skabte en slags våbensstilstand mellem Klenau og det nazistiske styre, repræsenteret af ”NS-Kulturgemeinde”. Klenau blev aldrig lyst i kuld og køn af nazisterne, men hans værker blev ikke forbudt i Tyskland. 1937 blev et hovedværk, operaen Rembrandt van Rijn, opført på Berlins Staatsoper og i Stuttgart, og Klenau blev i pressen udnævnt til ”den største digter-komponist i vor tid”.[11] Også den følgende opera, Elisabeth von England, blev efter opførelser i Mannheim 1939 og Berlin 1940 rost, og Klenau blev af Friedrich Herzfeld i ”Allgemeine Musikzeitung” fremhævet som en komponist, ”der ikke har nødig at prøve sig frem her og der. Han tror på den lovmæssighed han har erkendt, og følger den. Slige tegn på ufejlbarlig overbevisningskraft finder vi ikke for ofte.”[12]

Paul von Klenaus holdning til det nazistiske styre var først og fremmest dikteret af hans situation som skabende kunstner i Tyskland og dybt forbundet med tysk kunst og kultur. Man kan uden vanskelighed finde såvel politisk naive som opportunistiske træk i den, hvad de ledende kræfter i det tyske styre uden tvivl også har gjort. De var velkendte med den slags henvendelser fra kunstnere som prøvede at undgå et ”Berufsverbot” i Tyskland og de under krigen besatte lande. Heroisme er ikke nødvendigvis en del af kunstnerisk talent. Men set med tyske øjne var Paul von Klenau ikke nazist. Han var for moderne.

(JBR)

Noter

I juni 1939, få måneder før krigens udbrud, flyttede Paul von Klenau iflg. sine erindringer til Danmark. De fleste kilder angiver 1940 som året for hans flytning, men da Klenau ofte opholdt sig i Danmark om sommeren og i øvrigt havde beholdt sin adresse på Frederiksberg, er der ikke nødvendigvis en modstrid mellem de to oplysninger. For Klenau betød flytningen ikke et brud med Tyskland og tysk kultur. I sine erindringer meddeler han, at han tog imod indbydelsen til at indtræde i bestyrelsen for Dansk-Tysk Selskab, der havde eksisteret siden 1916. Han var også gæst ved modtagelser hos den tyske gesandt og traf dér mange personligheder som i samarbejdsregeringens ånd søgte at fremme de kulturelle forbindelser mellem Tyskland og Danmark i de første år af besættelsestiden frem til august 1943, hvor regeringen trådte tilbage, og Dansk-Tysk Selskab lukkede.

Det lykkedes Klenau at få nogle af sine værker frem i Danmark: Det Kgl. Teater satte hans opera Elisabeth von England op i 1941; Statsradiofonien fejrede hans 60 års fødselsdag med en koncert, hvor Tuxen dirigerede hans 5 symfoni; og 6. og 7. symfoni dirigerede han selv i radioen.[1] Men efter samarbejdspolitikkens ophør og regeringens afgang 1943 ændredes den officielle holdning til Tyskland og dermed også til Paul von Klenau. Han blev isoleret i dansk musikliv, og hans sidste værker, bl. a. 8. og 9. symfoni, var ukendte i Danmark til opdagelsen af Klenaus manuskripter i Wien i begyndelsen af 2000-årene.

(JBR)

Noter

Paul von Klenaus endnu ufuldstændige værkliste er omfattende og indeholder både musikdramatik, orkesterværker, kammermusik og vokalværker komponeret over mere end 40 år fra begyndelsen af 1900-tallet til hans død 1946. Kun en mindre del heraf er tilgængelig i udgivelser eller indspilninger, og blandt dem er den tungest vejende genre, musikdramatikken, overhovedet ikke repræsenteret. Et dækkende billede af Klenaus musik kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt (oktober 2013).

De tilgængelige værker giver indtryk af en stilistisk udvikling, der nuancerer det ofte fremførte billede af Klenau som senromantisk epigon. Hans udgangspunkt, som det viser sig i 1. symfoni, 1908, er snarere klassisk-romantisk forankret i Beethovens og Brahms formverden og i Bruckners Wagner-inspirerede klangunivers. Symfonien er et svendestykke, og gælden til lærerne Max Bruch og Ludwig Thuille er tydelig, men ikke enerådende. En personlig udtryksvilje er også mærkbar – f.eks. i symfoniens langsomme indledning, der er formet som en selvstændig 1. sats.

Også som kammermusiker viser Klenau sig som en arvtager til den klassisk-romantiske tradition. Hans strygekvartet i e-mol fra 1911, der er nummereret som nr. 1 (han skrev unummererede kvartetter både før og senere), står tættere ved Schubert og Brahms end ved nytyskerne Bruckner og Strauss. De farverige modulationer (ofte til ”medianttonearter”) og de terts- og sekst-mættede klange fortæller om den grundige indføring i klassikerne, han havde fået i Berlin hos Max Bruch. Men man hører også Klenaus egen stemme i kvartetten og ikke mindst hans fortrolighed som violinist med strygeinstrumenterne.

Det senromantiske islæt med Richard Strauss’ og i mindre grad Gustav Mahlers orkesterlieder er derimod stærkt i de seks orkesterlieder Gespräche mit dem Tod, 1916. Genklange af slutsangen fra Mahlers ”Das Lied von der Erde” høres i den sidste sangs indledende afskeds-scene, mens Strauss’ orkesterbehandling og dynamiske frasering gør sig gældende i den afsluttende velkomst til døden. Strauss’ symfoniske digtninge synes også at være forbillede for Klenaus symfoniske digtning Paolo und Francesca, komponeret 1913 og revideret 1919.

Paul von Klenau omtaler i sine erindringer den betydning, som oplevelsen af Debussys opera ”Pelleas og Melisande” fik for ham. Efter først at have taget afstand fra værket blev han fængslet af Debussys recitativiske deklamation og ”impressionistiske” klangverden. Denne nyorientering mod det moderne viser sig allerede i det næste store vokalværk, den timelange sangcyklus Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke for baryton, kor og orkester efter Rainer Maria Rilkes prosadigt fra 1918-19, hvor sangstemmen er påfaldende recitativisk. Og den kommer fuldt til udtryk i Bank Holiday. Souvenir of Hampstead Heath for drengestemme/alt og orkester fra 1920. Yderdelene skildrer fårehyrden på heden i den tidlige morgen og ved solnedgang i et tonemaleri, der fremmaner de slørede konturer og dæmpede farver. Midterdelen illustrerer gøglet, der udspiller sig på markedspladsen, og her mærker man inspiration fra den unge Stravinsky – ”Ildfuglen” i første række, måske også lidt ”Petrushka”.

1920’nes ophold i Wien, tilknytningen til kredsen omkring Arnold Schönberg og måske studierne i tolvtoneteknik hos Josef Matthias Hauer kan have været medvirkende til, at Klenau i 1930’erne udformede sin personlige kompositionsteknik, baseret på en tolvtoneteknik med relationer til dur-mol tonalitet. Hans ven Alban Berg tilnærmede også tolvtoneteknik og dur-mol tonalitet i sin violinkoncert fra 1935, hvor den tilgrundliggende, terts-opbyggede tolvtonerække åbner for inddragelse af dur-mol tonale citater fra østrigsk folkemusik og en Bach-koral. Noget lignende kan være tilfældet i Klenaus operaer fra 1930’erne. Richard Hove skriver i sin biografiske artikel, at musikken ”i de sidste Operaer nærmest [er] i Slægt med en Schrekers senromantik, idet den dog karakteriseres ved store Citater af ældre – med Handlingen samtidig – Musik.”[1]. Det er næppe venligt ment, men med forbindelsen Schreker-Berg in mente (der er væsentlig for harmonikken i Bergs ”Wozzeck”), kan Hoves bemærkning tydes i den retning. Studier i den omfattende korrespondence mellem Klenau og Berg[2] kan måske belyse sagen og bidrage til en forståelse af Klenaus stilistiske udvikling i de år, hvor han komponerede sine store operaer.

Klenaus tonalt orienterede tolvtoneteknik spiller også en rolle i nogle af de værker, han komponerede sine sidste år i Danmark. Hans symfoni nr. 7, 1941, bygger på en tolvtonerække med mange kvint-intervaller og en affinitet til dur-mol tonaliteter. Denne tolvtonerække danner det tonale og harmoniske grundlag for værket, men den optræder desuden tematisk, motivisk og formdannende: Tolvtonerækken bruges som hovedtema i 1. sats og vender tilbage som fugatema i to af de følgende satser. Motiver fra tolvtonerækken/hovedtemaet optræder gennem hele symfonien – typisk som en art ”udviklingsmotiver” (i Brucknersk forstand) eller som ”obligat kontrapunkt” (i Beethovens forstand). Symfonien har de klassiske fire satser med tempofølgen hurtig, langsom, hurtig og hurtig, men formen har mere til fælles med Cesar Francks cykliske former end med den klassiske symfoni: Elementer fra 1. sats spores som kontrapunkt i 2. sats; 2. sats citeres som midterdel i 3. sats; og 4. sats er ingen selvstændig finale, men en syntese af de tre foregående satser, der kulminerer med gentoptagelsen af hovedtemaet fra 1. sats alias tolvtonerækken.

Det har ikke været muligt inden for de givne rammer at underbygge disse iagttagelser med rækketekniske analyser. Men hvis sådanne viser, at Paul von Klenau i dette værk og i de to strygekvartetter nr. 2 og 3, der ligeledes bygger på tolvtonerækker, nåede frem til en personlig syntese af overleverede genrer og former og en moderne tonalitetsopfattelse, så forstår man bedre den interesse og respekt, som nogle af Tysklands førende og demokratisk sindede kritikere omfattede hans musik med.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Noter

Paul von Kenaus status som dansk komponist var allerede et problem for Carl Nielsen (jf. tidligere citat) og var det også ved hans tilbagekomst til Danmark 1939. I sine erindringer skriver han:

”Jeg forsøgte at blive Medlem af Dansk Komponistforening og Coda. Men da jeg i over 35 Aar havde tilhørt Genossenschaft deutscher Tonsetzer (senere hed Selskabet Stagma) vilde jeg ikke melde mig ud af dette Selskab, som i de mange Aar paa den mest udmærkede Maade havde varetaget mine Interesser, og det fornemme Forslag, som Formanden for Stagma, Herr Ritter, gjorde Koda, at Koda skulde overtage mine Interesser for Skandinavien, blev afvist af Kodas Bestyrelse. Da Dansk Komponistforening har den Bestemmelse, at Medlemmerne skal være i Koda, kan jeg altsaa heller ikke tilhøre de danske Komponisters Forening, hvad jeg beklager. - Jeg maa indrømme, at de danske Organisationer opførte sig korrekt, men imødekommende kan man ikke kalde deres Stilling overfor mig. Tværtimod! Jeg kan ikke frigøre mig for den Følelse, at man hellere saa min Hæl end min Taa.”

Af Dansk Komponist Forenings bestyrelsesprotokol fremgår, at bestyrelsen i maj 1940 diskuterede, om man burde sende Klenau en blomsterhilsen i anledning af premieren på hans opera Elisabeth von England i Berlin. Det besluttede man ikke at gøre, da Klenau på dette tidspunkt ”ikke var medlem af nogen dansk organisation”. Frem til Klenaus død nævnes hans navn ikke i bestyrelsesprotokollen – hverken blandt de medlemmer, hvis medlemskab burde overvejes som følge af deres forbindelser til tyskerne under krigen, eller i forbindelse med hans død. Han kan derfor vanskeligt have været medlem, før han døde. Men i et jubilæumsskrift fra 1963 ved Sigurd Berg er Klenau nævnt blandt foreningens medlemmer, og i en officiel skrivelse til Danmarks Radio fra Dansk Komponist Forening dateret 28. november 1983, der oplister foreningens afdøde medlemmer, er Klenau ligeledes medtaget. Hvornår optagelsen (evt. som passivt medlem) er sket, er uafklaret.

(JBR)

Denne værkliste er fremkommet ved at sammenstille værkfortegnelsen i Klenau artiklen i leksikonet Musik im Geschichte und Gegenwart med beholdningen i Det kgl. Bibliotek og Dansk Center for Musikudgivelser. Der findes endnu ingen fuldstændig værkfortegnelse.

Vokalmusik

1. Vokalværker med orkester:
Jerichos Mure for kor og ork. (1902/03), Ebbe Skammelsen for baryton og ork. (1911), dele af 3. symfoni (1913) se Ork.værker eller: Davids Salme 90 (”Gebet um Gnade”) slutkor for sopran solo, kor og orkester fra 3. Symfonie i f-mol, Gespräche mit dem Tod (Rudolf G. Binding) for alt og ork. (1915), Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke (Rainer Maria Rilke) for baryton, bl.kor og ork. (1915), Hymne for blandet kor med orkester (tysk tekst ved Klenau) (1918), Jahrmarkt bei London (Bank Holiday. Souvenir of Hampsted Heath) for drengestemme eller alt og ork. (1920), 4 Lieder til digte af Hölderlin for middel stemme og orkester (dateret Frankfurt 20.juni 1942), Arabesker (J.P.Jacobsen) for baryton og ork. (1940-44?), 9. symfoni for kor, solister og orkester (1945, se ork.værker).

2. Sange:
Livets Have (Berlin, 1901), "Dass du mich liebst" (H. Heine) (1902), Drei Lieder (sangstemme og klaver) Im Kahn ("Schaukelt weiter mich ihr Wellen") af Cäsar Flaischlen ; 2. Der Reiter ("Ich sah zurück") af Gustav Falke ; 3. Meine Rosen ("Freu dich ihrer") af Cäsar Flaischlen (1904), Lieder (for stemme og klaver) ’Ich komme bald, ihr goldnen Kinder’ (Goethe) (1907), ’Nun die Schatten dunkeln’ (Emanuel Geibel) (1907), ’Die Beiden’ (Hugo v. Hofmannsthal) (1907), Ruhe der Nacht (Joseph v. Eichendorff) (1907), Schlaflos (Theodor Storm) (1907), Wonne der Wehmut (Goethe) (1907), 5 Lieder (Friedrich Hölderlin, Clemens v. Brentano, Richard Dehmel, Cäsar Flaischlen, Max Dauthendey) op. 2 (1907/08), Gruss von Dehmel (R.Dehmel), 3 Lieder (1911), Sange (Sophus Michaëlis), 6 Lieder (1917), 3 sange til digte af Jonas Bille (1917), Fünf Lieder zu Kinderreimen (1918), På Vagt, Marsch (anonym) (1918), Danske Studenter. Marsch (anonym) (1919), Nu er vore skove dunkle (Helge Rode) (1919), Jeg elsker dig, du unge Brud (1920), 3 sange (Jeppe Aakjær) (1923), Irisches Hirtenlied (Sangstemme og klaver), (1937), Zwei Lieder aus Rembrandt van Rijn (sangstemme og klaver) (Lautenlied, Liebeslied) (1937), Lied für Pat's baby for Kl. med underlagt tysk tekst (1937) 14 Lieder an eine Unbekannten (1940), Lieder (Renthe Finck, R.M.Rilke, Søren Kierkegaard) (1941), 4 Hölderlin-Lieder (1942), 4 von Platen-Lieder (1942), 20 sange til tekster af Ludvig Holstein (ca. 1942, udgivet af DCM 2010), Seks Solsange (sang og Kl.) (tekster af Klenau selv udgivet til melodier fra hans Holsteinsange af Engstrøm & Sødring 1942), 6 Lieder zu italienischen Gedichten (1944), 9 Lieder zu Friedrich Nietzsche’s Das Nachtlied fra "Also sprach Zarathustra" (1944), 6 von Platen-Lieder for T, Fl. Og Kl. (1946), Bryllupssang til Frk. Ebba Schous Bryllup (Udgivet hos Chappell under titlen: 'To my bride') (udateret).

Sceneværker:
Sulamith (Biblen efter Joh. Herders tyske oversættelse), Opera 1 Akt 6 billeder (1913 München), Tannwo (opera komponeret omkring 1913-14, partituret er forsvundet), Klein Idas Blumen (efter H.C.Andersen), ballet (1916 Stuttgart), Kjartan und Gudrun (Klenau), opera (1918, Mannheim) revideret som Gudrun auf Island (1924 Hagen i Westfalen), Marion, ballet (1920 København), Die Lästerschule (Rudolf Stephan Hoffmann efter R.B.Sheridan) komisk opera (1926 Frankfurt a.M.), Michael Kohlhaas (Klenau efter Heinrich v. Kleist) opera 4 akter (1933 Stuttgart, revideret 1934 Berlin), Rembrandt van Rijn (Klenau), opera i 4 akter (1937 Berlin og Stuttgart (doppeltpremiere)), Elisabeth von England (Klenau) (1939 Kassel), revideret som Die Königin (1940 Berlin), dansk Dronningen (1941 København), Abelard og Heloise (ikke komponeret, kun tekstforlægget blev lavet ca. 1939), König Tannmor, musikdrama 3 akter i seks billeder (efter 1940), Charlotte Corday (bl.a. med Klopstocks digt ved Charlotte Cordays grav i epilogen, 194? København), Fårekyllingen ved Arnen (Heimschen am Herd; Klenau efter Charles Dickens) (1944/45), Die Schuldige. Tragödie mit Musik in 10 Bildern (tekst af Klenau) (udateret).

Instrumentalmusik

1. Orkesterværker:
1. symfoni f-moll (1907), 2. symfoni (1907?), 3. symfoni (Te Deum (Davidssalme 90)) f-moll for soli, kor, orgel og ork. (1910), 4. symfoni (Festsymfoni 3 symfoniske digtninge)***** (1913?), Paolo und Francesca: aus Dante: Divina Comedia. Inferno, V. Gesang, symfonisk digtning for stort ork. (1913 rev. 1919)¹, Altdeutsche Liedersuite for lille ork. (1934), Festsymfoni. symf. Digtning (1938), 5. symfoni (Triptikon/Triptychon) (1939), Concerto grosso d-moll for strygeork. og klaver (1940), Violinkoncert G-dur (1941), 6. symfoni (Nordische Symphonie) (1941), 7. symfoni (Stormsymfoni) (1941), 8. symfoni (im alten Stil) (1942), Klaverkoncert (1944), 9. symfoni med vokalstemmer (1945) med latinske tekster i mere end 8 satser.

2. Kammermusik:
Wiegenlied for violin og klaver (1904), Str4tet a-moll (1904), Klaver4tet h-moll (1908), Klaver5tet (1911), Str4tet e-moll (1911), Sonatine for violin/fløjte und Viola (1941), 2. Str4tet (1942), 3. Str4tet (1943), Sonate for cello og klaver (1943), Sonate for violin og klaver ((1943/44), Suite for fløjte, violin og klaver (1944), Sonate for viola da gamba/ cello og klaver (efter 1940), Str4tet (Frühlingsquartett).

3. Klaverværker:
Ein Märchenkranz, 6 små klaverstykker (udateret ungdomsværk).1. sonate E-dur ((1907), Geschichten von der Vierjährigen, 9 klaverstykker (1915, måske allerede 1908), Klein Idas Walzer efter balletten Klein Idas Blumen (1916), Drei Stimmungen (1918), Kløver (Klee) (1919), Barndomsminder (Kinderheitserinnerungen) (1920), Vier Klavierstücke (1921), Sechs Präludien und Fugen, 1.Heft (1938), 2.Heft (1941) [hver 6 Stykker], Sonatine E-dur (1942/44, udgivet af DCM 2010), Sonatine f-moll (1943, udgivet af DCM 2010).

Noter

1 Claus Røllum-Larsen: Peder Gram dirigerede Klenaus symfoniske digtning for orkester, Paolo og Francesca, ved en koncert i Dansk Koncert-Forening den 7. april 1919. (Værket blev i sin tid førsteopført i 1904???)

Paul von Klenau: Erindringer 1944. Utrykt manuskript under redaktion af Eva Hvidt, Det Kgl. Bibliotek, 2013.

-:  ”Æstetiske Problemer i moderne Musik” i: Gottfred Skjerne (red.): Tidsskrift for Tonekunst, 1. årg. 1917, s. 7-9.

-:  ”Arnold Schönberg” i: Gottfred Skjerne (red.): Tidsskrift for Tonekunst, 2. årg. 1918, s. 129-131.

-:  ”Paul von Klenau og dansk Musikliv” i: Tidsskriftet ”Masken”, 8. årg. 1918, nr. 3, s. 51-52.

Richard Hove i: Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg., København 1937.

Michael H. Kater: The Twisted Muse. New York, Oxford University Press, 1998.

Fred K. Prieberg: Musik im NS-Staat. Köln 2000.

Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns koncertrepertoire 1900-1935. København 2002.

Michael Fjeldsøe: ”Paul von Klenau, Alban Berg og den ’toneartsbestemte’ tolvtonemusik” i: Musik og Forskning bd. 29, Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, 2004.

Carl Nielsen: Brevudgaven bd. 6, København 2010.

Thomas Michelsen: Noter til DACAPO cd 8.224183.

Michael Fjeldsøe: Noter til DACAPO cd 8.226175 og 6.220532.

Symphony No. 1; Symphony No. 5; Paolo und Francesca
Odense Symfoniorkester, Jan Wagner
Paul von Klenau: Orkesterværker Vol. 1
Dacapo 8.224134 (2000) CD

Symphony No. 7; Gespräche mit dem Tod
Odense Symfoniorkester, Jan Wagner, Susanne Resmark (sopran)
Paul von Klenau: Orkesterværker Vol. 2
Dacapo 8.224183 (2002) CD

Die Weise von Liebe und Tod des Cornetts Christoph Rilke
Odense Symfoniorkester, Paul Mann, Bo Skovhus (Baryton), Tjekkisk Filharmonisk kor
Paul von Klenau: Die Weise von Liebe und Tod des Cornetts Christoph Rilke
Dacapo 6.220532 (2007) CD

String Quartet in E minor; String Quartet No. 2; String Quartet No. 3
Sjællands Strygekvartet
Paul von Klenau: Strygekvartetter 1,2 og 3
Dacapo 8.226075 (2008) CD