Jeg er født i november 1964 i Malmö (Skåne). Familien bestod af far Erik, mor Margot, storebror Inge, og så undertegnede - typisk standard stamfamilie.

Min mor, der havde en skummel fortid som klaverelev på et Musikkonservatorium i Berlin, elskede Mozart, og det fik senere store konsekvenser for min fremtid. Min fars bedste legekammerater i de tidligere år, var de, der senere kom til at blive landskendte i Sverige som Bröderna Djup, og det fik også en skelsættende betydning for min fremtid. Alt i alt voksede jeg op i et harmonisk hjem, som nok ikke er så forskellig fra hvad de fleste oplever mht. op- og nedture, oplevelser & familiær dynamik, og det er jo ikke den værste start man kan få.

Min egen bevidsthed om musik som sådan startede med et tegneprojekt i 2. klasse – omdrejningspunktet var ”Moldau” af Smetana. Det tændte mig i en sådan grad, at jeg rent faktisk pjækkede fra skole en dag for at høre den igen og igen – min mor havde pladen der hjemme, og den fik lige cirka 20 timer på random play (Smetana / Mozart – se der, min mors gener begyndte at rykke…). Spørg mig ikke hvorfor, men cirka 2 år derefter (når jeg var på vej imod de 10 år) begyndte jeg i den kommunale musikskole i Lund på… Trommer!

Jeg hørte meget rock som barn. Sweet var de store idoler, da trommespiller Mick Tucker rent faktisk var god til at spille på trommer (det synes jeg stadig!). Senere overtog Electric Light Orchestra stafetten, for at så til sidst ende hos… Shostakovich!!!
Se, det er jo en ganske stor forandring. Katalysatorerne hed Leif Segerstam & Nordiska Ungdomsorkestern (NUO) år 1980, og min første kontakt over hoved med denne komponistgigant gav mig min største musiske knock-out – for altid! Mit 3. år i orkestret, min 1. kontakt (som i øvrigt var de sidste 32 takter af 1. symfoni) satte tingene på plads: Jeg ville i clinch med denne partiturmusik – den var jo mindst lige så voluminøs som enhver rockmusik!

Herefter gik det slag i slag. 13 år i alt i NUO (hvor jeg også fik afprøvet nogle tidlige opus), efter 8 år i musikskolen (med den fabelagtige Helmut Sitar som slagtøjslærer) blev jeg optaget på konservatorielinien ved Musikskolen i Lund, 13 forskellige orkestre / bands i alle genrer på en gang der (pyha, sikke et ræs), for at derefter tage privatlektioner for slagtøjsnestor Bent Lylloff i København. Så videre til Falun for mere musikundervisning (hvor også mit gennembrud som komponist kom) ved Musikkonservatoriet der, og så derpå 6 års undervisning ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Eksamineret janitschar i 1995, for at derefter gå ind i Musikskoleverden – som lærer, som leder, som alt muligt andet. P.t. er jeg afdelingsleder ved Faaborg-Midtfyn Musikskole – et pragtfuldt sted, med meget af den unge musik – i alle genrer!

”Intet er helligt – alt er muligt!” – Mit kompositoriske motto siden start i 1983!

At komponere min egen musik kom sig ganske enkelt. I 1983 spillede jeg opera af bl.a. Bernstein, og der var bl.a. et ret syret afsnit for xylofon med. Den passage funderede jeg så lidt over, og fik mig sat i gang med at komponere en strygekvartet – som i sidste ende aldrig blev til noget, da jeg opdagede at Carl Nielsen allerede havde lavet musik over det program jeg havde sat mig for at komponere over (”De 4 temperamenter”). So much for a good start… J

I protest imod dette komponerede jeg så mit opus 1 – ”Contrasts”, et stykke musik for en masse instrumenter og publikumslommelygter til min studiekammerat og spillesammensvorne Sveinbjörn Sveinbjörnsson (nu Einarsson) på konservatorielinien i Lund (se under ”Liv”), og en trio for elektriske fagotter, trompet & tam (”Terve” ). ”Terve” var den definitive indgang til min kompositionsgerning, og derefter gik det stærkt – i 1. omgang kulminerende med min 1. symfoni i 1987, et bestillingsværk fra et filmselskab i Stockholm som soundtrack til ”Besökarna”, en thrillergyser som også blev solgt internationalt (lydeksempel på slutningen af sats 11 fra denne symfoni findes også på oven nævnte link).
Min interesse for ikke helt ”normale” ensembletyper og spillestilarter blev vækket i min 1. kontrabasconcertino (”Hansson” fra 1987), hvor bl.a. den musiske term ”Künklicato” f.f.g. i musikhistorien er at finde.  Herefter har mit oven nævnte musikalske motto ført mig ud på diverse festlige typer af ensembler, f. eks. Storetrommekvintet, Popcornsduo, Håndklapsorkester (48 stemmer), Bebsofontrio, Synkronsofaer/stole, Bjældesekstet, samt ballet for Knallerter.

Det at finde på nyt på skrift, har også ført med sig lidt nyt på den praktiske front. Gennem årene har jeg opfundet og brugt Begrebet Künklicato (strygerinstrumentfænomen), Musikstilarten ”Øøøøhh…”-Musik (musikalsk fortolkningsmåde og opførelsespraksis), Instrumentet Bebsophone, samt at jeg har været medopfinder af sangstilen Knödelgesang.

Udover al denne non standard musik, har jeg også komponeret bl.a. symfonier, koncerter, div. orkester & kammermusik med alle tænkelige instrumentkombinationer, vokalmusik & elektronmusik. Plus noget rock & fusionsmusik.

Som sagt… Intet er helligt – alt er muligt! Og… Publikumslommelygterne fra mit Opus 1 vendte tilbage i mit Opus 204, så der er intet nyt under solen…

Helt fra min kompositoriske start i 1983 har Shostakovich været min store ”mentor” og følgeslager. Dette viser sig i mange af mine værker – et eksempel på dette er strygerorkesterværket ”Tears” fra 2008, komponeret til min 1. slagtøjslærers (Helmut Sitar) begravelse (elekronisk version her: http://www.wallinsky.com/audio/audio_1).

Et par andre store forbilleder har altid været R. Strauss & Stravinsky (bl.a. derfor hedder min hjemmeside www.wallinsky.com). Min 3. symfoni (1998) blev ved uropførelsen af en anmelder sammenlignet med ”en forenklet variant af Sacre”, og det er jo ikke det værste at blive sammenlignet med.

Andre inspirationskilder er Cage og Reich, bl.a. fordi deres idéer er så tilpas ”ved siden af standardvejen” i forhold til normalen – indtil man studerer dem, og finder ud af hvor relevant deres tankegang er. Bare en anden måde at skabe musik på.
Eksempler på kompositioner med inspiration herfra er bl.a. ”-Apping Music Suite” (1992), ”Whatever!”-familien (1992-2010), ”Far Out” (1992), ”14 Sonatiner for Synkronsofa” (2007) & ”Scream Suite” (2010).

I 2007 begyndte jeg at tage livtag på min egen ”Ring” – kompositionsuniverset ”Tone of the Day” blev skudt i gang. Når det en gang er færdigt vil der være 436 forskellige værker i dette univers – for et væld af instrumentkombinationer.
I 2008 udvidedes dette univers med paralleluniverset ”Chord of the Day” – efter samme principper som det fra 2007, bare med akkorder i stedet for toner.
Se mere om disse to universer på www.wallinsky.com

”Space” (1984) for marimba solo har altid været mit ”smash hit”. Den fortæller om mange mærkelige marimbalyde fra 1950-84 – som aldrig fandt vej til denne komposition. Dette er og forbliver ”min” marimbalyd. (Lyt her)

”Space III – Beyond the Pleiades” (2012) er muligvis verdenshistoriens første koncert for slagtøjsinstrumentet Aluphone. En 45 minutters meditation, med et stort strygerorkester som backing group. Sats 1 findes her (elektronisk variant)

Jeg var ikke tilfreds med Brian Mikkelsen som kulturminister – slet ikke! Det resulterede i ”Music Manifesto 2002” (2002-2007) – en kulturpolitisk kommentar i gigantstørrelse (23 separate dele) for en meget festlig instrumentkombination. Læs mere her.

Og så har jo symfonierne (ind til videre 6) en speciel plads i mit hjerte…
Læs mere her.

Komplet værkliste (og en lettere beskrivelse af hver enkeltkomposition) findes på www.wallinsky.com.