Kaj Aunes værker befinder sig lige godt inden for samtidsmusikken såvel som i den visuelle kunst. Ved at kombinere visuelle og teatralske elementer med lyd og musik, skaber han sit eget sprog og metode for historiefortælling. Hans værker er ofte absurde, tragiske og komiske, med referancer til historiske og hverdagslivets scenarier. Genbrug af allerede eksisterende materiale er også et vigtigt element i hans arbejde.
Da han i 2012 modtog det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg lød begrundelsen:
"Kaj Aune (f.1978) skaber musik ud fra en helt egen verden og fremstår som en enestående original kunstner. Han er komponist, og det er musikken, der er hans udgangspunkt; men der er altid mere end en kunstart igang! Det er musik flettet sammen med performance, videokunst, installationskunst og snart sagt alle tænkelige og (indtil Kaj Aune viser det modsatte!) utænkelige visuelle elementer. [...]
Kaj Aune er noget så sjældent som nymusik-humorist. En stand up-performer og humorist på højt niveau. I værker som ’Paganini non ripete’ og ’Down the dirt road’ er han alene på scenen med instrumenter og mærkelige lydgivere, og man må gribe sig i armen, for det er jo “ny musik”; men det er også den ensomme klovn, der dukker op i musikkens cirkus. Den klovn vi har ventet på hele aftenen, og som man ved første øje- og ørekast kan tro er landet på en forkert hylde; men bag det hele ligger eksperimentet og en uhyre musikalsk kompleksitet, og humoren spejler sig i ømheden og sorgen. Det er ikke bare morsomt for med latteren følger altid en tåre. I alle Kaj Aunes værker tager han udgangspunkt i menneskeligheden - det lille menneske på randen af afgrunden. I værker som ’Trash’ og ’The Phantom of the Opera’ skaber han poetiske installationer, som han selv er en del af, som et menneske gemt i affald og skrammel. Lytteren, seeren griner og græder, facineres og skræmmes. Det store værk, ’Der Ring des Nibelungen’ er det foreløbige højdepunkt i Kaj Aunes One-man-show, One-manband. Ene mand opfører han sin helt egen version af Wagners ’Ring’. Et enestående og uhyre ambitiøst kompositorisk projekt. Det er det umuliges kunst - på kanten af afgrunden; men hans musikalske timing skaber et visuelt rum, der på trods af alle odds helt ubesværet kan bevæge sig i tid. [...]"
(ovenstående tekst er redigeret af Anne Marqvardsen, efter citater fra SPOR festival og kunst.dk)
