Hugi Gudmundsson har en særlig interesse for vokalmusik, og den har ofte et kirkeligt præg. Hans melodier er enkle, melankolske og inspireret af gamle islandske melodier, som understøttes af enkle men alligevel uventede harmonier, som giver dem et nyt udtryk. Så både gammelt og nyt er tilstede i hans værker på samme tid. Han spillede dødsmetal i teenageårene, hvilket også åbnede hans interesse for "anderledes" og "skæv" musik. Han er en af de få komponister i Danmark der har studeret både klassisk komposition og elektronisk musik.
Hugi Gudmundsson har tre gange modtaget The Icelandic Music Award; i 2008 for orkesterstykket Orkestur, i 2013 for Apocrypha og i 2016 for violinkoncerten Absentia. I 2015 modtog han også den prestigefyldte islandske kunsterpris The optimism Award. Blandt internationale anerkendelser er tre anbefalinger ved International Rostrum of Composers, nominering til ISCM Young Composer Awards og førstepræmie i Nordiske Musikdages kompositionskonkurrence 2013, ”Fairy Tales in Music” for stykket The Deacon of Dark River. Derudover var han nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2014 for stykket Solar5: Journey to the Center of Sound. I 2014 modtog Hugi Gudmundsson et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond. - Find info på komponistens eget website.