”Beretningen om et forudsigeligt mord” skrevet af forfatteren Gabriel Garcia Marquez ligger til grund for en ny opera med titlen Angelo. Det er komponisten Lars Klit, der tidligere har haft stor succes med flere af sine kammeroperaer, der står bag musikken. Teksten til operaen er skrevet af Jesper Lützhøft, der tidligere har været chef for Den Anden Opera i København.
Historien starter med et bryllup og ender med et mord, et mord som alle forsøger at forhindre, og som morderen på sin vis heller ikke ønsker at begå. Man kan, hvis man vil, trække paralleller til f.eks. æresdrab; men det der har ligget Lars Klit og Jesper Lützhøft på sinde, er fortvivlelsen over vold som konfliktløser, om det så er æresdrab, bandeopgør eller interventionskrige. Det forudsigelige mord – den forudsigelige dumhed, er den dynamo eller skruetvinge som driver handlingen frem mod det uundgåelige skæbnesvangre mord.
Operaen iscenesættes af Ulla Gottlieb, der har en stor karriere som iscenesætter i Sverige og forestillingen dirigeres af den unge Maria Badstue, der her får sin hidtil største opgave med at holde styr på de 9 sangere og 14 musikere i orkestret der både indeholder klassiske strygere, engelskhorn og harpe som elguitar, sampler og trommesæt.
Læs mere her: www.angelo-opera.dk
Premiere på Angelo 11. maj 2012 kl. 20.00 i Pakhus 11,
Dampfærgevej 2, 2100 Kbh. Ø.
Forestillingen spiller til og med 22. maj.