I europæisk bevidsthed står året 1914 som afslutningen på det, Stefan Zweig i sine erindringer kaldte Verden af i går. ”Den store krig” som samtiden kaldte 1. verdenskrig med dens millioner af dræbte og endeløse lidelser svækkede afgørende troen på at fremskridtet med oplysning og naturbeherskelse var vejen til en bedre fremtid.

For Carl Nielsen i det neutrale Danmark var krigen en dyster baggrund for de personlige kriser, han blev kastet ud i i 1914. Det var kriser som både berørte hans private og professionelle liv. På Det Kgl. Teater der med afbrydelser havde været hans faste arbejdsplads i 20 år, følte han sig forbigået og tog sin afsked.[1] En vis oprejsning fik han, da han året efter blev udnævnt til Musikforeningens dirigent. Men hans ambitioner som dirigent havde lidt et afgørende knæk.

Endnu alvorligere var det at ægteskabet løb ind i den største af flere kriser der udviklede sig katastrofalt i takt med, at Carl Nielsens utroskab og navnlig hans forhold til Anne Maries veninde og børnenes guvernante Marie Møller kom for dagen. Krisen involverede ikke alene de to ægtefæller, men også vennekredsen og førte til ægtefællernes separation i 1919. Først i 1922 efter at Carl Nielsen havde haft et særligt alvorligt hjerteanfald besluttede Anne Marie at ”prøve at slå en Streg over Fortiden” og ægtefællerne flyttede sammen igen.[2]

Kriserne fik dybtgående indflydelse på Carl Nielsens udvikling som komponist. På den ene side rykkede den folkelige sang ind i centrum af hans arbejde med udgivelsen af to bind Danske Viser i samarbejde med Thomas Laub og talrige andre samlinger af sange frem til 1927. Det kan virke som om beskæftigelsen med den enkle, folkelige sang blev et fast holdepunkt for Carl Nielsen i en tid, hvor andre holdepunkter smuldrede.

På den anden side begyndte Carl Nielsen under sin personlige krise at revurdere de kunstneriske idealer, der hidtil havde karakteriseret hans musik. Den klassiske forestilling om et musikalsk forløb som en organisk vækst der munder ud i en afrundet og harmonisk helhed, bliver mindre selvfølgelig for ham. Kontraster der tidligere medførte spænding udarter til splittelse, formens og tonalitetens enhed problematiseres.

Det præger hovedværkerne fra de følgende år: først og fremmest de to store symfonier, nr. 4 Det Uudslukkelige (1915-16) og nr. 5 (1921-22). I disse værker tager Carl Nielsen definitivt skridtet væk fra den klassicisme der trods al hans originalitet karakteriserer produktionen frem til violinkoncerten og 3. symfoni Espansiva, og bliver moderne.

(JBR)