Carl Busch blev født i Bjerre ved Horsens som yngste søn af herredsfuldmægtig G. L. Busch og hustru. Som ung spillede han fløjte, violin og cello og gik på konservatoriet 1883-85 hvor han bl.a. fik Valdemar Tofte som lærer i violin. Efter konservatoriet modtog han et stipendium til konservatoriet i Bruxelles 1885 og fortsatte sine studier i Paris, hvor han bl.a. havde Benjamin Godard og Camille Saint-Saëns som lærere. Tilbage i Danmark spillede han i Det Kgl. Kapel og Musikforeningens orkester, men allerede i 1887 drog han som medlem af en strygekvartet til USA, hvor han slog sig ned i Kansas City.
I Kansas City blev han dirigent for det nystiftede Philharmonic Choral Society. Da byen fik sit første symfoniorkester i 1911 blev Carl Busch chefdirigent indtil orkestret indstillede sin virksomhed ved USA's indtræden i verdenskrigen 1918. Efter krigen levede Carl Busch som komponist og lærer ved konservatoriet og universitetet i Kansas City og var desuden virksom som gæstedirigent i USA (New York, Chicago, Cincinnati) og Europa (Dresden, Leipzig, København).
Carl Busch var højt respekteret som ”Kansas City’s own outstanding composer and for fifty years its most noted musician” (hyldestadresse ved koncerten 1938 i anledning af 50-året for hans bosættelse i Kansas City). Men han bevarede en vis kontakt med hjemlandet og komponerede korværket Paa Heden til indvielsen af nationalparken i Rebild Bakker 1913.
(JBR)