Erik Norby fik en professionel musikuddannelse allerede i drengeårene som medlem af Københavns Drengekor og som trompetist i Tivoligarden. Han fortsatte på konservatoriet med trompet som hovedfag, men trangen til selv at komponere tog overhånd, og han skiftede til komposition og musikteori, hvor han bl.a. fik Leif Kayser som lærer i instrumentation og Per Nørgård i komposition.

Begge lærere fik afgørende indflydelse på Erik Norbys løbebane som komponist. Han blev en fremragende instrumentator og vandt internationale priser for sin orkestermusik. Og som deltager i Per Nørgårds hold af kompositionsstuderende stiftede han bekendtskab med den internationale ny musik og deltog i det oprør mod ”konservatorie-konservatismen”, der førte til at læreren og hele holdet flyttede til Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han tog sin diplomeksamen i komposition 1966.

Allerede i de sidste studieår virkede Erik Norby som teorilærer på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg, og han fortsatte her som docent indtil 1975, dog med bopæl i København hvor hans hustru, operasangerinden Solveig Lumholt, var solist på Det Kgl. Teater. Jazzsangerinde Cæcilie Norby er datter af ægteparret. Efter 1975 levede Erik Norby som fri komponist, til han i 1988 blev docent i instrumentation og musikteori på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

(JBR)

Erik Norby debuterede som komponist allerede 1963 og fik sit internationale gennembrud med orkesterværket Regnbueslangen, der blev opført med stor succes på ISCM festivalen i Boston 1976 og fremhævet på den internationale radiofoni-festival Rostrum i Paris. Instrumentalmusikken – navnlig orkesterværker – vejer tungt i hans produktion frem til 1978 sammen med kammermusik for blæsere. Derefter bliver vokalmusikken – især lieder med klaver eller orkester – den dominerende genre. Sideløbende hermed sker der er stilistisk udvikling fra de tidlige værkers eksperimenter med tolvtonemusik og serielle teknikker mod en senromantisk eller impressionistisk fase i 1970’erne og 80’erne og videre mod en personlig afklaring i de sene lieder fra 1990’erne.

Læs mere om Erik Norbys instrumentalmusik her.

Læs mere om Erik Norbys vokalmusik her.

(JBR)

Som kompositionselev af den kun fire år ældre Per Nørgård blev Erik Norby sporet ind på den musikalske modernisme i 1960’erne. Men i det lange løb var det nok indflydelsen fra hans lærer i instrumentation, den væsentligt ældre og konservativt sindede Leif Kayser, der fik den største betydning for hans instrumentalmusik.

Det fremgår allerede af Erik Norbys valg af instrumentarium og genrer. Modernismens forkærlighed for det blandede ensemble med slagtøj præger ikke værklisten, det gør derimod det klassisk-romantiske symfoniorkester og de symfoniske genrer. Mere end en tredjedel af de ca. 25 værker, Norby komponerede, fra de tidligst registrerede forsøg, klaverbearbejdelserne af danske folkeviser fra 1961 og frem til 1978/79, er orkesterværker og blandt dem er en sinfonia, to koncerter og to symfoniske digtninge.

Alene dette forhold viser, at Erik Norby efter læreårenes introduktion til dodekafoni og serialisme og de første forsøg heri (f.eks. Illustrationer for slagtøj, 1963 og Musik for 8 sekstetter for orkester, 1966) søgte til modernismens rødder i Mahlers, Richard Strauss’ og Debussys musik. Men det betyder ikke, at Norby lagde sine modernistiske erfaringer bag sig. Hans orkesterværker fra 1970’erne – især de to symfoniske digtninge Corps Celeste, 1970 der skildrer en stjernes fødsel, og Regnbueslangen, 1975, der illustrerer en indiansk legende – er nok programmusik i senromantisk forstand med tydelig tonal forankring. Men harmonisk og klangligt er de samtidsmusik med tætte clusterklange og moderne orkesterbehandling.

Læs komponistens programnote til ”Regnbueslangen” her.

Efter Regnbueslangen komponerede Erik Norby bl.a. to capriccioer i form af solokoncerter for instrumenter, som han havde et ganske særligt forhold til: Illumination for solofløjte og orkester, 1977, og capriccio for trompet og strygeorkester og klaver, 1978. Især det sidstnævnte værk viser en tendens bort fra det illustrative mod et mere absolut forløb, hvor musikkens iboende kontraster motiverer en symfonisk udvikling. Solotrompeten står her for det melodiske, mens klaveret repræsenterer et rytmisk/akkordisk stof. Modstillingen af disse to elementer skaber spændinger, der giver det knappe og koncist formede værk en indre dynamik, som peger frem mod et symfonisk forløb.

Erik Norby komponerede sin tidligste symfoni, Sinfonia da requiem, i 1968, men han var utilfreds med resultatet og trak senere værket tilbage. Dele af det genopstod i det værk, der kan ses som resultatet af en symfonisk ambition, han gav udtryk for i samtaler med nærværende forf. Nemlig Edvard Munch-trilogien, 1979 med undertitel: ”(Et Requiem) Symfonisk transformation for orkester og blandet kor efter tre af Edvard Munch’s grafiske værker”.

Titlen peger på tre elementer som Erik Norby kombinerer i sit værk: Den gregorianske dødsmesse, hvor leddene Introitus (”Requiem aeternam”) og Sekvens (”Dies irae”) citeres tekstligt og musikalsk i 1. og 3 sats. Det programmatiske, hvor Edvard Munchs tre grafiske arbejder ”Skriget”, ”Den syge pige” og ”Sørgemarch” ligger til grund for værkets tre satser sammen med Ole Sarvigs fortolkning af billederne.[1] Og forsøget på at skabe en symfonisk helhed gennem den motiviske sammenkobling af 1. og 3. sats med Dies irae-motivet som ledetråd og den harmonisk-modale[2] udvikling.

I denne treklang af inspirationer virker Munchs billeder som stikord. ”Skriget” fortolkes som udtryk for dødsangsten, der kulminerer, hvor koret og derpå de dybe blæsere citerer Dies irae-motivet i 1. sats. Det klinger videre som et svagt ekko i 2. sats, hvor ”Den syge pige” skildrer livets ophør – ikke som en dødskamp, men en sart blegnen og et svindende pulsslag. 3. sats’ ”Sørgemarch” anslår igen Dies Irae-motivet med et citat fra 1. sats som et tilbageblik over livet fra rædsel til afklaret ro.

Formalt danner de tre satser en symmetrisk helhed, hvor de dynamiske ydersatser indrammer den statiske midtersats bundet sammen af motivisk stof og af markerede orgelpunkter. Edvard Munch-trilogien står centralt som et hovedværk i Erik Norbys produktion og som bindeled mellem de to faser i hans livsværk – den instrumentale og den vokale.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Noter

Erik Norby skrev ca. 35 værker i de sidste 25 år af sin aktive komponistkarriere. Af dem er ca. to tredjedele vokalværker, hvoraf de fleste er lieder med klaver, kammerensemble eller orkester. Blandt instrumentalværkerne fra denne periode er der kun ét orkesterværk – en Koncert for 2 sopraner og orkester, 1987. Resten er soloværker for klaver eller orgel, kammermusik og danse eller arrangementer for harmoniorkester. Man kan sige at Erik Norby omkring 1980 forvandler sig fra at være en klangkomponist med instrumentation som sit karakteristiske virkemiddel til at blive en udtrykskomponist med teksten som sin væsentligste inspiration.

Denne forvandling skete ikke uforberedt. To Rilke sange fra 1963 og tre sange fra Des Knaben Wunderhorn fra 1973 repræsenterer tidlige forsøg i lied-genren. Men her forhindrer forbilleder som Schönberg og Mahler Norby i at finde sin egen tone. Den arbejder han sig frem mod i samlingerne af 6 Shakespeare sonetter og 6 Rilke sange i årene mellem 1976 og 1981.

Tilstedeværelsen af et digt som grundlag for kompositionen løser umiddelbart et problem for Erik Norby: Nemlig etableringen af en selvstændig form. Digtets opbygning i strofer af samme eller skiftende metrum og længde angiver en formal ramme, som musikken respekterer. Til gengæld skaber teksten også et formalt problem: Nemlig hvordan den digteriske form skal forvaltes kompositorisk. Her er Rilke-sangene illustrative som udgangspunkt for den udvikling, der sker i Norbys liedproduktion gennem de sidste 25 år af hans karriere.

Fem af de seks Rilke-tekster stammer fra digterens Das Buch der Lieder (1902) og er skrevet i en strofisk form, hvor hver strofe danner en afsluttet mening. Det respekterer Erik Norby ved at komponere sangene i en tilsvarende strofisk form, hvor musikken til første strofe i princippet gentages til de følgende strofer. Men i modsætning til den traditionelle strofiske (højskole- eller salme-) sang er gentagelserne tydeligst i akkompagnementet for guitar og fløjte. Sangstemmen er mere varieret og udtrykker tekstens skiftende stemninger og associationer gennem rytmiske og melodiske variationer.

Den 6. sang, Die Laute, der står som nr. 4 i samlingen, er hentet fra Rilkes Der neuen Gedichte anderer Teil (1908) og her eksperimenterer digteren med den strofiske form. Den strofiske opbygning fastholdes metrisk og gennem rimskemaet i tre lige lange strofer, men grammatikalsk bryder teksten med strofeopdelingen. Slutningen af første strofe hører meningsmæssigt sammen med anden strofe, og tilsvarende ved overgangen fra anden til tredje strofe. Her forlader Erik Norby den strofiske form i sin musik og gennemkomponerer digtets tre strofer som et sammenhængende forløb, hvor tekstens meningsmæssige indsnit angiver de skiftende formled.

Tendensen til at etablere en musikalsk form instrumentalt i akkompagnementet og lade sangstemmen følge tekstens udtryk bliver tydeligere i den følgende samling, 8 Södergran-lieder, 1992-94. Her er teksterne ikke opdelt i klare, regelmæssige strofer, men falder dog meningsmæssigt i klare afsnit. Disse afsnit bliver udgangspunkt for kompositionerne, der typisk formes som en art strofisk variationsform med en indledning, som gentages eller antydes i de afsluttende takter. Hver sang står som et afsluttet hele, men mellem sangene er der forbindelser af tonal og harmonisk art, der får de fem første Södergran-lieder til at fremstå som en samlet cyklus.

Det understreges i den version for sang og orkester, som Erik Norby lavede af de fem første Södergran-lieder. Her skaber han en tredelt storform ved at komponere nye overgange mellem de midterste tre sange, der høres som en sammenhængende sats, og ved at udvide den sidste sang med en ny indledning, der genoptager stof fra de tre midtersange og udbygges til et instrumentalt mellemspil efter det tekstligt/vokale højdepunkt inde i sangen. Samlet står de fem Södergran-lieder i orkesterversionen som en afrundet cyklus, hvor de indledende akkordforbindelser i første sang (måske med en mindelse om Wagners ”Tristan-akkord” ?) citeres i slutningen af femte sang.

Med lieder som Rilkesangene Herbst, Södergran-liederne og ikke mindst de 5 Paul la Cour-lieder, 1996, fandt Erik Norby en genre og en form, hvor han skabte et personligt og autentisk udtryk, der modsiger indtrykket af ham som en i hovedsagen eklektisk orkestervirtuos. Hans evne til at lytte sig ind i de fineste nuancer i en tekst og finde et sangbart udtryk for dem placerer ham blandt de fornemme videreførere af Lange-Müllers, Carl Nielsens og Poul Schierbecks tradition i slutningen af det 20. århundrede.

På titelbladet af partituret anfører Erik Norby, at nedenstående sammendrag af en indiansk myte skal aftrykkes i programmet, hver gang Regnbueslangen opføres:

”Regnbueslangen er et indiansk sagn om, hvordan regnbuen kom på himlen. Om hvordan en slange hørte indianerfolkets klage over meget lang tids tørke og ufrugtbarhed og sammenrullet lod sig kaste højt op mod himlen. Den foldede sig ud, blev længere og længere, indtil både dens hoved og hale nåede jorden. Dens ryg krummede sig og skrabede den blå is ned fra himlen.

Slangen begyndte at changere i alle farver, isen smeltede, og efter lang tids tørke faldt der igen regn på jorden. Landet kom atter til live, vandet fyldte igen de udtørrede flodsenge, og roserne blomstrede på ny.

Slangen har siden spændt sin smidige krop ud over himlen, hver gang det regner på en solskinsdag.”[1]

Noter

Ud fra DKF, SNYK og REX

12 danske folkeviser i klaverbearbejdelse, 1961. Udg. iflg. SNYK.

3 folkemelodier f. lige st. og instr., 1961, WH.

Tre suiter f. 2 trompeter, 1961. WH.

Folkesang-suite f. ork., 1962.

Tre små suiter II f. 2 trompeter, 1962. WH.

To sange f. sop. og pno. (tekst: Rilke), 1963, Engstrøm & Sødring, Edition-S 2005.

2-st. trompetmusik, 1963. WH.

Variationer f. ork., 1963.

Illustrationer f. slagtøj, 1963. Edition-S.

Musik for 8 sekstetter f. ork., 1966.

Sinfonia da requiem f. ork., 1968, Imudico 1973.

Nocturne f. ork., 1969.

”Corps Celeste”, symfonisk digtning f. ork., 1970. Edition-S.

”Cromatikon”, partita f. org., 1971. Edition-S.

Marts f. fl/ob/cl og bl. kor (tekst: Munch-Petersen), 1972, WH.

Vesper f. carillon, 1972.

4 sange f. lige stemmer, 1973.

Cortège II f. ork., 1973.

3 sange fra Des Knaben Wunderhorn f. sop. og 11 instr., 1973, Edition-S 2005 (klaverudg.).

Schubert-variationer f. 4 fl., 1974. Musikhøjskolens forlag, Egtved.

”Regnbueslangen”, symfonisk digtning f. ork., 1975. WH.

“Illumination”, capriccio f. fl. og ork., 1977. WH.

Kuhlau-metamorfoser f. 4 fl., 1978. Udg. iflg. SNYK.

5 orgelkoraler, 1978. Udg. iflg. SNYK.

Capriccio f. trompet, str.ork. og pno., 1978. WH.

Edvard Munch-trilogi f. bl. kor og ork., 1978-79.

Fest-Kantate f. kor og ork., 1979. Udgivet iflg. SNYK.

Cantata f. soli, bl. kor messingbl. og org., 1979, Edition-S.

4 salmer f. stemme og pno., 1980. Udg. iflg. SNYK.

3 motetter f. bl. kor, (tekst: Johs. Johansen) 1981, Edition-S.

6 Shakespeare sonetter f. bar. og pno., 1976-81, Edition-S 2005. [Heraf 4 f. sop. og kammerens. Edition-S].

Herbst-Lieder f. sop., fl. og gui., (tekst: Rilke), 1981, Engstrøm & Sødring, Edition-S 2005.

Partita f. fl. og org., 1981, Engstrøm & Sødring.

8 elisabethanske kærlighedssange f. stemme og instr., 1982, Edition-S, 1989.

Tivoli Collage f. 5 perc., 1983.

3 danse f. harmoniork., 1983. [= Canzoni a Ballo f. harmoniork., 1989???]

”Abendstern” f. sop., cor.ingl. arpa og vlc., 1984, Edition-S 2009.

Ravel: ”Le tombeau de Couperin” arr. f. 4 fl., 1984. Udg. iflg. SNYK.

”Vinger” f. mezzosop., fl., cor., pno. og vlc., (tekst. Karen Blixen) 1985. Edition-S.

Rilke-Lieder f. mezzosop. og ork., 1985. Udg. iflg. SNYK.

”Blumenopfer” f. sop. fl. og org., 1986. Edition-S 2005.

”Die Wand” f. sop. cl. og org., 1986.

2 arabesques f. fl. solo, 1987. Engstrøm & Sødring.

Koncert f. 2 sop. og ork., 1987, Edition-S.

Tre klaverstykker, 1988. Udg. iflg. SNYK.

Canzoni a Ballo f. harmoniork., 1989, Edition-S.

”I Stefansdomen” f. sop. fl. og org., 1989.

”Pieta” f. sop. og org., 1989, Edition-S 2005.

Passacaglia f. pno., 1990, Engstrøm & Sødring 1992.

3 klaverstykker: prélude, nocturne, impromptu, 1990-91, Engstrøm og Sødring 1992.

”Eros” f. mezzosop. og pno., (tekst: Frans Lasson), 1991, Edition-S 2005.

8 Södergran-lieder f. sop. og pno., 1992-94, Edition-S 2005. [Heraf 5 f. mezzosop. og ork.]

En romersk fortælling f. soli, bl. kor, blæsere, arpa og perc., 1995.

5 Paul la Cour-lieder f. sop. og pno., 1996, Edition-S 2005.

“Jordens sange” f. stemme og pno., 1997. [ Ikke medtaget i de samlede lieder].

”Legs of Fire” f. sop., ten., kor og ork., 1997.

3 Paul Celan-lieder f. mezzosop. og pno., 1997, Edition-S 2005. [Udg. med kammerens. 1999].

Lieder fra “Septemberlyran” f. sop. og pno. (tekst: Södergran), 2001, Edition-S 2005.

”Du musst das Leben nicht verstehen” f. bar. og pno. (tekst: Rilke), 2001, Edition-S 2005.

”Visan från molnet” f. sop. og pno. (tekst: Södergran), 2003, Edition-S 2005.

”Morgen” f. sop. og pno. (tekst: Paul la Cour), 2003, Edition-S 2005.

Partita f. harmoniork., 2003, Edtion-S. [Arr. af ”Cromatikon”, partita f. org., 1971]

Værker u-å iflg. SNYK.

13 elisabethanske kærlighedsange f.sop. fl. og gui.

Notturno f. kammerens.

Responsorium f. messingbl., perc. og org.

Suite f. org.

Morten Levy: ”Om Erik Norby” i: Dansk Musiktidsskrift 1980 nr. 4 s. 195-201 og nr. 5 s. 239-246.

Knud Ketting: ”Portræt af Erik Norby” i: Dansk Musiktidsskrift 1986 s. 110-113.

Klaus Møller-Jørgensen: Noter til Dacapo indspilningen 8.226096.

Peer Birch: Erik Norby Samlede Lieder (1963-2003), forord. Edition-S 2005.

Udvalgte indspilninger:

Regnbueslangen - Orkestersange og symfoniske værker
Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Universitetskor, Coro Misto, Hanne Fischer (mezzosopran), Bo Holten (dirigent)
Dacapo 8.226096 (2012), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
Aalborg Symfoniorkester, Anne-Lise Berntsen (mezzosopran), Toke Lund Christiansen (fløjte), Owain Arwel Hughes (dirigent)
Dacapo 8.224064 (1998), CD
Link til Dacapo

Sange
Holmboe, H.D. Koppel, Norby, T. Nielsen
Dorte Kirkeskov (klaver), Peder Severin (tenor)
Dacapo 8.224010 (1995), CD
Link til Dacapo