Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil
Af: Sune Anderberg

Liv

Kaj Duncan David har siden sin tidligste barndom bevæget sig på tværs af landegrænser. Han er født i 1988 i Randers, men tilbragte sine første tre leveår i Tyrkiet og voksede siden op i England, inden han i 2010 flyttede til Danmark og efterfølgende til Tyskland. I dag bor han i Berlin.

Musik har altid været en del af Kaj Duncan Davids liv. Han gik i Rudolf Steiner-skole og lærte at spille klaver som seksårig. Som ung teenager spillede han guitar og keyboard i forskellige bands, før han i 15-årsalderen købte en computer og begyndte at lave elektronisk musik. Fokus var især på klubmusik som trance og drum’n’bass, sidenhen også lydkunst og improvisation. Først i sine tidlige tyvere udviklede han interesse for at skrive musik for andre musikere og ensembler; denne interesse har resulteret i en hybridstil i krydsfeltet mellem akustisk og elektronisk musik.

Kaj Duncan David har en bachelorgrad i musik fra Goldsmiths College i London (2006-09), en kandidatgrad i elektronisk komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus (2010-13) samt endnu en kandidatgrad i komposition fra Hochschule für Musik i Dresden (2014-16). I løbet af sin studietid har han modtaget undervisning af bl.a. Simon Steen-Andersen, Manos Tsangaris (DE) og Franz Martin Olbrisch (DE).

Ligesom sine undervisere arbejder Kaj Duncan David tværmedielt. Hans værker forener lyd, musik, scenografiske og visuelle elementer, især lys.

Kaj Duncan David blev i forbindelse med sine studier i Århus bestyrelsesmedlem i foreningerne Aarhus Unge Tonekunstnere (2011-15) og Ung Nordisk Musik (2012-16), der begge arrangerer koncerter og beslægtede aktiviteter inden for ny musik-miljøet. I 2016 var han medarrangør og produktionsansvarlig ved Ung Nordisk Musik-festivalen, som fandt sted i Århus. Siden 2017 har han sammen med fire andre Berlin-baserede komponister drevet den online udgivelsesplatform Y-E-S med fokus på tværmedielle partiturer. I dag er han medlem af bestyrelsen for Spor Festival. Han har desuden skrevet en håndfuld festivalanmeldelser for magasinet Seismograf.

 

Musik

Reduktion er et centralt æstetisk element i Kaj Duncan Davids udpræget tværmedielle værker. Han arbejder med udgangspunkt i et yderst begrænset setup og musikalsk materiale, som ofte gør brug af markant gentagelse og langsom, gradvis udvikling i det forløb, som værkerne gennemgår.

I Computer Music (2016/14) sidder syv musikere på række i hvide skjorter og sorte bukser bag hver sin bærbare computer. Ligesom i andre af Kaj Duncan Davids værker, fx Sound & Vision (2012) og micro .· micro : micro .·:: micro .:·.: (2017), fungerer computerskærmene både som lyskilde i det mørke rum og som partitur for musikerne. I løbet af værket illumineres de enkelte musikere i forskellige rytmiske mønstre, samtidig med at de for hver belysning afspiller en kort elektronisk tone. Det er nærliggende at sammenligne opstillingen med et keyboard med syv selvlysende tangenter. Mod værkets slutning sættes musikerne fri som rene lyskilder – både i hvid og neonfarver – og rummet henligger i stilhed, mens komponisten så at sige spiller med lys i stedet for lyd.

Musikken får hos Kaj Duncan David således både et klingende og et visuelt lag, og lys opnår status som et selvstændigt musikalsk materiale. I Relay (2015-16) står komponisten selv bag en elektronisk pult, mens tre MIDI-kontrollerede glødepærer oplyser rummet i musikalske mønstre, og lyden af relæerne, der slår til og fra, bliver forstærket og bearbejdet live af performeren. Også værker som Some pieces for violin, keyboard and lights (2017) og formula for escaping the logic of the trap (2017) benytter lyskilder som fremhævet kompositorisk materiale.

Kaj Duncan Davids værker kombinerer i mange tilfælde traditionelle instrumenter og elektroniske elementer. Det gælder ikke mindst værker for soloinstrumenter såsom 451 (2015) for guitar og elektronik, der gør brug af loops i sin struktur og opsøger guitarens støjlyde, og det ligeledes numerisk prægede 4c0st1ctr1g3 (2015) for elektronisk tromme-pad, hvor perkussionisten oplyses af stroboskoplys og bades i elektronisk støj. I nært slægtskab med 4c0st1ctr1g3 er Piece for snare drum and audiovisual feedback (2014), hvor perkussionisten spiller på en lilletromme i lyset fra en computerskærm. Bag musikeren projiceres livevideo af den optrædende fra computerens indbyggede kamera samt abstrakte lysflader. Efter en rent akustisk indledning bliver lyden af trommeskindet – som hænderne glider cirklende hen over, slår an og river i – ligeledes behandlet live ved hjælp af forsinkelse, feedback og ringmodulation, sådan at lilletrommens udtryksmuligheder udvides betragteligt, og instrumentet bliver centrum for en 13 minutter lang dramaturgisk udfoldelse.

Værkliste

Serious Immobilities (installation, 2011)

Piece for trombone and modified plunger mute (2012)

Sound & Vision (for seks musikere med laptops, 2012)

Piece for snare drum and audiovisual feedback (2014)

No News Good News (for fire performere, 2014)

451 (for guitar og elektronik, 2015)

4c0st1ctr1g3r (for MIDI-tromme-pad og lys, 2015)

Relay (for performer og 3 glødepærer, 2015-16)

Computer Music (for syv performere med laptops, 2016/14)

Batch 0003 (elektronisk, under pseudonymet AND REA, 2016)

Circles / Squares (musik til Michelle Mouras Coreografia estudo #1, 2016)

Some pieces for violin, keyboard and lights (2017)

formula for escaping the logic of the trap (for talerstemme, 4 musikere, video og lys, 2017)

Latency Phase (for EWI-kvartet med MIDI-styret LED-pixeltape, 2017)

micro .· micro : micro .·:: micro .:·.: (for 4 musikere, lys og video, 2017)

Diskografi


CONNECT — elektroniske værker for guitar (2018)
Dacapo Records

 

Batch 0003
AND REA
SM-LL (2016)

Kaj Duncan David

Født:

1988, Randers

Kontakt:

Adresse:

Groninger Str. 5
13347 Berlin

Telefon:

+49 17698816132

Email:

Web:

Uddannelse:

Bachelor i musik fra Goldsmiths College, London, 2006-09. Kandidat i elektronisk komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium, 2010-13. Kandidat i komposition fra Hochschule für Musik, Dresden, 2014-16.

Øvrige beskæftigelser:

Bestyrelsesmedlem hos Spor Festival siden 2018. Medstifter af Y-E-S 2017. Bestyrelsesmedlem hos Aarhus Unge Tonekunstnere 2011-15. Kasserer hos Ung Nordisk Musik Danmark 2012-16.

Priser/legater:

Astrid og Axel Agerbys Mindefond (2013), Dansk Komponistforenings arbejdslegat (2013), Kunstfondens arbejdslegat (2017), ULYSSES Network stipendiat (2017).

Profil oprettet:

3. juni 2013
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.