Af Martin Gerup, pæd. leder af DIM, Roskilde

For tre år siden kom rapporten “Modeller for en styrket musiklæreruddannelse med henblik på folkeskolen”. En af rapportens styrker var forslaget om samarbejde mellem musiklæreruddannelsen og musikkonservatoriet. Den blev sendt til høring hos de involverede parter, og siden er der ikke sket noget. Skiftende undervisningsministre har ikke kunnet finde tid til den, og konservatorier og læreruddannelser har ikke givet lyd fra sig. Det er rigtig ærgerligt, for det ser i dag mere sort ud for uddannelsen af musiklærere i Danmark end i 2009. Rytmisk Musikkonservatorium har nu helt droppet den pædagogiske linje og koncentrerer sig nu om at profilere sig som en kunstnerisk uddannelse. Det samme gør Jysk Konservatorium. En af de få musiklæreruddannelser, der nu er tilbage er musiklinjefaget på professionshøjskolerne. Men søgningen til musiklinjefaget er faldet fra 400 studerende i 2006 til 200 studerende i 2008 og det fortsætter nedad. 

Der er mange argumenter der kan forklare den tragiske udvikling. 10 års fokus på Pisa-undersøgelser. Manglende ressourcer til læreruddannelsen. Manglende lyst blandt de mange musikglade unge til at blive musiklærere i folkeskolen.

Ud af disse forklaringsmodeller vokser et frustreret uddannelsessystem, der polariserer sig ifht egne interesser.

Men rapportens forfattere bliver stillet nogle relevante spørgsmål: 

Kan konservatorierne levere musikere, der også ved hvordan man organiserer musikevents i en folkeskole?

Hvordan vil musiklæreruddannelsen tiltrække og fastholde dygtige musikere og sangere?

Hvordan kan folkeskolen give de kreative fag kreative rammer, så den kan konkurrere med de unge menneskers egen musiktilværelse udenfor skolen?

Erfaringerne viser at både musikere og konservatorieuddannede giver op efter kort tid, fordi de mangler værktøjer til at håndtere situationen i klassen.

Men mest forstemmende er, at alt for mange linjefagsuddannede også holder op med at undervise i musik eller ender på et lavt ugentligt timetal. Alle siger samstemmende, at det er for hårdt at undervise i folkeskolen. Så vi bliver nødt til at lave en musiklæreruddannelse, der hænger sammen med en folkeskole parat til at retænke sin musikundervisning. Det er ikke noget alternativ.

Der er dygtige folk som aldrig før

Det er et kæmpe paradoks, at musiktimerne i folkeskolen for 50 % af timernes vedkommende ikke bliver afviklet, mens interessen for musik, sang og spil aldrig har været større. Alle vil lære at synge og spille og det eneste vi mangler er nogen til at tage sig af det. Børnene har brug for rollemodeller, der samtidig er dygtige pædagoger. Derfor er det oplagt, som rapporten også anbefaler, at samtænke konservatoriets faglighed med læreruddannelsens pædagogiske dimension. Det giver rigtig god mening. Som Lisbeth Frostholm skriver i sin februarbøn, så går de konservatoriestuderende ned fordi de ikke har de rigtige værktøjer til at håndtere 25 elever ad gangen. Men vi må som sagt også besvare spørgsmålet om, hvad der kan give de dygtige unge mennesker lyst til at undervise i folkeskolen, og hvilke arbejdsbetingelser, der får dem til at blive. For de er der. De spiller og synger derude som aldrig før.

Morgensang og langstrakte forløb med plads til alle

Den morgensang der, som Lisbeth Frostholm skriver, kan give fornemmelsen af at der nærmest er en engel tilstede. Den er et særsyn. I halvdelen af de danske folkeskoler må eleverne helt undvære musik i det daglige, og den anden halvdel bliver læst af ikke faguddannede musiklærere.

Der skal mere til end det vi kender i større målestok. Vi skal have fat i de unge igen, så de får lyst til at dele ud af deres musikalitet til børnene i folkeskolen.

Det er ikke sikkert, at det er en god ide at fortsætte med at kun at tænke musikundervisning som et fag der kan afvikles i ugentlige forløb på timebasis. Det er muligt at musik skal indtænkes som en del af skolens daglige aktiviteter, som netop morgensang f.eks. Det er muligt, at vi skal være bedre til at inddrage musikken som en del af den daglige undervisning. Evt. i forbindelse med skolens øvrige fag. Både matematisk og sproglig læring kan nyde blomsterne af musikkens kundskabsbusk. Ligesom det er nærliggende at tænke musik ind i længere og mere dybtstikkende forløb med fokus på opsætning (teater, drama, koncerter osv.)

De allerfleste kreative processer udenfor skolen foregår i sådanne langstrakte forløb. Med forberedelser, øvning osv. op til en aflevering. Det pædagogiske miljø påpeger måske ikke nok behovet for store, samlende aktiviteter som teaterforestillinger, koncerter, drama, kor og korteater. Sådanne ting er nemlig ikke musiklærerens modstander. Når man samler sig om musiske fællesprojekter er det kun fantasien der sætter grænser for hvilke læringsrum, der kan komme i spil. I sammenhængende musikprojekter er der plads til både sangere, rappere, digtere, dansere og musikskolebørn der kan spille. Her er plads til computernørder, film- og billedmagere, lyd- og lysfolk, sceneteknikere og billedkunst. Her er brug for illustratorer og  kommunikationsmedarbejdere til forestillingens folder, fotografer og plakatkunstnere. Der er plads til stjerner og vandbærere. Skuespillere, sminkører, stuntmen, trolde og prinsesser, tøjdesignere og påklæder. Mad til de optrædende. Dansk, matematik, engelsk. Vi kan godt som komponister begejstre lidt mere bredt, når vi snakker om det her. Og huske på, at uanset hvor gerne vi ønsker musik som timefag, så får eleverne i den timebaserede musikundervisning ikke blik for alle disse processer.

En folkeskole der gerne vil have musikundervisning, men som mangler den dygtige lærer ser man ofte ude i det lokale miljø indgå partnerskaber med kreative folk, der kan levere disse lange forløb. Disse forløb passer ofte også rigtig godt til professionelle musikfolks øvrige planlægning med turneer, pladeindspilninger osv. hvorimod folkeskolens timebaserede undervisning ofte vil være en praktisk forhindring.

Nedskæringer, mistillid og musikundervisningens barndomstraumer

Måske er jeg på pædagogisk kollisionskurs, men jeg mener oprigtigt at kunst og kulturområdet er for vigtigt til at ende i offermentalitet og ressourcespørgsmål. Vi skal passe på ikke at lade os blænde af en påholdende krisefokuseret politisk dagsorden. Den må ikke vælte os omkuld. Nedskæringer og pointsystemer må ikke forhindre os i at se det meget væsentlige problem, at en del af den manglende interesse for musiklinjefaget hænger sammen med de unges oplevelser af deres egne musiktimer da de selv gik i folkeskole. Bare spørg dem! De elsker musik, og de kunne godt tænke sig at undervise. Bare ikke i folkeskolen.

De kan naturligvis huske det gode. De elsker jo musik. Men de kan også huske de vrangvillige elever. De kan huske dem, der ødelagde instrumenterne, så man ikke kunne komme til at spille. Lærerens frustrationer over at anlægget ikke virkede, slåskampe om mikrofoner og trommesæt.

Mange af os kender hinanden. Danmark er et lille land. Jeg har stor respekt for Lisbeth Frostholm og andre af folkeskolens musikundervisnings helte. Enhver der har prøvet det ved, at det kræver et fantastisk overskud at undervise i musik i folkeskolen. Mit ærinde er de nye generationer. De der skal komme efter os. Vi har et ansvar for dem. 

De har åndet lettet op, når de har kunnet sidde med deres guitarhold ovre på musikskolen og være sammen med nogen, der virkelig ville musikken. De har fået sig en oplevelse for livet på deres musikefterskole og måske fortsat på musikgymnasium eller MGK, og musikken er blevet en ligeså fast bestanddel af deres liv som at spise og sove. Men de skal for alt i verden ikke ud og undervise i folkeskolen.

Kombiner konservatoriet og linjefagsuddannelsen

Så bolden lander altså på de højere læreranstalter. Musiklinjefaget må musik- og praktikteste allerede i starten af uddannelsesforløbet, så man undgår lærerstuderende med for ringe faglige og pædagogiske kvalifikationer.

Et minimum for at blive musiklærer må være at man kan synge og spille. Samtidig med man underviser. Det skal man ikke lære først.

De unge mennesker har brug for noget der swinger. En ny horisont. Et fremtidsmål der giver appetit på musiklærerlivet. De har brug for at blive anerkendt for den kæmpeindsats de har gjort for at blive dygtige til at spille og synge. At føle sig udvalgt. De har brug for en optagelsesprøve, og de har brug for praktik.

Det var det, der var på vej med den nye rapport, og som nu er stoppet. Det er rigtig ærgerligt. For det kræver overordentligt store menneskelige og musikalske egenskaber at kunne undervise folkeskolens klasser i musik. Og dem det lykkes for er helte. I bogstaveligste forstand.

Så lad os uddanne heltene, der skal redde musikundervisningen. Få institutionerne til at arbejde sammen, kombiner det bedste fra konservatoriet og linjefagsuddannelsen og tænk musik ind i skolens hverdag. Og få de unge mennesker ud i praktik så hurtigt som muligt.