Jeg er opvokset i et musikerhjem i Brede/Lyngby. Min mor Ragnhild Norup var som pianist og klaverlærer ene forsørger for tre piger, hvor jeg var den yngste. Hun var en arbejdsom og vidunderlig pianist, der spillede en del kammermusik med bl.a. violinisten Minna Bloch. Jeg husker indspilninger i Radioen, hvor jeg som barn var bladvender og her mødte Mogens Andersen som den engagerede producer. Hans smittende ildhu for netop den nye klassiske musik, som han jo senere (som musikchef for DR) blev selve synonymet for, har også været medvirkende til min meget tidlige interesse for ny musik. Så opvæksten var på mange måder stimulerende, ikke mindst med en levende og passioneret mor, der lig musikken hele tiden var i flow - for der var altid 'gang i den'. Alt i alt en inspirerende men også stresset barndom.

Anderledes ro var der i min fars hjem i Hellerup, og det føltes godt og betryggende. For min gamle (56 år ældre) far cellisten Hans Volmer Norup, var en ægte patriark med en nærmest stoisk RO og med stærke idealer som Jesus, Martin Luther King, Ghandi, Albert Schweitzer og Bach blandet med kommunismens bedste ideer om lighed for alle uanset stand - og alle idealer skulle efterleves. Som koncertmester i Radiosymfoniorkestret fik han også en ikonagtig status, hvor der senere skulle en kvindebevægelse til, førend jeg kom fri af denne stærke, men åndeligt talt også meget positive patriarkalske indflydelse fra min kære far. Hans fortolkning af Bach's suiter, som ingen (ikke engang Casals) spillede så stilrent og smukt som han, henførte mig som barn i en næsten ophøjet tilstand. Så der var noget at leve op til og på alle fronter!

I hjemmet i Brede hang der tillige billeder i kobberstik af de store mandlige komponister, som jeg beundrede i dyb ærefrygt. Ikke kun de parykklædte Bach og Händel, men også Kuhlau med sin klap for øjet fascinerede. Og så var der jo Beethoven, der med sin musik og stærke udstråling af mystik og vitalitet gjorde et helt specielt indtryk. Kvindelige komponister hørte man af gode grunde intet om, for de fandtes stort set ikke, og hang derfor heller ikke i 50'ernes musikerhjem, selvom en komponist som Hildegard von Bingen ellers havde været oplagt. Så komponistdrømme havde jeg ingen af, da de drømme de mandlige komponister vækkede i en violinspillende pige, nok mere var at spille deres vidunderlige musik og være deres muse - fremfor deres arvtager.

Da jeg var omkring 20 år førte min violinlærer professor Henry Holst mig ind på Musikkonservatoriet i København (DKDM), hvor jeg var så heldig at få ham som min hovedfagslærer. Han var en stor violinist og pædagog med bred musikalsk rummelighed, og altid åben overfor nye måder at spille violin på. Med entusiasme hjalp han mig med den nyeste musik, og lærte mig alt om violinens muligheder, ikke mindst klangligt.

Desuden var han uovertruffen til flageoletter, og blev kaldt Flageoletkongen, da han brugte flageoletter fremfor ‘almindelige’ toner, hvor det overhovedet var muligt - og helt i den nye musiks ånd. Hans betydning var derfor vigtig i min musikalske udvikling, så efter konservatoriet skrev jeg “Den Hvide Fugl” for violin og slagtøj tilegnet ham og janitshar Suzanne Ibstrup. Holst kaldte selv musikken for “min svanesang” og uropførte den 1983 i Det Unge Tonekunstnerselskab, som han iøvrigt var medstifter af i 1920.

Her spiller Henry Holst slutningen af Den Hvide Fugl fra en radiooptagelse af koncerten:

På Konservatoriet deltog jeg i “Gruppen for Alternativ Musik”, der blev dannet af komponisterne Michael Bertelsen og Finn Dornby. Det blev en åbning til selv at begynde at komponere og ikke kun spille komponistvennernes musik. Min første komposition “Revolutionen der blev væk” (1970) for ensemble og strygeorkester var instrumentalteater, der senere blev opført i Oslo ved Ung Nordisk Musikfest (UNM). Værket var henvendt til venstrefløjen (som jeg selv tilhørte) idet jeg oplevede denne lige så mekanisk og autoritetsstyret, som den højrefløj, vi ønskede at bekæmpe. I Berlingske Tidende fik musikken en flot kritik, dog ikke noget man kunne glæde sig over på den tid! Inspiration til værket var “The Only Revolution” af J.Krishnamurti med hans tanker om at revolutionen skal komme indefra. Hans filosofi i taler og bøger, har lige siden haft en afgørende indflydelse på min musik - og mit liv i det hele taget.

Kvindebevægelsen i 70´erne fik også stor betydning, hvor jeg deltog i besættelsen af Kvindehuset i Åbenrå, og her oplevede en frisætning som var grænseløs og befriende. Her var ingen mandlige smagsdommere eller faderskikkelser til at hæmme, kun frigjorte kvinder med et fælles mål om at realisere sig selv og på egne betingelser.

I denne periode skrev jeg et lille stykke politisk musikteater “På en Tekstilfabrik” i solidaritet med de kvinder, der mistede deres arbejde ved tilslutningen til EF. Det blev opført i TV/Musikhjørnet 1973, hvilket udløste kraftige protester fra Erhardt Jacobsen og hans aktive lytterforening, med beskyldning om politisk propaganda. Men ‘På en Tekstilfabrik’ var slet ikke tænkt i en kunstnerisk kontekst, for stykket var skabt i en tid, hvor jeg og mange andre kunstnere eksperimenterede med et politisk budskab i kunsten.

Senere blev mødet med komponisten Cornelius Cardew ved UNM (Bergen1978) en særlig udfordring, da han tog venstrefløjens spørgsmål op, om kunst overhovedet havde nogen værdi eller berettigelse i vor tid, med hans afstandstagen fra den såkaldt borgerlige kunst - inklusiv hans egen musik som “The Great Learning”. Jeg er siden kommet til den overbevisning, at kunst og politik sagtens kan adskilles, uden kunsten af den grund går det reaktionæres ærinde. Men en sammenkobling kan være nødvendig i kampen mod et stærkt undertrykkende regime (jvf. Pussy Riot). Kunsten må dog kunne leve på egne præmisser, og fremstå i kraft af sin egenart dvs. være kompromisløs, modsat det politiske hvor kompromisser er nødvendige, netop for at undgå ekstremisme.

Instrumentalteater genren går gennem mange af mine tidlige værker, og her har især komponisten Mauricio Kagel’s musik været til stor inspiration, ikke mindst hans fænomenale instrumentalteater værk ‘Hallelujah’, som jeg så i 1971 i København. Senere deltog jeg i hans kursus i Darmstadt 1976, og oplevede her også komponisten Ligeti omtale sin San Francisco Polyphony. Det inspirerede mig til at skrive ‘Handlinger’ instrumentalteater for ensemble, der blev uropført i 1978 på Louisiana med mine træ og papir-skulpturer som sceneinventar, og igen med den eminente Suzanne Ibstrup på slagtøj.

I 1980 fik jeg en bestilling fra ballettruppen “Living Movement” om musik til en ballet “Mind Rosy”. Musikken var for fløjte og slagtøj og endnu engang skrev jeg til Suzanne Ibstrup, som var den toneangivende janitshar indenfor ny musik, og som jeg planlagde flere værker til. Ulykkeligvis døde Suzanne midt under mit arbejde med musikken, som herefter bar præg af den sorg, jeg og mange andre følte. Det tog mig flere år, før jeg igen komponerede for slagtøj:

Her et uddrag fra liveoptagelse af “Mind Rosy”:

I 1989 flyttede jeg til Lolland med min mand komponisten Ole Buck, for at bo på en nedlagt landbrugsejendom et Decenter kaldet Lenshi. Det var en stor omvæltning at forlade København, for at bo så langt væk fra alting, bl.a. en klavertrio med prøver i Kbh. samt mit arbejde på Karlebo Musikskole. Men her fik jeg den ro, jeg savnede i det overstimulerede nordsjælland, da Lolland omvendt lokkede med ‘ingenting’, enkelt og ligetil og kun det nødvendige - et godt udgangspunkt at komponere fra. Med sin dragende himmel, der i et hav af vekslende lys nærmest ‘falder’ ned over det flade landskab, kan NordLolland godt betegnes som et slags Sydhavsøernes Skagen - så dette blev stedet.

Desuden kunne vi leve billigt, mens jeg sideløbende ernærede mig som free lance musiker og underviser, da de sporadiske arbejdslegater, jeg som komponist har modtaget fra Statens Kunstfond, ikke var nok til at leve af.

Det blev samtidig sværere at få opført min musik, så efter år med U-opførte værker, begyndte jeg at arbejde med maleriet, for at udvikle mig videre som kunstner. Her forenes det udøvende og skabende, hvor resultatet ligger i mine (ikke andres) hænder. I arbejdet med maleriet blev kunsten nu igen nærværende, hvor jeg som maler er musikeren, der bruger sin pensel til at komponere - og derfor er der altid en violin gemt som signatur i mine malerier.

Sammen med den Lollandske Kunstnergruppe ’Ravnen’ har jeg udstillet flere steder og spillet egen musik f.eks. de to stykker for soloviolin ’Violinen maler’ til min seperatudstilling i 2000 og ‘Hvor Citrontræerne Blomstrer’ til Ravnens udstilling i 2001 i Galleri Mejeriet/Horslunde.

Derudover kompositionen ’Digtcyklus’ for violin og sang til Kulturnaut 2001, som jeg uropførte sammen med skuespillerinde Birgitte Bruun i Skt. Nikolaj Kirke i Nakskov, hvor mine og Ravnens malerier samtidig blev udstillet. Siden har maleri og musik været tæt forbundne udtryksmåder, hvor jeg også har spillet Ole Buck’s musik ved ferniseringer rundt om i landet.

Musikeksempel fra koncert ‘Digtcyklus’ ved Kulturnaut 2001 i Nakskov: (kommer snarest)

Mit engagement som violinlærer på Fredensborg Musikskole har fyldt meget og gør det fortsat. At arbejde med børn og deres udvikling i musik er et privilegium, men også et stort ansvar, hvor vi musiklærere er forpligtet til at give de unge valgmuligheder, så tekniske problemer (og manglende viden om den nye klassisk musik) ikke står i vejen for deres senere valg af musik.

Jeg har således gennem årene lavet musik til Musikskolens ensembler, f.eks. ‘Den Drilagtige Metronom’ i 1998 (instrumentalteater for små violinister) og ‘Oktobermånen’ i 2003 skrevet til Keats-ensemblet, der uropførte det ved Musikskolernes Tivolidage, hvor også "Mandala" (instrumentalteater for unge strygere) i 2012 blev uropført på Pantomimeteatret. For tiden arbejder jeg på et værk til talenteleverne på Fredensborg Musikskole til uropførelse i 2015.

Mit samarbejde med andre musikere inspirerer mig ofte til også at skrive musik til dem, således Piarango duoen fra Berlin, som har bestilt et værk ‘Pi’ for charango og klaver, som forventes uropført efteråret 2014 i Tyskland. Andre projekter: En suite på tolv stykker for soloviolin er et årelangt projekt, som jeg stadig arbejder med og på idéplanet ligger en komposition, der skal forene instrumentalteater med installation og skulptur i een forestilling.

Revolutionen der blev væk (1970/71) instrumentalteater for kammerensemble og strygeorkester.
På en tekstilfabrik (1972)  Musikteater for aktører og mindre ensemble. 
Handlinger (1976/77) instrumentalteater for kammerensemble.
Den hvide fugl (1979/80) for violin og percussion tilegnet violinist Henry Holst og percussionist Suzanne Ibstrup
Mind Rosy (1980/81) for fløjte og percussion - balletmusik bestilt af dansegruppen “Living Movement”.
Meditation (1993/94) for violin og cello.
Abiding In (1995/96) for violin, violoncello og orgel. U-opført.
Fa-be-lah (1996) musikteater for blandet kor. U-opført
Slow (1998) instrumentalteater for solopercussion og orkester. U-opført grundet krav om instruktør!
Violin maler toner (2000) instrumentalteater for soloviolin.
Digtcyklus (2000/2001) for sang og violin. Musik over digte og maleri. Tilegnet sangerinden Birgitte Bruun.
Trådene (2001) for blokfløjte, violin og guitar efter digt af Halfdan Rasmussen.
Hvor Citrontræerne Blomstrer (2001) for soloviolin efter Goetheʼs Mignon.
Oktobermånen (2003) for kammerensemble skrevet til Keats ensemblet på Fredensborg Musikskole.
Meditationer (1997/rev.2007) instrumentalteater for kammerensemble. U-opført.
Mandala (2009/11) instrumentalteater for unge musikskole elever. Tilegnet strygere på Fredensborg Musikskolen/uropført ved Musikskolernes Tivolidage 2012.
Pi (2011/13 for charango og piano. Bestilt af den Argentinsk/Tyske duo Piarango.

Undervejs (- 2013) 12 stykker for soloviolin.