1905 fyldte Carl Nielsen 40 år og var nu definitivt færdig med at være ”ung og lovende”. Han var bredt anerkendt som landets mest talentfulde og originale komponist og som sådan en magtfaktor i dansk musikliv. Det skaffede ham både venner og fjender. Blandt vennerne var en lille kreds af såkaldte ”livgardister” - komponister som Sven Godske-Nielsen, Rudolph Bergh og konservatoriekammeraten Hother Ploug, pianisten Henrik Knudsen, malerbrødrene Joakim og Niels Skovgaard og filologen Axel Olrik der havde skrevet teksten til Hymnus amoris. De hævede ham til skyerne og overdrev nogle gange hans musikhistoriske betydning.

Det gav fjenderne muligheder for angreb, som Politikens anmelder Charles Kjerulf stillede sig i spidsen for. I mere end en halv snes år efter uropførelsen af Helios ouverturen op. 17 (1903) og frem til Kjerulfs ”omvendelse” til Nielsen-fan efter uropførelsen af 4. symfoni Det Uudslukkelige (1916) var han indædt modstander af Carl Nielsen og hans musik. Og Charles Kjerulf var en magtfuld person i Københavns musikliv med mange kasketter at holde rede på og mange tråde at trække i som komponist, tekstforfatter, kritiker, sekretær i Dansk Tonekunstnerforening og redaktør af dettes programblad.

På Carl Nielsens arbejdsplads, Det Kgl. Teater, var der også knive i luften. Carl Nielsen var ikke tilfreds med at spille 2. violin i Kapellet. Han ville dirigere, og chancen bød sig da han en aften sprang ind og erstattede den sygemeldte kapelmester Johan Svendsen. Han fik iværksat en ordning, hvor han fortsatte som ansat i Kapellet men slap for orkestertjenesten mod at stå til rådighed som kapelmestervikar. Det passede ikke Teatrets 2. kapelmester, Frederik Rung, der mente sig forbigået. Og det gjorde Carl Nielsens evner som orkesterdirigent til et stridspunkt på teatret og i offentligheden.

Også i privatlivet var der problemer. Efter at have fået Det Anckerske Legat og en personlig arv var Anne Marie Carl-Nielsen i stand til at opholde sig længere perioder i Grækenland, hvor hun udviklede sig som billedkunstner. Det var helt i overensstemmelse med den præmis der lå til grund for de to kunstneres ægteskab: De skulle begge have lige mulighed for at udvikle deres talenter i et frit ægteskab.
Men for Carl Nielsen der sad hjemme i København med tre børn, hvoraf sønnen Hans Børge var hjerneskadet efter en sygdom som fire-årig, var det svært at undvære hustruen i lange perioder. Ganske vist havde han god hjælp i familiens trofaste og uundværlige hjælper Maren og i Anne Marie Carl-Nielsens veninde Marie Møller der virkede som guvernante for børnene og nok som mere end det[1]. Men han savnede sin hustru og børnenes moder, og han tryglede hende om at komme hjem.

I løbet af 1905 spidsede konflikterne sig op til krise: Carl Nielsen følte sig tvunget til at tage sin afsked fra Det Kgl. Teater, og han bad Anne Marie om skilsmisse.

Helt så sort som det så ud, gik det dog ikke. Anne Marie Carl-Nielsen nægtede at lade sig skille og ilede til Danmark hvor ægtefællerne blev forsonet. Og Maskarade blev – i modsætning til Saul og David og på trods af teatrets og Carl Nielsens forventninger – en strålende succes ved urpremieren 1906. Carl Nielsen dirigerede selv og succesen gjaldt ikke alene kompositionen, men også hans ledelse af opførelsen.

Maskarade banede vejen for hans ansættelse som kapelmester sideordnet med Frederik Rung i 1908, hvor Johan Svendsen tog sin afsked. Og operaen slog hans navn fast som succeskomponist blandt publikum, hvilket førte til den strøm af bestillinger på lejlighedskompositioner – kantater og skuespilmusik – der præger værkfortegnelsen.

(JBR)