Lasse Schwanenflügel Piasecki har siden 2002 arbejdet med at udvidde sine kompositoriske udtryksmidler, fra indkaspling af tiden til stærke visuelle udtryk.

Fra 2009-2013 har Piasecki helt eller delvist baseret sin musik på koncepter, der befinder sig i et audiovisuelt grænseland. I flere værker inddrager Piasecki aspekter af virkeligheden i musikken, eksempelvis ved at tematisere skrøbeligheden i koncertsituationen.

Lasse Schwanenflügel Piaseckis musik er blevet spillet af anerkendte danske ensembler for ny musik, her iblandt Esbjerg Ensemblet, Athelas Sinfonietta, Århus Sinfonietta, 4Reeds og Ensemble Zoom. The Arditti Quartet uropførte i 2006 hans første strygekvartet. Ensemble Intercontemporain uropførte i 2012 værket “Romance for conjoined musicians”. Piaseckis musik er opført i hele Norden. Han har modtaget adskillige priser og legater, her iblandt legater fra Kunststyrelsen, KODA, Sonningfonden og Dansk Komponistforening.

Piasecki studerede komposition i Solistklassen (advanced post-grade studies), på Det Jyske Musikkonservatorium 2009-2011 hos Simon Steen-Andersen. Han blev i 2008 kandidat i komposition fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Professor Bent Sørensen og Hans Abrahamsen.

Fra 2002 til 2008 var Piaseckis grundlæggende musikalske projekt: ønsket om at indkapsle tiden og beherske den som kompositorisk udtryksmiddel, bl.a. ved hjælp af avanceret brug af clicktracks.

I de firehændige klaverstykker “Le Ray au Soleyl” (2004) forsøger Piasecki at mestre tiden skulpturelt og forme den lokalt i hver af de to stemmer. Der opstår fysisk intimitet musikerne imellem; berøringer er eksempelvis skrevet ind i musikken og forstørres op via live video projektion. Samtidigt opererer de to pianister i hvert deres individuelle tempi univers.

I strygekvartetten “Dreaming she was Madeleine” (2006), tematiserer Piasecki notations problematikken. Individuelle eksponentielle acc. og rit. noteret i flydende tempi med clicktracks står overfor lignende udviklinger noteret til fast fælles puls. Den samme rytmiske kompleksitet udfra to gestiske synspunkter, der giver en forskellig artikulation. På denne måde forsøger komponisten at skabe et dialektisk forhold mellem de to fremgangsmåder.

Installationen “TimeSpace” (2007-2008) for 12 instrumenter med 12 individuelle clicktracks, er et samarbejde mellem Piasecki og arkitekten Anna Asláug Lund. Stykket er et interaktivt musikalsk værk der i sin oplevelsesform og i sin struktur binder rummet og tiden sammen. De 12 musikalske rum har en visuel og en auditiv udformning. Publikum interagerer med værket, gennem den personlige sondering af rummet og skaber hver deres unikke oplevelse af tiden (musikken). Men det er igen den visuelle og auditive præsentation af værket der influerer publikums stillingstagen til bevægelse og hastighed. På den måde opstår der en paradoksal situation hvor musikken skaber bevægelsen og bevægelsen skaber musikken.

Stykket “Lila-be” (2009) for fløjte, strygetrio og video er et spil med tidens kausalitet. Fløjtenisten spiller via videoprojektion, koncertens fortidige og fremtidige hændelser frem. Hun besøger bla. sig selv fem minutter tilbage i tiden og påvirker musikkens retning. “Let me wither in your sight” (2009) for glasharpe duo udfordrer glassenes skrøbelighed, ved eksempelvis at spille med hamrer i svage nuancer. I “Following Rosetta” (2011) for rørbladskvartet bytter musikerne instrumenter, for at opnå følelsen af første gang og skrøbeligheden derved. I “Gömmer mig för Rosetta bakom midsommarstången” (2013) for Klarinet og Sinfonietta, spilles klarinet soloen af en fagottist.

I sekstetten “Romance for conjoined musicians” (2012) og celloduoen for 1 cello “Duet for one” (2013), er instrumenterne enten sammenkoblede eller skal betjenes af flere personer samtidig. Disse to værker sætter samarbejdet i den musikalske udøvelse lup under. Cellostykket opleves som en tæt omfavnelse mellem de to musikere. Deres berøring af hinanden er skrevet ind i partituret, som en skjult koreografi.

I Operaen “Falling Awake” (2011-2013) arbejder Piasecki med både historien der fortælles og selve fortællesituationen. Virkeligheden i opførelsen af operaen, bryder på grummeste vis langsomt igennem overfladen. Musikken er i “Falling Awake” et fast repertoire som truppen skal spille til ende, til trods for at det bliver mere og mere usmageligt og umuligt.

Find værkliste på komponistens eget website.