”Jeg […] fandt hende for hvem jeg hele Tiden havde havt en hèl Skala af Følelser og vi vil leve Livet sammen, blive lykkelige og Intet skal faa mig til at tvivle mere.”[1]

Sådan skrev Carl Nielsen i sin dagbog i foråret 1891. Han var i Paris hvor han mødte billedhuggeren Anne Marie Brodersen i den danske kunstnerkoloni. De blev forelskede, giftede sig og levede livet sammen på godt og ondt med de kriser, som fulgte med hans utroskab og hendes arbejde. Det var den altoverskyggende begivenhed i Carl Nielsens liv: Et kunstnerægteskab baseret på tidens nye ideer om kønnenes ligeberettigelse og gensidig respekt for partnerens evner og arbejde. Adskilligt er anført om kriser, separation, forsoning og de ægteskabelige storme. Det bør også erindres at ægteskabet var den menneskelige baggrund for at de sammen og på hvert sit felt  udviklede sig til nogle af landets førende kunstnere.

Meget var sket for Carl Nielsen i de godt to år mellem hans debut som komponist med ”Lille Suite for strygere” opus 1 i Tivoli og ægteskabet med Anne Marie i Paris. Han havde været flittig som komponist og skrevet en strygekvartet (f-mol op. 5), en strygekvintet (G-dur 1888), Fantasistykker for obo og klaver op. 2 og de Fem Klaverstykker op. 3. Og 1889 konkurrerede han sig ind i Det Kgl. Kapel som violinist til en løn af 1200 kr. om året – lidt mere end en kvindelig kommunelærer tjente og 50% mere end en faglært arbejder.[2] De næste 16 år virkede han som violinist i Kapellet under Johan Svendsens ledelse.

Samme år fik Carl Nielsen Det Anckerske Legat – et rejsestipendium på 1800 kr. der hvert år tildeltes en forfatter, en musiker og en billedkunstner. Med anbefalingsskrivelser fra Gade i lommen og orlov fra Kapellet rejste han til Dresden og derfra videre til Paris, hvor han sluttede sig til den danske kunstnerkoloni.

Læs mere om Carl Nielsens kontakt med de danske kunstnere i Paris her

Johan Svendsens opførelser af Wagners operaer på Det Kgl. Teater havde vakt Carl Nielsens begejstring for Wagner, og begejstringen blev ikke mindre under opholdet i Tyskland at dømme efter dagbogsnotaterne. ”Den Musiker som ikke finder Wagner stor er selv meget lille”.[3]

Alligevel blev ikke Wagner, men derimod Brahms forbillede for de værker, som Carl Nielsen arbejdede på under rejsen. Ikke ”nytyskernes” musikdramaer og symfoniske digtninge, men den klassiske symfoni i fire satser uden tekst eller program var målet for Carl Nielsens ambition.
Det kan hænge sammen med den stærke symfoniske tradition i Danmark. En symfoni var mesterstykket for en ung komponist i Gades hjemland. Men det siger også noget om den unge Carl Nielsens selvstændighed. Han følte sig ikke forpligtet til at tage parti i den tyske strid mellem ”Wagnerianere” og ”Brahminer”. Han kunne beundre Wagners moderne musik og samtidig arbejde med Brahms klassiske former og genrer.

Samtidig kastede han sig over den klaverledsagede lied eller romance – en genre der på én gang var klassisk og typisk dansk. Den er kun svagt repræsenteret i Carl Nielsens ungdomsværker. J. P. Jacobsens digte, der blev udgivet efter hans død 1885 og skaffede ham europæisk ry som en af tidens store lyrikere, inspirerede dog Carl Nielsen til samlingerne Fem Digte af J. P. Jacobsen op. 4 og Viser og Vers af J. P. Jacobsen op. 6. Begge samlinger er komponeret 1891, og dedikationen ”Til Anne Marie” på omslaget af op. 4 vidner om, at kærlighed og ægteskab åbnede for Carl Nielsens lyriske åre, som tilfældet var for det Schumann et halvt århundrede tidligere.

(JBR)