Igennem de senere år har musikteater spillet en stor rolle i Peter Bruuns arbejde. I samspil med forfatteren Ursula Andkjær Olsen, instruktøren Ditte Bjerg og scenografen Filippa Berglund har han lavet forestillingerne ”Miki Alone” og ”Kunsten at vælge - den rette melodi”. For ”Miki Alone” har Peter Bruun modtaget Nordisk Råds Musikpris 2008. Bruun er desuden modtager af WHs komponistpris år 2000.
Vigtige uropførelser:
2008: - ”Concerto Grosso - 4 corners” - for ensemblet 4Elements (saxofon, trompet, accordeon og kontrabas) og symfoniorkester (Sjællands Symfoniorkester, januar)
2008: - ”Innocent Mind and Mayday” - for altfløjte og stort ensemble (Helene Navasse og Århus Sinfonietta, april)
2008: - ”Preludes to Disaster” - scenisk sangcyklus for mezzosopran og ensemble over tekster fra Cervantes' ”Don Quijote” (FIGURA og Seattle ChamberPlayers, delvis uropførelse september).
Plads til en mangfoldighed af udtryk
Peter Bruun studerede komposition og teori privat hos Niels Marthinsen 1989-1991, og filosofi ved Århus Universitet 1989-1991. Han er uddannet i komposition og musikteori på Det Jyske Musikkonservatorium med Karl Aage Rasmussen, Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Bent Lorentzen som lærere.
Bruun markerede sig tidligt som en af sin generations mest lovende komponister, der havde en vilje til at se sit værk og virke i en større historiefilosofisk sammenhæng. Hans evne og vilje til at reflektere over både kompositoriske og grundlæggende spørgsmål om hvad musik overhovedet kan, gør Bruun til en kunstner, man hverken kan eller ønsker at vige udenom.
Peter Bruuns værkrække strækker sig groft sagt over en tiårig periode. Forskelligheden og ønsket om at udforske flere udtryksformer er slående og dog fornemmer man en overordnet ambition: Troen på muligheden af at finde nye veje inden for arbejdet med melodi, harmoni og tonalitet.
Bruun rejser i sin musik tilbage for at se det nye i det velkendte. Der er ikke tale og at genopdage noget, idet han ikke har alderens fylde til at have været gennem tonalitet/modalitet, gået gennem serialismens prøvelser for derefter at nå helsindet ud med ny erkendelse om de gamle udtryksformers bæredygtighed. Peter Bruun har i det hele taget ikke arvet tidligere generationers behov for brud og opgør med faderfigurer eller institutioner. Denne situation skaber rum til en anderledes tydning af historiens frembringelser. Komponistens historiebevidsthed, praktiske sindelag og teoretiske viden har ført til en gradvis bevidstgørelse omkring udfordringer og muligheder i de forskellige musikalske materialer.
Det betyder langtfra, at komponisten har fundet ‘sin’ tone eller sin vej, Peter Bruun er konstant i mental bevægelse og prøver hele tiden former, medier og udtryksmåder af.
"Uafklarethed er ikke et stadie på vej mod afklaring men et grundvilkår", har han sagt.
Værkerne bliver ofte til i samarbejde med musikere eller ensembler, som har bestilt værket. Kunstneren forholder sig konkret til vokale og instrumentale muligheder, og lader sig ofte inspirere af udøveres erfaringer. Det har ført til frugtbare samarbejder med f.eks. slagstøjsspilleren Thomas Sandberg, gruppen Tukutukahh (4 slagtøjsspillere og 1 fløjte), Århus Sinfonietta, Esbjerg Ensemble, Ensemble 2000, kvartetten Danske Rør og skuespilleren Anna Christine Løf.
Peter Bruun har især interesseret sig mindre, blandede kammermusikbesætninger, hvor det vokale ofte spiller en rolle. I forsøget på at indkredse Peter Bruuns musik, kan man tilføje noget til det allerede beskrevne: Gentagelsen. Den samlede udtrykskvalitet i komponistens musik kan man derfor forsigtigt nærme sig med ord som klangrigdom, spændstige rytmiske forløb, stilistisk fleksibilitet, udtalt nysgerrighed over for usædvanlig instrumentation, pluralistisk tænkemåde, tonale melodier, gentagelsen som formkonstituerende faktor, forskydning af bestemte tilbagevendende mønstre.
De sidste to områder giver musikken en udstrakt tidslig fornemmelse, en oplevelse af en væren i flader eller musik som tilstand. Flere værker giver i kraft af skalformer og rytmisk profil mindelser til andre kulturers musik - undertiden benævnt som orientalsk eller etnisk musik. Peter Brunns åbne sindelag over for de mange former og udtryk gør at hans værker er en smeltedigel for forskellige impulser, hvor det storslåede består i evnen til at samle det usamtidige til nye æstetiske helheder. Det er ikke en let opgave: At arbejde med ‘nedsunket kulturgods’ kalder på afklaring med hensyn til hvad det musikalske sprog skal bruges til, om musikken er et symptom på noget andet, om den betyder noget. Med komponistens egne ord:
"Jeg har ikke noget æstetisk ståsted. Det har jeg måttet konstatere ved at granske mit indre i forsøget på at finde et. På en måde har det været smerteligt at nå frem til den erkendelse, for hele min indgang til det at skrive musik har i høj grad været spekulativ - netop motiveret af en interesse for det æstetiske: Hvad er det, musik betyder, hvorfor er musik på en bestemt måde, hvordan kan vi ønske, den skal være."
Når Peter Bruun taler med stadig tydeligere stemme i ny dansk musik er det blandt andet fordi han ikke er bange for at være for umoderne. Begreber som avantgarde, retro, modernisme og postmodernisme er ikke for alvor nærværende hos Bruun. Han er først og fremmest ærlig og oprigtig i omgangen med stoffet og ideerne, snarere end at bestemte mål skal følges. Det er selve denne holdning til musik og det at være med til at realisere den i samspillet med andre mennesker, der gør Peter Bruun til en af sin generations mest interessante komponister.
© Edition Wilhelm Hansen, af Anders Beyer 2000
Teksten er redigeret af KomponistBasens redaktion efter tilladelse fra Edition Wilhelm Hansen
