Begyndelsen før begyndelsen

Danmark er foreningernes land. I Hostrups ”Gjenboerne” praler spidsborgeren af alle de foreninger han er medlem af. Og et halvt århundrede senere, mod slutningen af 1800-tallet, myldrede det frem med nye foreninger der samlede ligestillede og –sindede i forventningen om at enighed gør stærk: Dansk Kvindesamfund, Danmarks Lærerforening, KFUM, Skuespillerforeningen, Journalistforeningen, Ligbrændingsforeningen, Andelsforeningerne, Studentersamfundet, Dansklærerforeningen, Ingeniørforeningen, Agrarforeningen, Landboforeningen, Forfatterforeningen, Musikpædagogisk Forening, LO og DA er kun et udpluk af de foreninger, der blev stiftet i sidste tredjedel af århundredet. I det selskab ligner Dansk Komponist Forening en sildefødning med kun 100 år på bagen.

Og dog. I oktober 1900 drøftede en håndfuld komponister – bl.a. Lange-Müller, Otto Malling, Carl Nielsen, Louis Glass – behovet for flere opførelser af ny dansk musik og indkaldte en snes kolleger til stiftelse af Dansk Komponistsamfund der ”paa maanedlige Møder skulde diskutere Sagen og andre Spørgsmaal af fælles Interesse”. Dermed var forgængeren for Dansk Komponist Forening født.

Dansk Komponistsamfund havde to formål: Et officielt, ideelt og nationalt, og et mere privat og økonomisk. Officielt arbejdede komponistsamfundet for opførelser af ny dansk musik og gjorde det godt. Det følgende år stiftede samfundet Dansk Koncertforening der frem til sammenlægningen med DUT i 1932 gjorde et imponerende arbejde for ny dansk musik. I løbet af foreningens første 20 sæsoner gennemførtes omkring 75 førsteopførelser af danske orkesterværker (heraf mange med kor og/eller soli), hvortil kommer talrige kammermusikværker.

Komponistsamfundets mere private formål kan med nutidens øjne kaldes en slags karteldannelse: Nemlig uskrevne aftaler om mindstepriser for bestillingsværker som det fremgår af Carl Nielsens breve (citeret i formandens blog januar 2013). Det var ikke noget at skilte med, for komponistrettigheder svævede frit i luften herhjemme da Komponistsamfundet blev dannet. Men i 1903 tilsluttede Danmark sig Bernerkonventionen der siden 1886 havde fastslået kunstneres ophavsret internationalt. Og efter nogle lovændringer frem til 1912 stod det klart at også danske komponister havde ejendomsret til deres værker og kunne tage sig betalt for udgivelser og opførelser af dem. Dermed var vejen banet for stiftelse af Dansk Komponist Forening.

Kampen om kunsten

Stiftelsen af Dansk Komponist Forening i 1913 markerer anerkendelsen af komponistgerningen som et selvstændigt erhverv og ikke ”kun” som en bibeskæftigelse for begavede musikere, skribenter eller på anden måde økonomisk sikrede ildsjæle. Men som læserne vil vide bedre end de fleste andre: Der var og er lang vej fra anerkendelse til virkeliggørelse af drømmen om at kunne leve som frit skabende komponist.

Dansk Komponist Forenings opgave var at gå de første skridt ad denne vej. Dvs. at skabe et administrativt grundlag for indkasseringen af de afgifter som tilfaldt komponisterne; og organisatorisk at virke som talsmand for komponisterne i forhandlinger med forlæggere, koncertgivere, restauratører, biografejere og andre brugere af musik, der nu skulle betale afgifterne.

Det afspejler sig i sammensætningen af foreningens første bestyrelse. Formand blev Alfred Tofft – i dag kendt for melodien til Ole sad på en knold og sang. Det var næppe hans kunstneriske tyngde der satte ham i spidsen for foreningen, men derimod hans fortid som handelsuddannet. Han kunne drive en forretning og var en dygtig, om end også temperamentsfuld, forhandler. Han blev flankeret af repræsentanter for den ”tunge” og den ”lette” musik: Romancemesteren Lange-Müller der med sine 63 år var et nationalromantisk ikon, og revykomponisten (Åh, Dagmar) Olfert Jespersen. Dertil et par herrer med indgående kendskab til musiklivets snirkler og gode forbindelser: Gustav Helsted der var formand for Dansk Koncertforening og medstifter af Dansk Tonekunstner Forening, og Hakon Børresen der var coming man med tråde til samfundets top og senere blev en magtfuld formand for Dansk Tonekunstner Forening i (alt for) mange år.

Forhandlingerne med koncertgiverne blev hjulpet på gled af Tivoli der af egen drift tilbød at betale afgifter for de værker, som blev spillet i haven. Senere fulgte radioen trop med nogle ganske gunstige takster baseret på en procentvis afgift af licensbetalingen. Og fordelingen af afgifterne mellem de forskellige typer af værker og komponister blev forhandlet i KODA uden alt for voldsomme sværdslag.

Administrationen af indtægterne var sværere: Først var der problemer med et privat selskab stiftet af Politikens entreprenante musikanmelder Charles Kjerulf der prøvede at sikre sig inddrivelserne af kunstnerrettigheder i Skandinavien. I stedet indledte man et samarbejde med Dansk Tonekunstner Forening, men interessekonflikterne mellem musikerne og komponisterne gjorde alliancen uholdbar. Endelig i 1926 løstes problemet med stiftelsen af KODA efter svensk forbillede så opførelsesafgifter blev administreret af et selvstændigt selskab, hvor Komponist Foreningen i de første år sad ganske tungt på magten ved at anbringe foreningens formand eller næstformand som formand for KODAs råd.

De største problemer skabte forhandlingerne med musikforlagene. Her var hovedmodstanderen Wilhelm Hansens Musikforlag der kontraktmæssigt sikrede sig den fulde ejendomsret til de udgivne værker undtagen retten til offentlig fremførelse. Hermed overlod komponisterne retten til udgivelse, genoptryk, arrangementer, oversættelser til andre sprog af tekster og til mekanisk reproduktion til forlaget mod det én gang udbetalte honorar. Det ønskede Komponist Foreningen erstattet med en ”normalkontrakt” som tilgodeså komponisternes rettigheder i langt højere grad.

Forhandlingerne herom trak ud i årevis, og det skabte en vis bitterhed der kom offentligt til udtryk i et interview, Carl Nielsen gav i anledning af sin 60 års fødselsdag, og som førte til bruddet mellem Wilhelm Hansens Musikforlag og Carl Nielsen. Carl Nielsen hævdede at han havde fået 50 kr. en gang for alle for sin største succes, Jens Vejmand. Det passede nok ikke helt, men Carl Nielsen insisterede og gentog påstanden hvorpå bruddet var uigenkaldeligt.

Komponist Foreningen prøvede at skabe mere konkurrence på forlagsmarkedet ved i samarbejde med Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik at etablere komponisternes eget forlag, ”Dania”, der dog ikke kunne klare sig i længden. Det var ikke helt forkert at Wilhelm Hansens Musikforlag blev kaldt for ”komponisternes ven og fjende”.

Skelsår og alder

1939 fejrede Dansk Komponist Forening sit 25 års jubilæum i en helt forvandlet verden. En økonomisk krise var ved at blive overvundet. Krisens resultater – nationalisme og krigstrusler – stod for døren. Radio, tonefilm og grammofon havde skabt arbejdsløshed blandt musikerne og udkonkurreret de gamle koncertgivere. Statsradiofonien havde næsten monopol på opførelser af ny dansk orkestermusik. Jazz var ungdommens musik med tilhængere helt ind i komponistforeningens rækker.

Dansk musikliv lukkede sig om sig selv i disse år. Internationale kunstnere – selv kapaciteter som Marion Anderson, Nicolai Malko og Fritz Busch – havde svært ved at få arbejdstilladelse. International ny musik forsvandt fra koncertprogrammerne. Betingelserne for et ungdomsoprør var til stede. Det blev anført af Knudåge Riisager og Axel Agerby der forsøgte at vælte DKFs formand Peder Gram, som havde afløst Alfred Tofft efter dennes død 1931. Forsøget mislykkedes, men da Peder Gram 1937 afløste kammersanger Emil Holm som musikchef i radioen, blev Riisager valgt som ny formand.

En bedre formand end Knudåge Riisager kunne Dansk Komponist Forening næppe have fået. Som næstformand under Peder Gram havde han indgående kendskab til foreningens problemer og deres mulige løsninger. Som jurist og embedsmand i Finansministeriet var han selvskreven til at rydde op i det lovkaos 25 års tilføjelser og nødvendige ajourføringer af de oprindelige love havde skabt. Som internationalt anerkendt komponist kunne han føre ordet på kollegernes vegne med kunstnerisk autoritet. Og som decideret fransk-orienteret kunstner udgjorde han en i den givne politiske situation velkommen modvægt til den tysk-orientering der traditionelt prægede og stadig var mærkbar i det danske komponistmiljø.

Riisager lagde ud med en gennemgribende revision af foreningens love der sigtede på en professionalisering og en kvalitetshøjnelse af foreningen. Afgørende var her en ændring af optagelsesbetingelserne så man ikke mere kunne blive medlem på anbefaling, men skulle godkendes af bestyrelsen eller af generalforsamlingen som passivt eller aktivt medlem. Formålet var at holde dilettanter ude af foreningen, og de nye optagelsesregler var vel også en konsekvens af oprettelse i 1918 af Dansk Revyforfatter og Komponistforbund (nu: Danske Populærautorer) der optog mange komponister af populærmusik. Administreret uden stilistisk snæversyn var disse optagelsesregler en betydelig styrkelse af foreningen i mange år.

Næste punkt var adskillelsen af formandsskabet i Komponist Foreningen og KODA. Det havde været et kernepunkt for Riisager og Agerby under deres forgæves stormløb mod Peder Gram tidligere. Med KODAs udvikling til en international organisation der varetog både forlæggeres og komponisters interesser uden hensyn til stilistiske forskelle, var interessekonflikter mellem KODA og Komponist Foreningen uundgåelige. Riisager ville holde sin sti ren som formand, og løsningen blev at foreningens næstformand, Københavns domorganist N. O. Raasted, varetog formandshvervet i KODA.

Krig og besættelse

Krigen og besættelsen bragte nye problemer som Riisager også formåede at tackle. Et særligt problem blev forholdet til det nazistiske Ständiger Rat für die internationale Zusammenarbeit der Komponisten der var blevet oprettet 1934 som et modstykke til ISCM, da ISCM ikke ville bøje sig for nazisternes krav om udelukkelse af jødiske komponister og musikere. Med Richard Strauss som formand etableredes et internationalt selskab for ”ny” (læs: anti-modernistisk) musik under det tyske Reichsmusikkammer hvor Strauss også var formand (han blev udskiftet på grund af sine jødiske sympatier, men forblev præsident for Ständiger Rat). Formålet var at afholde internationale musikfester som modstykke til ISCM festerne og at få gennemført en række love der styrkede de ”klassiske” komponisters rettigheder.

Strauss samlede repræsentanter for mange europæiske lande, deriblandt de nordiske der var repræsenteret af bl.a. sekretæren for Kgl. Musikaliska Akademien Kurt Atterberg og formanden for Dansk Komponist Forening Peder Gram. Med ved det stiftende møde og medunderskriver på stiftelsesdokumentet, men ikke officielt indbudt som delegeret var desuden Domorganist N. O. Raasted, der var indtrådt i Komponist Foreningens bestyrelse 1932 som afløser for Carl Nielsen.

Efter krigsudbruddet ønskede nazisterne at flytte hovedsædet for Ständiger Rat til Berlin hvilket selvsagt ville udelukke repræsentanter for krigsførende lande som England fra rådets arbejde. Neutrale repræsentanter – ikke mindst sekretæren for Ständiger Rat, Kurt Atterberg – prøvede at forhindre det og søgte at skaffe et flertal mod flytningen i rådet. I den anledning modtog Riisager som formand for Dansk Komponist Forening en invitation til at deltage i et møde i Berlin som den tyske regerings gæst. Invitationen blev ikke besvaret, men så nemt skulle Riisager ikke slippe. Selvbestaltede kræfter i dansk musikliv prøvede at overtale ham til at rejse til Berlin. Hvorpå Riisager sendte aben videre til Peder Gram der som musikchef i Statsradiofonien næppe havde stor lyst til at skilte med sin forbindelse til Ständiger Rat.

Med hjælp fra Komponist Foreningens juridiske rådgiver fik Riisager sagen ekspederet til Undervisningsministeriets magtfulde departementchef Graae, og resultatet blev at Peder Gram deltog i mødet som personlig udpeget delegat. Raasteds forbindelse til Ständiger Rat omtales ikke i de papirer, der gik på omgang i Komponist Foreningens bestyrelse (og heller ikke af andre danske kilder mig bekendt[1]).

Takket være Riisagers stejle holdning undgik Dansk Komponist Forening at blive fedtet ind i samarbejdspolitikken under besættelsen. Da Fini Henriques ”jødiske” musik blev forbudt i radioen, gik Riisager direkte til generaldirektøren og foranledigede forbuddet ophævet. Man holdt tyskerne på afstand og hjalp medlemmer der var i nød. Da Herman D. Koppel måtte flygte til Sverige som jøde og manglede penge til ”billetten”, kunne han henvende sig i Komponist Foreningen og få et klækkeligt forskud på forventede KODA indtægter. Forskuddet figurerer ikke i foreningens regnskaber, men også det kunne Riisager som kommende kontorchef i Finansministeriet ordne. Under Riisagers formandskab blev Dansk Komponist Forening voksen og levede op til de forpligtelser som navnet indebærer.

Af Jens Brincker