Selvfølgelig cirkulerer Eric Andersen i cyber space – i skikkelse af en virtuel pyramide, der surfer og spionerer rundt på nettet. Denne, Andersens pyramide, konstruerer sig selv ved hjælp af det digitale materiale den modtager. Den skaber en ny slags hieroglyffer og et sprog kodet af form og billeder. Materialet kryptograferes og returneres i stærkt bearbejdet form til modtagere, der ikke aner hvorfra informationerne kommer. Man vil kunne rejse i pyramidens gangsystemer og kamre eller på pyramidens overflade, hvor man som sten vil kunne aflejre ekstra digitalt materiale. Dette materiale vil atter blive kryptograferet og vil indgå i pyramidens stofskifte med dens konstante indtagelse, fordøjelse og udsendelse af digitale rum, billeder og sprog. Denne virtuelle skulptur vil efterhånden fremstå som en levende organisme af helt uoverskuelige, mytiske dimensioner.
Havde det ikke været for en international konference for astronomer i Delhi og en enstemmig resolution henvendt til FN der indeholdt et VETO mod kunstnerisk anvendelse af det ydre rum, havde Eric Andersen cirkuleret i det fysiske verdensrum. For var hans astro-projekt med titlen: MARIANNE – An Eiffel Tower in Space, blevet realiseret, ville han have installeret de første menneskeskabte stjerner, - 1,4 millioner kilometer borte fra Jorden, i det såkaldte Lagrange Point 2. En stjernekonstellation der i al evighed ville have været synlig for alle på klodens natside. Alligevel har Andersen åbnet mulighed for at arbejde med det største af alle kendte fysiske offentlige rum: Universet.
Læs mere om astro-projekt med titlen: MARIANNE – An Eiffel Tower in Space
At Eric Andersen således i dag inddrager det virtuelle og det kosmiske rum er ganske indlysende. Han har nemlig siden de tidlige 1960’ere interesseret sig for sammensmeltning af kunst, videnskab og teknologi og skabt værker gennem computerteknologi og styringssystemer.
Hans Solplæne er en cirkelformet græsplæne, der teknisk er styret, så den altid vil dreje sig efter solen. Plænen er løsrevet fra den omgivende flade og uafhængig af jordens rotation, altid vinkelret på aksen til solen. Inden teknologien muliggjorde cyber ”space” og indsættelse af menneskeskabte stjerner i universets enorme vidder, nøjedes Andersen med hyppige tilstedeværelser eller fraværelser på jordklodens overflade. Han har i årevis udtænkt forestillinger og manifestationer, der foregår i offentlige rum: Gader, pladser, parker, passager mm. Her har han ladet begivenheder udfolde sig på nøje fastlagte tidspunkter efter nøje fastlagte mønstre. Taler vi således om cyber ”space” og universets ”space” er der altså også tale om ”space” i jordisk forstand. Vores rum - udfoldelses - muligheders pladser.
Eric Andersen arbejder i tid og rum. Time and space.
Installationer, hændelser (events) og optræden (performances) inddrager ofte mange former for rekvisitter, bruger avanceret teknologi og inddrager et stort antal tilskuere. I disse begivenheder optræder en række karakteristika: Timing, forventningsbrud, gåder, bevidst modstridende instruktioner der umuliggør handlingen, men altid overraskende indblik og udsyn.
Eric Andersen er oprindeligt uddannet komponist. Det er dermed naturligt at lyd er et gennemgående træk i mange af hans arbejder. Lyd – dette æteriske fænomen, der nok lader sig måle, men ikke kan gribes og kun eksisterer for vore sanser i skabelsesøjeblikket.
På den hjemlige scene og internationalt er Eric Andersen én af de mest markante og betydende kunstnere indenfor feltet intermedia og performance. Han var med til at skabe det internationale netværk Fluxus, som han har virket sammen med siden 1962. Men allerede inden Fluxus havde han arbejdet intermediært, det vil sige arbejdet med nedbrydning af mediernes grænser. Intermedia betegner en syntese af forskellige former for hændelser, der finder sted i områder mellem musik, litteratur, poesi, skulptur, billeder og andre kunstformer. Grænserne er udviskede og de manifestationer vi ser, er sammensmeltninger, der danner helt nye former.
Læs Eric Andersens tekst om fluxus
Det centrale i de fleste af Eric Andersens manifestationer eller OPUS er publikum. Dette inddrages næsten altid som aktivt medvirkende og det er ofte publikum, der er udfaldsgivende for manifestationens udfald. Denne vil derfor i sagens natur få flygtighedens og tilfældighedens præg, dog altid med Andersens timing som bestemmende faktor.
Skal man rubricere Eric Andersens værk så hører det til i det væsentlige og livsbekræftende afsnit af kunsthistorien, der først og fremmest med futuristerne, til dels med dadaisterne og senere med Fluxus som bannerførere har forrykket tyngdepunktet fra det færdige værk til den skabende proces. Disse arbejdsformer, der indledtes for snart hundrede år siden har udvidet kunstbegrebet og den snævre opfattelse af kunstværket som et synonymt udtryk for kunstnerens individualitet. Kunstbegrebet i dag er i stand til at rumme en ny uforudsigelig virkelighed med et hav af tilfældigheder, nye systemer og spilleregler.
Andersens manifestationer forbløffer ved deres åbne karakter. De lader sig som regel ikke definere i form af fysisk størrelse, men indbyder ved deres struktur til handling og særlig til eftertanke. Denne åbne karakter gør det muligt altid at tolke dem individuelt. Vi har ikke mere at gøre med et udtryk for en kunstners individualitet men med et værk der er fortolkningsmuligt i dets egen individualitet og i vores. En vigtig ting er desuden et befriende fravær af moraliserende eller politiserende under – eller overtoner. I stedet er der er en åben mulighed for berøring med en kosmisk humor – om man vil. Ikke som et underliggende ”must” – men som en pludselig tilstedeværelse, skabt af tilfældets højere logik. Grundstrukturen i mange af Andersens projekter er klassiske former og strukturer: Cirkler, ovaler, ellipser osv. Dermed er der indbygget en overordnet universel lovmæssighed.
Man kan selvfølgelig overvære og betragte Eric Andersens manifestationer med passiv nysgerrighed. Men hensigten er først og fremmest at man indbygger sig selv i værket, at man følger opfordringen og deltager aktivt i handlingen. Det er først dér, det fascinerende sker. Først som deltager bliver man selv aktiveret og kan følge og føle de opstillede strukturer og orientere sin egen organisme og intellekt efter disse. Man bliver for en flygtig stund del af et univers med dets egen lovmæssighed og dybt opmærksom på egne og medaktørers reaktioner og handlinger i et af Andersen fastlagt, men som regel fuldstændigt åbent regelsæt. Et regelsæt, der for så vidt viser sig lige så gyldigt, som normalstrukturen i vores dagligdag. Det er blot anderledes. Karakteristisk er følelsen, når ”spillet” ophører: En dyb fornemmelse af savn – tab. Som når man som barn får frataget et kært stykke legetøj eller bliver kaldt op at spise midt i en leg i gården. Det medvirkende publikum ser således offentlighed, rum, struktur og handlingsmønstre på en ny måde. Uden at få noget påtvunget, at få noget lagt hen over sig. Således vil det deltagende publikum til enhver tid være forskelligt – og udfoldelserne - handlingerne – vil være andre – lovmæssigheder eller ulovmæssigheder.
(2004
)
