Elisabeth Meyer var på mødrene side af musikerslægt idet hendes mormor og morfader var hhv. operasanger og Kgl. Kapelmusicus og hendes mor var sangerinde og en ledende skikkelse i Svendborgs musikliv.

Elisabeth Meyer blev undervist hjemme i musik, og da hun efter sit ægteskab med den senere telegrafdirektør Niels R. Meyer flyttede til Århus, fik hun undervisning i teori af domorganist Arthur Allin.

Elisabeth Meyer søgte flere gange forgæves staten om støtte til videregående kompositionsundervisning, men da parret efter mandens udnævnelse til telegrafdirektør 1899 flyttede til Kbh., holdt hun tilsyneladende op med at komponere. Hovedparten af Elisabeth Meyers kompositioner stammer fra 1890’erne.

(JBR)

Elisabeth Meyers kompositioner består hovedsageligt af sange til tekster af bl.a. Thor Lange og J. P. Jacobsen. Sangene opnåede en vis udbredelse i samtiden, hvor nogle af hendes slægtninge – morbroderen Kgl. Operasanger Niels Juel Simonsen og søsteren koncertsangerinde Marie English – opførte dem ved koncerter.

Elisabeth Meyers kendteste sang er Lærken der blev indsunget på grammofon af Peter Cornelius. Hun deltog i konkurrencen om en kantate til den nordiske kvindeudstilling 1895, hvor hun vandt førstepris og fik opført en kantate for to solister, damekor og to klaverer til tekst af Jenny Blicher-Clausen. Kantaten blev af juryen fremhævet for “en vis tiltalende Fordringsløshed og Naturlighed”. 

Foruden vokalmusikken komponerede Elisabeth Meyer enkelte instrumentalværker, bl.a. en Berceuse for violin og klaver og klaverstykket Når Duggen falder.

Hendes sange beskrives som ”iørefaldende, i folketone og flere steder med hang til romantisk svulmen” med strofisk form og et enkelt akkompagnement. [fn]E.Dahlerup i DKBL[/fn]

(JBR)

Elisabeth Dahlerup: Elisabeth Meyer, Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2001-2002