Hans-Erik Philip havde baggrund i jazz musikken da han som 20-årig begyndte sin karriere som professionel filmkomponist. En række af hans over 80 filmpartiturer blev komponeret i 1960’er og 70’erne til både danske og internationale film, men det var med musikken til DR’s tv-serie i 1976 over Hans Kirks roman ”Fiskerne”, at han fik sit egentlige gennembrud som komponist. På grundlag af lydsporet blev der indspillet en suite over musikken der solgte i mere end 50.000 eksemplarer.
Musikken til Fiskerne er bygget op med et gennemgående tema for solobratsch og strygere der anslår og fastholder en grundstemning – på en gang sørgmodig og kærlig. Stilistisk er der tale om en neoromantisk musik med enkle og rolige harmoniskift og en melodik som udvikler nogle få grundmotiver. Det er frem for alt smuk og udtryksfuld musik, men også musik der rækker ud over sig selv. Temaet slutter åbent uden den afrunding som en tilbagevenden til grundmotivet ville give.
Lyt til Fiskerne her.
Årene efter Fiskerne gav Hans-Erik Philip en række prestigefyldte bestillinger på film- og tv-musik, og de gav også plads til selvstændige værker som en violinkoncert, 1990 og en udvikling mod en mere personlig og karakteristisk stil. En milepæl i denne udvikling er musikken til Gladsaxe Teatrets opsætning af Lorcas skuespil ”Blodbryllup” i 2008 hvor Hans-Erik Philip komponerede halvanden times musik, der følger hele det dramatiske forløb som et selvstændigt element i et musikdrama.
Læs mere om Hans-Erik Philips musik til Blodbryllup her.
Blodbryllup kan opfattes som et bindeled mellem Hans-Erik Philips ledsagemusik til film eller tv og hans absolutte musik der foruden en række koncerter rummer hovedværket Symfoni. Titlen skal ikke opfattes som en bekendelse til en musikhistorisk tradition med symfonier af Beethoven, Brahms, Carl Nielsen… Ordet symfoni skal forstås sprogligt som samklang af forskellige elementer. Hans-Erik Philip arbejder med tre grundelementer: et arkaisk klingende korelement der begræder livet og samfundet; et kaotisk klingende orkesterelement der fremstiller det moderne livs modsigelser og hæslighed; og en folkloristisk sopransolo der repræsenterer en oprindelig livsform og en mulig forsoning af modsætningerne.
Disse tre elementer præsenteres og påvirker hinanden gennem symfoniens ti korte satser der i alt spiller ca. 40 minutter. Kor og orkester nærmer sig hinandens musikalske udtryk med sopransoloen som formidler, og de stilistiske modsætninger tvinges ind i en personlig tilegnelse og syntese af forskellige tiders og kulturers stilmidler.
