Indledte allerede meget tidligt en tilværelse som fuldtidsbeskæftiget freelance komponist, dirigent og pianist, baseret på en lang række bestillinger, udstrakt koncertvirksomhed, hyppige opførelser i Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT), Gruppen for Alternativ Musik og det i 1969 sammen med kollegaen og skolekammeraten Hans Abrahamsen grundlagte Lyngby Ung Tonekunst (LUT, senere fortsat i København som LYT).
Ved siden af fik han tid til dirigere - især ny musik og renaissancemusik - og til at sidde i det nystartede Statens Musikråd i dets første 8 år (i hvilke efter sigende verdens første egentlige Musiklov blev til under kulturminister Niels Mathiassens vinger) samt til at repræsentere Statens Musikråd i en række internordiske udvalg og internationale sammenhænge.
Som formand for Dansk Komponistforening stod han som arrangør af Nordiske Musikdage 1974.
Sidste halvdel af 70'erne prægedes af det store bestillingsværk til åbningen af Stockholms Kulturhus' koncertsal, Sisyfos Synger for orkester, kor, dansere, skuespillere og solister over tekster af Inger Christensen (70'), der opførtes 3 gange i Stockholm med stor succes og senere en enkelt gang af Danmarks Radios Symfoniorkester, hver gang med komponisten som dirigent.
Sisyfos Synger afrundede den første fase af Svend Aaquists udvikling som komponist, en fase karakteriseret ved bestræbelsen på at finde et personligt ståsted i spændingsfelt mellem vidt forskellige og stærkt profilerede ældre komponister: internationalt dels serialismen som den voksede frem via Schönberg, Webern og Messiaen til Boulez og Stockhausen, dels uomgængelige personlige bud på et nyt tonesprog hos Cage, Ligeti, Xenakis og polakkerne Lutoslawski, Penderecki og Gorecki, - og lige vigtigt i danske musikliv de imponerende og inspirerende svar på den internationale modernisme, der formuleredes lige stærkt hos komponister som Henning Christiansen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og Per Nørgård, så indbyrdes forskellige og usammenlignelige de end er. I Sisyfos Synger samles i tonesproget især træk fra de to sidste, men under en personligt udviklet formopfattelse, og med store harmoniske udsving, der især i 3. satsens store cello-solo og 4. satsens lange afsluttende Adagio nærmest kan betegnes som senromantik - men i klare, næsten grelle, farver.
Som komponist søgte han i de kommende år nye veje, også af og til ved at gribe tilbage til indfaldsvinkler, der var blevet valgt fra tidligt i 70'erne, både enklere, 'konkretistiske' udtryksformer og legende, improvisatorisk komposition - men også ved radikale nyorienteringer: Som måske den første komponist i Danmark satte han sig fra midten af 80'erne desuden grundigt ind i de nye personlige computeres musikalske muligheder, så grundigt at han ikke bare anvendte dem i en række værker, men også programmerede avancerede kompositions- og improvisationsværktøjer til egne værker og til 'composer-performer gruppen' Netværk, hvori han optrådte sammen med kollegerne Ivar Frounberg, Fuzzy og Wayne Siegel.
Selv internationale udviklere af notations- og sequencer-software engagerede ham til at skrive specialiserede dele af deres software, ligesom han i et EU-projekt ledte udviklingen af Braille-musik-software til blinde.
Samtidigt udviklede han sin instrumentationsstil, også i takt med at han i stadigt højere grad lod sig engagere længerevarende som dirigent, først som leder af Esbjerg Ensemble og Vestjysk Symfoniorkester, siden som opbygger og leder af Storstrøms Kammerensemble og kapelmester for Storstrøms Amts Symfoniorkester, og indimellem ved engagementer med de fleste danske symfoniorkestre, Det Kgl. Teater, Den Anden Opera og det vesttyske Ensemble Modern.
Som dirigent har han naturligt nok langt overvejende opført nutidig og nyere musik, herunder flere hundrede danske og nordiske uropførelser og danske førsteopførelser af internationalt repertoire. Men samtidigt har han som leder af de to store regionalorkstre og af orkesterskolen på Vestjysk Musikkonservatorium arbejdet med det store klassisk-romantiske repertoire.
Han ser selv disse dobbeltheder, komponist/dirigent og klassiker/avantgardist, som på kryds og tværs inspirerende og udviklende:
"Jeg har hele tiden set det som den væsentligste udfordring for mig, at trække på mine erfaringer som komponist, når jeg dirigerer og omvendt: ideelt set at opføre al ny musik med den selvfølgelige indlevelse, der som regel kommer klassikerne til del - og at spille Beethoven, som var det hver gang en lige chokerende uropførelse. En sjælden gang imellem er det lykkedes - og det har jeg set som mit beskedne bidrag til at bringe nutidens musik ud af ghettolivet og placere den på den centrale plads i det samlede koncertrepertoire, der tilkommer den..."
Svend Aaquist modtog i 2008 Dansk Kapelmesterforenings hæderspris.
Svend Aaquists senere udvikling som komponist kan illustreres ved to værker, der allerede har en usædvanligt lang række opførelser bag sig:
Det ene er den 14 minutter lang akkordeon-solo Saganat, skrevet på bestilling til Geir Draugsvoll's debutkoncert, siden opført af ham og en lang række andre akkordeonister over hele verden, så ofte, at den er ved at høre til instrumentets nutidige standardrepertoire, i hvert fald i vor kulturkreds. Stykket er et søsterværk til det store celloværk I maj skal syrenerne blomstre, de skal! som går helt tilbage til 1976 og indgår i udvidet form i Sisyfos Synger. Men i Saganat er tonesproget karskere og mere musikantisk frit med større kontraster og flere spontane omveje.
Et andet eksempel er komponistens scenemusik til Molières Den Indbildt Syge, der blev bestilt af Det Kongelige Teater, hvor det indgik i repertoiret i 1992-1993. I denne musik inddrages store dele af Molière's oprindelige sungne og dansede mellemakts-optrin, der subtilt kommenterer stykkets hovedhandling uden at kunne indlæses rationelt i den, og som så godt som altid udelades i dag. Instruktør og komponist formulerede opgaven for disse optrin, og dermed for musikken, som den at føre handlingen fra dens historiske tid, barokken, og ind i tilskuernes nutid.
Det sker i flere trin: den indledende ouverture, hvor den højborgerlige hypokonder drømmer sig ind i en sol-konge-lignende rolle, omgivet af tilbedende og omsorgsfulde lægere og apotekere, tager direkte udgangspunkt i Charpentiers originale ouverture til stykket og behandler med kærlig ironi, velsagtens inspireret af Strawinsky's tilsvarende bearbejdelser, idet der samtidigt tilføjes et tyndt lag af vokal forgyldning fra de ærbødige undersåtter på scenen - eller er det kun en drøm?
I et indskudt optrin, beskrevet af Molière, synger en yngling en henført serenade, som han heroisk kæmper sig næsten helt igennem, selvom han midtvejs bliver overfaldet og slået til lirekassemand af en flok gadebøller (dansere), mens musikken forsøger at fastholde sin indledende, yndefulde siciliano-karakter gennem et stadigt voldsommere bombardement i Peking-opera-fægtescene-stil, mens serenadens uskyldige espressivo afsløres som ren tolvtonemusik i d-mol-forklædning.
I et opera-optrin, som Molière med ironisk-klodset elegance har integreret handlingen, vækker en kliché-tung kærlighedsduet den indbildt syge fars dybeste drømme om ægte omsorg i stedet for sygepleje, så han (og vi) en kort stund hører igennem flosklerne og århundreder direkte ind i den samme længsel udtrykt i nutidigt tonesprog.
Og i De Mauriske Kvinders Dans præsenterer de fire ydmyge haremskvinder den (kun åndeligt) syge europæer for en fremmed kulturs helbredende indsigt og visdom, tilsyneladende forgæves, men med vældig rytmisk og klanglig vitalitet. Tonesproget er her helt komponistens eget, som han selv har karakteriseret det:
"Igennem de sidste år har min måde at komponere på ændret sig radikalt, og jeg har afsøgt områder fra stokastiske metoder over helt intuitivt komponeret tonal eller modal musik til radikale former for gennemstrukturering. Især i computermusikken Netværk, som stadig beskæftiger mig, og som stadig forandrer og udvikler sig, synes jeg, at det er lykkedes at finde "min egen" vej til at bevæge mig frit i hele dette spændingsfelt og kombinere ekspansiv improvisatorisk/musikantisk komponeren med stram organisation. De Mauriske Kvinder fra Den Indbildt Syge er ét eksempel på musik affødt af disse eksperimenter."
I Finalen af Den Indbildt Syge forenes den indledende pompøse barok-drøm med disse friere toner, så måske har de mauriske kvinder ikke danset forgæves for den gamle navlepiller?
