Birgitta Holst Olsson er født i Lapland i 1943 og har studeret til musikpædagog i hjemlandet Sverige og siden i Danmark. I 1974 tog hun afgangseksamen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og begyndte sit arbejde som musikpædagog i København. Som en naturlig forlængelse af sit arbejde har Birgitta Holst Olsson komponeret og udgivet en række værker for børn, heriblandt musicals baseret på nordisk mytologi ,samt flere bøger til individuel undervisning.
I en årrække komponerede hun musik til det store obo- projekt oboboom . Team obo blev dannet for at styrke oboen i musikskolen ,og til deres stævner har Birgitta komponeret stykker for op til 60 oboer, engelskhorn og rytmegruppe.
Birgitta Holst Olsson har studeret komposition privat, samt i 1998-1999 ved Malmö Musikhögskola hos Hans Gefors.
Foruden musik til flere dokumentarfilm har hun skrevet kammermusik, og modtog i 1998 førstepræmien i den nordiske konkurrence for kvindelige komponister med strygekvartetten Vinter i Nord.
Om kompositionen:
Vinter i Nord er en hyldest til Nordsveriges overvældende natur. En stor inspirationskilde til stykket har været vinterlandskabet i nord og den samiske jojks særprægede rytme og tonesprog .