Udgået fra Det jyske Musikkonservatorium som elev af Per Nørgård. Senere studier hos Stockhausen, Ligeti og Jan Bark. Indtil 1978 docent i musikhistorie og musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Aktiv som pianist og klarinetspiller og medlem af den legendariske, nu opløste svensk-danske multimediegruppe, "Nya Kulturkvartetten" med hvilken han har turneret i Skandinavien, Øst- og Vesteuropa samt USA og Canada. Af andre musikalske samarbejder skal også nævnes samarbejdet med Povl Dissing og violinisten John von Daler, komponisten Henrik Munch, komponisten Bjørn Svin og fotografen Poul Ib Henriksen.
Fuzzy har i årenes løb været med i mange forskellige tv-sammenhænge og havde i en periode sit eget program for børn “Fuzzys Værksted”, der handlede om musikforståelse og musik fra fremmede kulturer. Han har også, til tekst af Rune T. Kidde, komponeret operaen “Heksemutter Mortensen og den fede Kalkun”, som blev bestilt til Den Kongelige Opera af den dengang nyslåede operachef Kasper Holten, som også iscenesatte.
Som komponist har han i øvrigt - udover orkester-, kor- og kammermusikværker - hovedsageligt beskæftiget sig med elektroakustisk musik, ofte i forbindelse med ballet, teater, film og blandingsformer heraf. I denne sammenhæng har Fuzzy skrevet værker til blandt andre SafriDuo, James Galway, Thomas Sandberg, Jeanette Balland og ensembler som Rosenborg Barok, The New Jungle Orchestra, Copenhagen Art Ensemble, Contemporania og Trio Zoom. Nævnes skal også det 12-kanals elektroakustiske værk KATALOG, en ny klingende udsmykning til Den Sorte Diamant, bestilt af Det Kongelige Bibliotek hos komponisten. Værkets 52 dele – en for hver af årets uger – henter inspiration fra et af bibliotekets klenodier – et manuskript, et fotografi, en bog, et håndskrift eller en node, og afspilles via en permanent installation i form af et computerstyret 12-kanals ”højttalerorkester”.
Som filmkomponist har Fuzzy arbejdet sammen med bl.a. instruktører som Palle Kjærulff-Schmidt, Kaspar Rostrup, Jørgen Leth, Rainer Werner Fassbinder, Jannik Hastrup, Jørgen Vestergaard og Bille August.
En stor del af Fuzzys produktion er teatermusik. Han har her arbejdet sammen med Kaspar Rostrup, Eydon Johannesen, Asger Bonfils, Peter Kupke, Line Krogh, Claus Hoffmeyer, Mogens Pedersen, Åse Schmidt, Hans Rosenquist, Johan Bergenstråhle med flere.
Fuzzy har været medlem af Komponistforeningens bestyrelse i 70-erne og er fra 2011 formand for Aftageudvalget ved det Jyske Musikkonservatorium.