Johan Hye-Knudsen voksede op i Nyborg hvor hans fader var musikdirektør for byens militærorkester, og hvor han modtog sin første musikundervisning. 1913-15 studerede han cello på Musikkonservatoriet med Albert Rüdinger som lærer og derefter i Paris hos André Hekking. Efter studierne blev han ansat som solocellist i Helsingborg symfoniorkester, og 1919 blev han kapelmester på Scalateatret, der under Frede Skaarups ledelse havde en storhedstid med operetter og revyer i pragtopsætninger.
1922 konkurrerede Johan Hye-Knudsen sig ind i Det Kgl. Kapel som cellist. To år efter debuterede han som dirigent på teatret, og 1925 blev han Kgl. kapelmester – en stilling som med to års afbrydelse blev hans livsværk. Johan Hye-Knudsen var desuden meddirigent for Studentersangforeningen 1927-46 og kapelmester for Københavns kommunes koncerter i Fælledparken 1934-52.
Som komponist gjorde Johan Hye-Knudsen sig især gældende som kantatekomponist, bl.a. med kantaten Ti Tusinde Aar i Danmark til Nationalmuseets genindvielse i forbindelse med inddragelsen af Prinsens Palæ 1938. Tidens nationalistiske tendenser gør sig angiveligt gældende både i H. H. Seedorff Pedersens tekst og i musikkens tonale forankring. I de tidligere værker fra 1920’erne kommer Johan Hye-Knudsens engagement i den moderne musik klarere til udtryk, f.eks. neobarok inspiration i Kammerduetterne for fløjte og cello, der blev opført i Det Unge Tonekunstnerselskab 1930.
Johan Hye-Knudsens hovedværk er operaen Kirke og Orgel fra 1947 efter Holger Drachmanns novelle der blev opført på Det Kgl. Teater. Et kort uddrag er bevaret i Hegermann-Lindencrones båndarkiv og overført til cd[1] og demonstrerer en klassicistisk stil hvor enkel ariemelodik kulminerer i raffinerede vokaliser.
(JBR)
Noter
[1] Stjernestunder på Det Kgl. Teater, Naxos 8112002-2