Christian Debois hørte til de ”stille” eksistenser i dansk musikliv ifølge Dansk Musiktidsskrifts artikel på hans 60 års dag. Han blev privat uddannet og tog organisteksamen 1907. Efter nogle år ved Københavns Begravelsesvæsen blev han organist i Reformert Kirke 1911, og 1919 fik han embedet ved Sct. Matthæus Kirke, hvor han virkede til sin pensionering 1952.
Det tilsyneladende stilfærdige liv som embedsmand gav Christian Debois tid til at udfolde sine evner som komponist. Han skrev orkesterværker, orgelværker, sange (bl.a. 40 til tekster af Johannes Jørgensen) og salmer (bl.a. samlingen 100 Salmer opus 21), hertil kommer en uopført opera og adskillige korværker.
En række af Christian Debois’ værker fra århundredets første årtier blev opført herhjemme og i udlandet:
Hans symfoniske digtning Alle Sjæles Dag opus 5 og hans symfoni opus 15 blev således spillet i Dansk Koncert-Forening hhv. 1914 og 1925, og symfonien blev desuden opført i Berlin.
Hans store orgelværker – orgelsonaterne nr. 3 (opus 7, 1915) og 4 (opus 14 1920) og Præludium, Koral og Fuga over Guds Godhed vil vi prise (opus 18, 1924) blev spillet i Tyskland, England og Sverige. Ifølge Gerhard Lynge blev værkerne modtaget med ”megen Anerkendelse” ved uropførelserne herhjemme[1]. Men en snes år senere var tonen skiftet.
En radioopførelse fra 1930’erne af hans symfoni viste ”hvor lidt Carl Nielsen betød for sine Samtidige. […] Debois’ Værk er præget af Impressionismen: Heltonetrin, Parallelbevægelser i store Tertser og en Masse Motivstumper, der dukker op og forsvinder i et af Strygertremolo fremkaldt clair-obscur.”
Og om hans Præludium, Koral og Fuga karakteriseres i 1948 som: ”en inderlig Hengivelse i de særeste Akkorder og om nogen Art af Form er det næsten umuligt at tale. Noget nyt er der ihvertfald ikke at finde…” [2]
Problemet var (er?) at Christian Debois stilistisk var fejlplaceret i Danmark i årene efter ca. 1925. Han var fransk inspireret og videreførte den senromantiske tradition for store, symfonisk anlagte orgelværker. Som kirkemusiker og salmekomponist fulgte han heller ikke Thomas Laubs ideer om en reform af kirkesangen. Da Laub og Carl Nielsen efter deres død blev genstand for en kanonisering, de næppe selv havde forudset eller ønsket, blev deres særlige ”danske” stil enerådende i så stort omfang, at stilistisk afvigende musik i vid udstrækning blev tiet ihjel.
Først i nyere tid hvor afskyen for romantisk musik er forduftet, og begrebet ”kirkemusik” er blevet en funktionsbetegnelse snarere end en stil, er de store romantiske orgelværker af Otto Malling og Camillo Carlsen dukket op af glemslen. Måske kommer turen også til Cristian Debois.
Læs mere om Debois orgelværker her
(JBR)
